Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 3 (1976) 1

Eric Anthoni: Finlands medeltida fraise och 1500-talsadel. Svenska Litteratursällskapet i Finland, Helsingfors 1970. 430 s.

Troels Dahlerup

Side 164

Nok var Finland, det datidige »Østerland«, i middelalderen på alle måder en del af det svenske rige, og følgelig var da også den finske adel blot et lokalt udsnit af Sverrigs adel. Alligevel viser det sig fra tidligste tid, at Finland som et afsidesliggende, vel afsluttetgrænseområde udviser adskillige særtræk, der naturligvis skal søges forstået på baggrund af hovedlandets struktur, men som - ikke mindst på grund af områdets overskueligekarakter - i praxis har vist sig at udgøre et frugtbart objekt til ud over det rent lokalhistoriske studium af et grænseområdes elite at kunne give særdeles vægtige bidrag til udforskningen af nordisk adel i almindelighed og til lavadelens historie i særdeleshed.Få har som professor Eric Anthoni forudsætningerne for at løse denne opgave;alene litteraturlisten opregner halvhundrede citerede afhandlinger fra hans hånd,

Side 165

og i sit otium har den firsårige forsker sat kronen på værket ved at sammenfatte sin
enorme viden og omfangsrige forfatterskab i dette storværk.

Af kildemæssige årsager kan fremstillingen først blive fyldigere fra omkring ca. 1400; og seivom klassiske problemer som: »fandtes der i Finland et førkristent aristokrati?« (og i bekræftende fald, om middelalderadelen i nogen udstrækning havde rødder i dette?) berøres, er der fornuftigvis mere tale om et referat end en egentlig stillingtagen til sådanne grundet manglende kildemateriale så at sige uløselige spørgsmål. At der tidligt (dvs. i hvert fald i 14. århundrede) fandtes et lokalt frelse, turde dog være givet, selvom de mere fremtrædende figurer, der som slotshøvedsmænd m. m. dominerer det sparsomme ældre kildemateriale, i høj grad synes at være kommet fra Sverrig eller eventuelt være tyske indvandrere (interessant nok optræder disse allerede før den mecklenburgske magtperiode). Omend vi så tidligt som 1347 finder en formentlig indfødt legifer, skal vi ned til århundredets slutning (1396), før en indfødt rigsråd dukker op, givet et fingerpeg om det lokale aristokratis beskedne sociale (og hermed vel også økonomiske) stade i denne periode.

Ligesom i Sverrig optræder de første frelsebreve omkring 1350; og her fremsætter Anthoni den interessante these, at hverken disse eller de nok så talrige frelsetildelinger fra Erik af Pommerns tid skal opfattes som vidnesbyrd som en øget tilgang til adelen, men tværtimod som led i en skærpet tilgangskontrol. Særdeles overbevisende hævdes det, at dronning Margrethes råfst (i henhold til Nykoping-recessen af 1405) helt parallelt til Magnus Erikssons Finlandsbesøg 50 år tidligere primært havde til hensigt at føre uretmæssigt privilegeret frelsegods tilbage under skatten. Men under dette arbejde har man fundet mange tilfælde, hvor godsejerne antagelig har været i god tro, hvorfor man lod nåde gå for ret og gennem udstedelsen af et frelsebrev skaffede det manglende retsgrundlag til veje.1 Specielt Erik af Pommerns tid synes en guldalder for den finske adel, der - hvad der går som en ledetråd fremstillingen igennem - ikke har kunnet leve standsmæssigt, endsige opfylde krigstjenestepligten, uden indtægter ud over dens få og fattige godsbesiddelser, hvorfor tjeneste, dels som fogeder under de fortrinsvis svenske højadelsmænd, der besad hovedslottene, dels som funktionærer i det netop af Erik af Pommern skabte system af lagmands- og herredshøvdingedømmer, simpelthen var en nødvendighed, såfremt frelset skulle opretholdes.

Megen interesse vies spørgsmålet om frelsets etniske oprindelse, og de mange tyske navne indicerer en betydelig indvandring, vist ikke mindst via Balticum, omend det nok klarere kunne have været betonet, at specielt fornavnemoden siger mere om kulturpåvirkningend egentlig immigration.2 Også danske møder vi omkring 1400,3 bl. a. en gren af Frilleslægten,4 medens det finsk-finske bidrag perioden igennem synes beskedent.


1 I denne sammenhæng kunde man måske have ventet en kraftigere fremhævelse af den enorme betydning de talrige svenske (svensk-finske) frelseråfster helt op i 17. årh. har haft for netop kildematerialets (dvs. frelsebrevenes) omfang. Det turde i hvert fald være påfaldende, at der er bevaret langt flere finske adelsbreve (det være sig i original, kopi eller blot efterretning om sådanne) end danske, givetvis fordi den danske adel efter 1536 ikke havde behov for en sådan dokumentation; jfr. Troels Dahlerup i HT 12. r. IV, s. 24 f.

2 De mange personer med traditionelt nordisk patronymicon og »moderne« tysk fornavn (f. ex. Hans Olofsson) viser jo blot, at man også i Finland fulgte med moden.

3 Ikke uden interesse er en Jens Traneker, der dukker op i Finland 1407, idet en borger i Trelleborg af samme navn kendes 1389, og 1395 omtales som forhenværende borger; Repertoriet 1. r. nr. 3701 og 3989.

4 Vel synes den senere udbredelse af Frillevåbenet (i diverse variationer) i høj grad at skyldes lokale slægters indgifte i slægten; men man kan vel ikke helt udelukke »den heraldiske undervasallitet«? (jfr. ndf. note 6).

Side 166

Vel kan det være yderst vanskeligt at sondre imellem svensk-svenske og finlandssvenske; men adelens indfødte flertal synes uomtvisteligt at måtte være af svensk-finsk oprindelse,vel næppe uden sammenhæng med det forhold, at specielt det befolkningsmæssigtrent svenske Åland og det kraftigt svecicerede Nyland sammen med det egentlige Finland (dvs. egnen omkring administrationscentret Åbo) var adelens kerneområde.5

I løbet af 15. århundrede kan iagttages en social differentiering, hvorved der ligefrem opstår et lokalt »højadelselement« af lagmandsslægter, hvoriblandt lejlighedsvis enkelte rigsråder, der dog mere ses at varetage den lokale retspleje end at udgøre et (svensk-) finsk indslag i det fælles rigsråd. Hovedlenene bortgaves fortsat til svenske rigsråder, og Ruslandspolitikken varetoges traditionelt fra Viborg, hvis slotshøvedsmænd lejlighedsvis var fremtrædende svenske politikere, som man kunde ønske væk fra hjemlandet (således en tid Sten Sture d. æ.). Ofte ses disse at besidde en næsten vicekongelignende myndighed med ret til at tildele frelse, utvivlsomt begrundet i grænselandsproblematikken, som på een gang nødvendiggjorde et talstærkt lokalfrelse og samtidig gav området sin særstilling og egenart indenfor det svenske rige. Disse ledende svenske politikere ses således at opbygge en magtposition ved at søge støtte hos det indfødte aristokrati, og der er ingen grund til at betvivle, at såvel retsembeder som fogedstillinger uddeltes efter rent politiske kriterier.6

Hvor tidligere nordisk forskning til overmål har betonet adelens godsejerstilling, lykkes det Anthoni netop igennem sin overordentlig grundige redegørelse for adelsgodsets omfang og beliggenhed at fastslå, at det må have været adelens tjeneste, det være sig i retsvæsen, administration (som fogeder hos de højadelige svenske slotshøvedsmænd eller hos de nu gerne indfødte lavadelsbisper) eller som krigere,7 der skaffede den et existensgrundlag. Selvom det sikreste kildemateriale først stammer fra 16. århundrede, er der intet, der tyder på, at forholdene på dette punkt har ændret sig væsentligt, og her dokumenterer Gustav Vasas frelsefortegnelser (rusttjenestelister m. m.), hvor godsfattig den finske adel var; end ikke den finske »højadels« besiddelser havde da et omfang, der efter dansk målestok kunne hæve ejeren op over lavadelen,8 og hertil kommer påvisningen af, at også i Finland var det ikke hovedgårdsdrift, men fæsteafgifter, der var godsejerens hovedindtægtskilde.

Vi ser derfor, hvorledes arvedelinger til stadighed truer den laveste adels position,
medens gode giftermål og offentlige ombud (herunder også domkanonikater) kunde
bringe hidtil ganske obscure personer til tops, dvs. at der på een gang konstateres en


5 Derimod må den ikke lokalkendte læser selv finde ud af, at der i det overvejende svenske, men vist yderst tyndt befolkede Østerbotten overhovedet ikke fandtes adel i middelalderen.

6 Her støtter forfatteren kraftigt Gillingstams (i sin tid forkætrede) formodning, at den yngre slægt Kurcks stamfader Knut Eriksson (med et Sture-lignende Søbladsvåben) oprindelig var en ufrels klient af Sten Sture.

7 Specielt det såkaldte Veckelax-frelse, hvis talrighed (på reformationstiden over 20 personer) kontrasterer dets godsfattigdom, har interesseret forskningen, og her formodes med gode argumenter, at dets funktion primært har været den at skaffe Viborg slot den fornødne besætning. Af dens maximalt 37 jordbrug var de fleste »hovedgårde«, idet de blot 14 fæstegårde var fordelt mellem 3-4 besiddere, dvs. at det store flertal af Veckelax-knaberne alene besad den gård, de selv påbode.

8 1554/55 besad blot een person henimod 100 gårde, 7 ejede mellem 21 og 47 gårde, 20 ejede fra 10 til 19 gårde, 30 ejede fra 3 til 9 gårde, medens hele 100 besad under 3 gårde! Den ufuldstændige fortegnelse mangler tilmed så typiske lavadelsområder som Åland og Veckelax.

Side 167

betydelig intern mobilitet9 og samtidig en så svag afgrænsning ned ad til, at den bestandigtoverskrides
såvel ved tilgang som afgang (især synes ikke-standsmæssige giftermålat
florere blandt den laveste lavadel).

Med det spinke middelaldermateriale in mente er det som sagt nødvendigt også at behandle Gustav Vasas tid, som på mange måder synes at have givet den finske lavadel gode kår (bl. a. ses mange at være draget til kongetjeneste i selve Sverrig), men øjensynligt på bekostning af standens allerlaveste lag, der nu i stort omfang skubbes ud af de privilegeredes rækker, ikke mindst på grund af manglende evne til at opfylde rusttjenestepligten. Ved midten af 16. århundrede fandtes der da i hele Finland ca. 250 adelsmænd, hvilket betyder, at der i de foregående generationer var skubbet en 215 mand ud af klassen.10

Men navnlig virker det slående, at disse ca. 250 adelsmænd (der formentlig hver besad en »hovedgård«) tilsammen blot ejede godt 720 fæstegårde, hvis fordeling ydermere udviser ganske betydelige variationer. Således gik der i de gamle frelsebygder (det egentlige Finland og Nyland) i gennemsnit ca. 3 fæstegårde pr. adelsmand, medens der i Tavasteland, det egentlige kolonisationsområde, fandtes hele 114 gårde fordelt mellem blot 15 ejere. Også rusttjenestelisterne dokumenterer frelsets godsfattigdom; ikke blot udgjorde »forleningsrytterne« langt største parten af det finske adelsrytteri, men selv en »højadelsmand« som Erik Fleming stillede blot fire ryttere af sit - efter finske forhold særdeles omfattende - arvegods, men hele 66 ryttere af sine forleninger m. m.

Bogen afsluttes af et lokalhistorisk afsnit (med tilhørende kort), hvor samtlige efterretninger om adelsgods er landskabs- og sognevis, for kommende forskning en guldgrube således at have hele kildematerialet samlet topografisk, hvorfor man blot må beklage, at forskerens store omhu synes at have gjort holdt ved registrene, der lejlighedsvis svigter, i hvert fald ofte volder en dansker vanskeligheder.11


9 F. ex. træder i begyndelsen af 15. årh. en Åbo-borger i bispens tjeneste og opnår at blive gift med en datter af en herredshøvding og rigsråd. Medens den ene son fortsætter som borger (og i bispens tjeneste), gifter en anden søn sig ind i Fincke-slægten og grundlægger derved den yngre slægt Fincke.

10 Dette gik ikke mindst ud over det talstærke, men godsfattige Ålands-frelse, der fra 1537/39 og frem til 1556 mere end halveredes (fra 30 til blot 13 personer).

11 F. ex. nævnes Arvid Ragvaldsson (bjkvis lagd strom) ikke som anført i registeret s. 58, men på s. 87. - Den ovf. anførte Knut Eriksson omtales vel s. 141, men da det centrale sted er s. 142, havde en henvisning til s. 141 f. været på sin plads. Og netop her turde der - som heldigvis normalt i registeret - have været brug for en parentes efter navnet med »yngre Kurck« el. lign. - Da Jons Tranker (Traneker) s. 98 blot benævnes ved sit tilnavn, burde det på fornavne opbyggede register have haft en henvisning fra Tranker til Jons (Tranker).