Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 3 (1976) 1Philipp W. Fabry: Die Sowjetunion und das Dritte Reich. Eine dokumentierte Geschichte der deutsch-sowjetischen Beziehungen von 1933 bis 1941. Seewald Verlag, Stuttgart, 1971. 485 s. DM 45.Bent Jensen
Side 317
Forlaget hævder på omslagets tekst, at bogen er den første dokumenterede fremstilling af de tysk-sovjetiske relationer i perioden 1933-1941. Dette er en helt ukorrekt påstand, hvad da også bogens litteraturliste og de hyppige citater fra andre fremstillinger viser. Fabry har tidligere selv beskæftiget sig med samme emne (Der Hitler-Stalin Pakt 1939-1941: Beitrag zur Methode sowjetischer Aussenpolitik. Darmstadt 1962); hans tese i denne første fremstilling var, at Stalin underskrev den tysk-sovjetiske ikke-angrebstraktat i 1939 med det formål at udløse en lang og opslidende krig mellem de kapitalistiske, vestlige stater og Nazityskland, og at Hitler først besluttede at angribe Sovjetunionen efter at have indset, at Stalin ikke ville samarbejde med ham i hans anti-britiske program. I den foreliggende bog har forf. ikke ændret denne grundlæggende opfattelse.
Side 318
Når Fabry har fundet det formålstjenligt at udsende en ny stor bog om emnet, hænger det sammen med den aktualitet, Forbundsrepublikkens forhold til Sovjetunionen fik, da Willy Brandt blev vesttysk kansler. Fabry vil med sit skrift advare mod illusioner vedr. Sovjetunionens egentlige hensigter. Han finder, at den historiske forskning i Vesttyskland i alt for høj grad har beskæftiget sig med Hitlers og nazismens skyld i Den 11. Verdenskrig og derved negligeret den rolle, Stalin og bolsjevismen spillede. Et glemselens slør har bredt sig over »eine ganze Ara bolschewistischer Expansionspolitik« (s. 13). Fabry har kun foragt til overs for de historikere, der tillægger ideologiske faktorer nogen indflydelse på den af Hitler over for Sovjetunionen førte udenrigspolitik. Hitlers anti-bolsjevisme var kun et taktisk middel. I stedet opfatter forf. de tysk-sovjetiske relationer - og i det hele taget tysk udenrigspolitik i naziperioden - som værende underkastet de samme grundlæggende vilkår som på Bismarcks tid: »Biindnisse, Sicherheitszoncn und Aufmarschråume. ... vor allem ... Expansion in Råume« (s. 14). Geografien er det altafgørende, og med eller uden Hitler ville det være kommet til krig. I flere henseender kan Fabry således minde om Taylor, som i øvrigt glimrer ved sin totale fraværelse både i tekst, noteapparat og litteraturfortegnelse. En sådan tese, støttet af en intelligent og overbevisende argumentation, kunne være forfriskende som korrektiv til den fremherskende opfattelse af den ideologiske faktors dominerende indflydelse på den nazistiske udenrigspolitik. Men Fabry har ikke leveret en sådan kvalificeret præstation. Alt for ofte afvises andres synspunkter uden nogen som helst form for argumentation, blot ledsaget af en summarisk påstand om, at synspunktet er forkert. De begreber og kategorier, Fabry anvender i sin fremstilling af den nazistiske og sovjetiske udenrigspolitik, er alt for grove og upræcise til formålet: man kommer ikke langt ved at spørge, om den eller den udenrigspolitiske handling var udtryk for »ideologi« eller for »statsræson« uden først at have gjort sig det klart, hvad man mener med sådanne begreber. Der er desuden en bemærkelsesværdig skævhed i Fabrys argumentation. Han afviser i forordet som »tåbelig« en hypotese om, at Hitlers udenrigspolitik blev formuleret i »Mein Kampf«, eller at bolsjeviseringen af de østeuropæiske lande udelukkende kan henføres til verdensrevolutionsideologien (s. 14). Men i sin egen fremstilling henviser han gang på gang til udtalelser af Lenin eller Stalin fra begyndelsen af 1920'erne, når han skal skaffe belæg for sine synspunkter om de sovjetiske motiver. Mens den sovjetiske politik således fremstilles som i høj grad »ideologisk« motiveret, udledes den tyske af den tvangssituation, Tyskland befandt sig i. Der er ikke med denne bog ydet noget bidrag til en udvidet erkendelse om de tysksovjetiske |