Bernd Martin: Friedensinitiativen und Machtpolitik im Zweiten Weltkrieg 1939-1942. Geschichtliche Studien zu Politik und Gesellschaft bind 6, Droste Verlag, Düsseldorf, 1974. 572 s. DM. 82.

Med dette første af planlagt to bind om de mange og forskellige fredsbestræbelser og initiativer, blev forsøgt mellem de krigsførende parter under 11. Verdenskrig, har den unge Freiburger historiker Bernd Martin grebet om nælden mht. krigens nok forskningsmæssigt mest vanskelige og politisk mest kontroversielle spørgsmål, ikke alene fordi det faktisk er første forsøg på systematisk at behandle denne - i forhold til krigens militære og almindelige politiske historie - noget oversete og kun i detaljer kendte side, men osse fordi selve emnet ikke altid har harmoneret lige godt med det billede, de krigsførende stater ønskede at give af sig selv under og efter 11. Verdenskrig. Et indblik i disse politiske problemer giver forf. f. eks. gennem oplysningen om, at de dele af de engelske kabinetsprotokoller fra dagene 18.-19. juli 1940, hvor der ifølge andre kilder blev drøftet og stemt om et fredsinitiativ over for Tyskland, er spærret for forskningen indtil 1990!

Det er derfor evident, at med den status fredsspørgsmålet - forstået som forhandlinger om fred - havde under 11. Verdenskrig, hvilket osse kunne siges at være en følge af krigens totale karakter, der så at sige udelukkede en officiel og dermed af diplomatiet båret fredspolitik, nemlig en status som noget uofficielt og noget parterne i givet fald skulle kunne distancere sig fra, kommer spørgsmålet om kilderne hertil og deres udsagnskraftog -værdi til at spille en ret afgørende rolle. Og det må siges at være et imponerendeog

rendeogoverbevisende arbejde Martin har lavet med at støve de mange fredsinitiativer og -forsøg frem, med at vurdere dem og afgøre deres faktiske betydning og dermed holde rede på dem for at kunne give et billede af et aspekt - der ikke synes at have været uden en vis indre sammenhæng - der ellers skulle synes at drukne helt i den politiske og militære krig. Disse vanskeligheder må osse ses i sammenhæng med, at fredsbestraebelsernesom oftest ikke blev ført af de implicerede staters politiske ledelser eller diplomati - dog som regel med deres vidende - men derimod ad uofficielle eller neutrale kanaler: militærpersoner, efterretningsfolk, erhvervsfolk, videnskabsmænd, neutrale politikereog diplomater etc. Jeg er ude af stand til at vurdere materialets bæreevne i dette spørgsmål og i spørgsmålet om de enkelte fredsinitiativers faktiske betydning; men som sagt, Martins analyse virker overbevisende. Selv om 11. Verdenskrigs udvikling fra en europæisk»normalkrig« til en global magtpolitisk og ideologisk konflikt om verdensherredømmetosse gav den en mht. midler og mål næsten total og eskatologisk karakter, så fandt der som det fremgår af bogen mange fredsinitiativer sted. For så vidt kunne der allerede tales om sådanne før 1.9.1939 for at forhindre krigen; større betydning tillæggesdog de, der faldt i tiden 1.9.1939 til ca. midten af 1942 - bogens ydre ramme - altså perioden hvor Tyskland kunne siges at have initiativet i krigen. Det drejede sig derved om diverse kontakter mellem de implicerede hovedmodstandere England og Tyskland, om deres allieredes fredsbestræbelser og om de forskellige neutrale magters forsøg på - osse i national egeninteresse - at mægle som f. eks. de skandinaviske lande, Schweiz, Tyrkiet, Vatikanet, mens den eneste neutrale magt, der havde forudsætningen for at mægle - forudsat det overhovedet var muligt - nemlig USA af årsager jeg skal vende tilbage til, spillede en meget tilbagetrukken rolle. Som vi ved førte disse forskelligefredsbestræbelser og -initiativer ikke til nogen mægling eller fred; de havde dog osse som forudsætning en vilje til fred, til at forhandle om fied. Og efter Martins behandlingsynes den ikke at have været til stede: en almen fred, der førtidigt ville afsluttekamphandlingerne, havde pga. krigens karakter ingen udsigter. Hvad Martin osse viser er, at de traditionelle statsledelser og deres fagéliter viste sig ude af stand til at forhandle om fred. Denne realpolitiske ramme omkring fredsspørgsmålet gør det dog ikke mindre spændende at læse om de mange, herunder osse overraskende fredsinitiativer,der trods alt var mellem de krigsførende sider: f. eks. at personer i det britiske kabinet (Halifax og Butler) efter Frankrigs nederlag 1940 udsendte fredsfølere til Tyskland,at Rudolf Hess ved at stille sig personligt håbede at tilvejebringe en tysk-engelsk fred, at to-frontskrigen åbnede mulighed for separatfredsforhandlinger mellem Sovjet og Tyskland.

Selvfølgelig var enhver forhandlet fred utænkelig, sålænge den hos den ene part kun kunne forstås som den anden parts tilpasning eller underkastelse: en fundamental hindring for fred var derfor Tyskland og Hitler, idet fredsspørgsmålet var alternativet verdensmagt gennem en »Pax germanica« eller undergang; derved gjordes problemet osse lettere for England, hvis problem det var, hvad det skulle stille op med et alvorligt ment og akceptabelt tysk fredsudspil. En ligeså væsentlig hindring for fred synes dog ifølge Martin i denne fase USA og Roosevelt at have været: Roosevelt ville bruge krigen til »als Glåubiger der vom Krieg ruinierten Volker dureheine Kontrolle der Weltwirtschaft politische Herrschaft auszuiiben« (s. 460), hans vision om en »Pax americana«, der skulle sikre det kapitalistisk-demokratiske samfundssystem og som i denne fase af krigen gjorde ham til Hitlers egl. modspiller, var bestemmende for den amerikanske holdning, hvilket får forf. til at tale om »Zynismus der Macht« hos USA (s. 510): USA's egeninteresser bestemte dets holdning til krigs- og fredsspørgsmålet, bedst anskueliggjort i sommeren 1940, hvor USA længe lod England materielt i stikken.

Gennem sin redegørelse for fredssporgsmålets tilbagetrukne rolle anskueliggør Martin osse de magtpolitiske og økonomiske interesser, der var på spil i krigen og som stillede sig hindrende i vejen for en forhandlet fred. Bogen kan dog osse opfattes som en kritik af magternes selvforståelse mht. deres rolle i 11. Verdenskrig og dermed af de respektive magters historiografi: det gælder måske ikke så meget mht. Tyskland, hvor der ikke er så meget at gøre op med, som navnlig mht. England (Woodward) og USA (Langer] Gleason) og hvilket bind II nok vil vise, osse mht. Sovjet. I kritikken af myter omkring Englands og USA's rolle under krigen er bogen en velkommen udfordring. Men osse uden det har Martin skrevet en af de interessanteste og væsentligste bøger mht. 11. Verdenskrigs politiske historie. Værkets afslutning må imødeses med forventning. Man kunne dog godt have ønsket sig en uddybning af det perspektiv, Martin antyder til sidst, at »das sozialdarwinistisch abgeleitete »Recht des Stiirkeren«, gegen das die Gegner Deutschlands aufgestanden waren und das Gesprache iiber Frieden als Verrat ausweisen musste, wurde 1945 in seiner nationalsozialistisch-deutschen Ausprågung, versinnbildlicht in der Person Hitler, besiegt, aber weder im innergesellschaftlichen Bereich noch zwischenstaatlichen Verkehr der Welt- bzw. Grossmåchte mit denen von ihnen abhångigen Låndern bislang iiberwunden« (s. 516). Således vurderet kom Roosevelt, der var med til at besejre Hitler, nemlig ikke til at betyde nogen principiel, kun en metodisk-graduel forskel i forhold til Hitler. Dermed kunne Martin have lagt op til en mere socialhistorisk betinget vurdering af fredsproblemet.