William E. Wilkie: The Cardinal Protectors of England. Rome and the Tudors before the Reformation. Cambridge University Press, London, 1974. viii + 262 s.

Bogen er letlæst - så let, at fremstillingen nærmer sig det linde. En dansk historiker mindes vemodigt C. F. Aliens anderledes skarptandede skildring af de tilsvarende relationer mellem Hans-Christian II og pavestolen (De tre nordiske Rigers Historie 2 s. 381-418). lejlighedsvise »it is not merely coincidental that. ..« tjener blot til at understrege armoden på synspunkter. I kraft af sit biografiske anlæg kunne bogen udmærket passere som en, bevares, velinformeret krønike fra samtiden, hvis man så bort fra noteapparatet. I det hele taget er noterne, som vidner om flittige studier i italienske arkiver afgjort et lyspunkt. Hovedgrundlaget i øvrigt er Letters and Papers-serien. Til A. F. Pollards minutiøse pløjning af det selvsamme materiale indeholder bogen mærkværdigvis kun en enkelt reference (s. 147 note 108), og hverken standard-værkerne Wolsey eller Henry VIII er medtaget i litteraturfortegnelsen.

Bogen havde sikkert vundet i dybde, hvis forf. i højere grad havde inddraget emnets finansielle sider. Indirekte tegner han billedet af et system. Men hvorledes fungerede systemet? En anden synsvinkel, der kunne have været lagt til grund, er den udenrigspolitisk-prestigemæssige. Hele spillet omkring overdragelsen af defensor fidei-titlen til Henrik VIII og udsendelsen af kongens paveligt approberede skrift imod Luther indbyder umiddelbart til en nærmere undersøgelse. Det er bogens svaghed, at hensigterne og motiverne mangler. Den tilhører, med en let omskrivning af Karl V's kække device, kategorien »non ultra« - eller på godt dansk: hertil og ikke længere.