Ulf Sjödell: Riksråd och kungliga råd. Rådskarriären 1602-1718. Bibliotheca historica Lundensis XXXVIII. C. W. K. Gleerup, Lund, 1975. 98 s.

På sin vis kan dr. S jodeils undersøgelse af den svenske rådskarriere i stormagtstiden
siges at give hans tidligere undersøgelser (fra 1966) over det politiske forhold mellem
kongemagt og høj aristokrati forud for enevældens etablering 1680 bredere perspektiver.

Det svenske rigsråd var jo ikke som det danske »permanent verksam (som) regeringskonselj«,og myndigheden til at udpege råder lå udelt hos kongen. Uden her at kunne gå i enkeltheder markerer netop enevældens indførelse et klart skel mellem aristokratiets - omend ikke übrudte - glansperiode og det karolinske enevældes bureaukratiske råd, bl. a. rekrutteret fra lavadelige embedsmandskredse. Rådsværdigheden og topembedsbesiddelseer i periodens første halvdel politiske funktioner, hvorimod sæde i det kongelige råd under enevælden normalt blev kronen på en lang og mere homogen embedskarriere end forud. I overensstemmelse hermed steg rådskredsens gennemsnitsalder stærkt under enevælden.

Bogen er i sit anlæg og sin form meget teknisk. Den leverer en række værdifulde enkeltresultater eller underbygger tidligere antagelser, ikke mindst når resultaterne til tidens fylde lader sig tolke i bredere europæisk sammenhæng; den er da også fra forfatterens side tænkt som forstudie til en undersøgelse af 'adeln som åmbetsstånd under stormaktstiden' (s. 81). På den anden side er det klart, at prosopografiske specialundersøgelser som denne (med den dertil hørende statistiske databehandling) kræver en særdeles finmasket problemformulering. Dr. Sjodell har i praksis lagt afgørende vægt på rådskarrierernes administrative aspekter, hvorimod sociale og økonomiske kriterier (godsbesiddelse, formue, familiebånd, der vilde have gjort en sammenligning med det snævre, danske rådsoligarki under adelsvælden lettere) skydes noget i baggrunden. På tilsvarende måde fortoner sammenhængen mellem det administrative behov for specialisering og det enevældige, politiske system sig noget, fordi undersøgelsen i for høj grad isoleres fra sin europæiske sammenhæng. Den manglende specialisering, som karakteriserer højaristokratiet som modsætning til enevældens teknokrater er et almeneuropæisk fænomen, men ikke nødvendigvis en brist i det aristokratiske, politiske system; den bliver det først, fordi statsmagtens og skattestatens voldsomme ekspansion sprænger det ældre, aristokratisk farvede system indefra.