Fridlev Skrubbeltrang, udg.: M. H. Løvenørns hoveridagbog 1795-1797. 80l og by. Meddelelser fra Landbohistorisk selskab 7. Landbohist. selsk., Kbh., 1973. 117 s. 22,50 kr.

Et af de største problemer, som statsmagten i landboreformtiden søgte at løse, var spørgsmålet
om en regulering af gårdmandshoveriet på de private godser.

Som følge af plakaterne af 24. juni og 23. december 1791, der indbød godsejere og deres bønder til at indgå frivillige foreninger om hoveriet, nåede man på mange godser frem til etablering af sådanne foreninger uden indblanding fra offentlige myndigheder. Alligevel blev der et betragteligt antal godser tilbage, hvor det ikke havde været muligt for parterne at komme overens. Ved plakat af 5. juni 1795 bestemtes det, at rentekammeretskulle udnævne hoverikommissioner - en for Jylland og en omfattende Fyn og Sjælland med mindre øer - som skulle foretage undersøgelser på de resterende godser og enten ved mægling eller ved kendelse fastsætte hoveriet i hvert enkelt tilfælde. I denne

plakats kølvand fulgte forskellige rentekammerordrer angående de nærmere retningslinjerfor
kommissærernes fremgangsmåde.

Den sjællandsk-fynske hoverikommissions mest fremtrædende medlemmer omfattede baron G. M. H. Løvenskiold til Løvenborg, fra 1781 amtmand for Holbæk amt og fra 1783 tillige for Kalundborg, Sæbygård og Dragsholm amter, J. H. Selmer, senere amtmand for Bratsbjerg og Vejle amter, samt A. Aschlund, inspektør på krongodset i Odsherred. Som sekretær for kommissionen udpegedes Ghr. Rothe, fuldmægtig i rentekammerets sjællandske landvæsenskontor.

Til forskel fra hovenkommissionernes officielle protokoller er baron G. M. H. Løvenskiolds dagbog over kommissionsarbejdet en privat frembringelse og ganske enestående i sin art. Dagbogen findes i slægten Løvenskiolds private arkiv, i dette tilfælde en del af Løvenborg godsarkiv, som opbevares i Landsarkivet for Sjælland m. m.

Før videre omtale af selve hoveridagbogen skal der knyttes et par bemærkninger til denne publikations nyttige annotationsapparat. Dr. Skrubbeltrang har lagt et stort arbejde i at give læseren en baggrund for forståelsen af hoveridagbogens oplysninger. Der indledes med en oversigt over danske hoveriforhold, især for tiden 1767-1800, der i sig selv har betydelig værdi; man finder nemlig her en kyndig gennemgang af et problemkompleks og samtidens forsøg på at løse det, der hidtil ganske har været savnet i den landbohistoriske

Udgiveren peger under denne gennemgang på de vanskeligheder, som nutidens landbohistorikere står overfor, når det drejer sig om at løse spørgsmålet om omfanget af det faktisk udførte hoveri på de private godser, bl. a. i tiden op til landboreformerne, hvor kildematerialet i liveit tilfælde synes at vise en tendens til voksende hoveribyrder.

Ved indledningen til landboreformerne og i årene, der fulgte, rådede hos Chr. D. Reventlow og flere andre reformivrige politikere den opfattelse, at landets bønder efter stavnsbåndsløsningen måtte være i stand til at indgå frie kontrakter om hoveriet med deres herskaber og vel at mærke kontrakter, som ikke kom til at overstige deres kræfter på længere sigt. Hoverikommissionernes medlemmer kom imidlertid under deres virksomhed som helhed til at anlægge et mere pessimistisk syn på bøndernes evner til at overskue forpligtelser, som var indgået under en fri kontrakt med godsejerne. De erfaringer, hoverikommissionerne høstede, fik betydning for den videre hoverilovgivning og udmøntedes i hoveriforordningen af 1799, der fastslog, at alt gårdmandshoveri fremdeles skulle være og forblive bestemt.

Efter hoverioversigten følger et biografisk afsnit om C. M. H. Løvenskiold sammenkædet med en beskrivelse af hovedtrækkene i hans private godsstyrelse herunder ikke mindst hoveriforholdene på Løvenborg. Stoffet til denne redegørelse har dr. Skrubbeltrang bl. a. hentet i godsarkivets fyldige og klart førte hoveriprotokoller, men tillige er der foretaget omhyggelige studier af brevkopibøger, korrespondancesager og godsregnskaber, som supplerer billedet af Løvenborgs godsadministration. Således grundigt forberedt kan man give sig i kast med selve hoveridagbogen.

Løvenskiold fik under arbejdet i hoverikommissionen et omfattende kendskab til omkring60 sjællandske og fynske godsers administration og til de respektive godsejeres holdningi spørgsmål om hoveriet, landboreformerne og deres fæstebønders kår som helhed. Dagbogen kaster et skarpere lys over uenigheden mellem parterne, end det er tilfældet med kommissionsprotokollernes detaljerede referater. Som en hovedregel er dagbogen søgt ført løbende, men det skinner dog igennem, at Løvenskiold har gjort visse udkast til dens disposition og først senere har ladet de enkelte blade samle og indbinde. I de fleste tilfælde meddeler Løvenskiold en række væsentlige træk ved de enkelte hovedgårdesdriftsmåder og avlingsarbejdernes inddeling i hovlodder på hovedgårdsmarkerne.Der

kerne.Derer et vågent blik for driftsmæssige nyskabelser og forskellige godsejeres
anvendelse af landbrugsmaskiner, hvilket Løvenskiold omhyggeligt noterer.

Nogen tør opremsning af facts er dagbogen ingenlunde - dens forfatter har spækket sine optegnelser med temperamentsfulde udbrud og snertende karakteristikker af godsejernes forstokkethed, men heller ikke bønderne undgår mindre gode skudsmål - de viste sig jo ofte - som Løvenskiold udtrykket det - stive som karetheste under forhandlingerne om en ordning af deres fremtidige hoverivilkår. Foreningerne, der blev sluttet ved hoverikommissionens mellemkomst, kunne være yderst forskellige fra det ene gods til det andet. Ikke sjældent kom en forening blot til at omfatte en brøkdel af et gods' bønder, idet hovedparten allerede havde indgået aftale om hoveriet med herskabet. Der blev ofte tale om foreninger, som var en blanding af pengeafløsning især for tærskningen samt visse ægtkørsler og avlingshoveri in natura. Man får et levende indtryk af det virvar af hoveriordninger, som rådede på landets godser: Under samme hovedgård kunne f. eks. visse hovarbejder være udstukket i et bestemt antal hovninger, medens atter andre arbejder var udmålt i et andet forhold. I mange tilfælde udførte de såkaldte hoverifri bønder et betydeligt naturalhoveri, som måske blot afveg i arbejdets art fra de øvrige hovbønders. Man konkluderer, at det virkeligt er forbundet med store vanskeligheder for nutidens landbohistorikere at finde en fællesnævner for hoveriarbejderne, der kan danne grundlag for blot nogenlunde bæredygtige beregninger over hoveriets omfang.

Som bilag foreligger bl. a. en oversigt over litteratur og registraturer vedr. hoverikommissionsarkiverne,
ikke mindst en serie henvisninger til afsnit af hoverikommissionernes
forhandlingsprotokoller er der grund til at glæde sig over.

Man kunne ønske sig, at kommende udgivere af historisk kildemateriale ville tage
dr. Skrubbeltrangs fremgangsmåde som forbillede, - her er virkelig vist omsorg for selv
den ret forudsætningsløse læser.