Studier i Historisk Metode IX. Historikeren og Samfundet. Foredrag ved Nordisk Fagkonferense for historisk metodelære på Kollekolle 6.-10. maj 1973. Universitetsforlaget, Oslo, 1974. 134 s.

Som det også fremgår af titlen, er denne bog, som sine forgængere i serien af »Studier
etc.«, en fremlæggelse af diskussionsoplæggene med tilknyttede korte diskussionsreferater
fra en af de årligt tilbagevendende nordiske konferencer om historisk metode, hvor deltågernenæsten

tågernenæstenalle er universitetsfolk. Mødets emne var »Historikerens forudsætninger og funktion i samfundet«. Sammenlignet med flere af de tidligere hæfter i denne serie forekommer resultatet, trods det spændende emne, noget tyndt. Det hænger muligvis sammen med, at tilrettelæggerne af konferencen synes at have villet dække et så bredt spektrum som muligt af historikerens samfundsmæssige funktion, både som påvirket og som påvirker af samfundet, »en intern og en ekstern problematik«, som man kalder det (s. 131). Resultatet er blevet, at de aspekter, der er valgt ud, ikke er blevet særligt indgående behandlet. Især forekommer afsnittene om historikerindflydelsen i samfundet ret overfladiske og de synspunkter, der præsenteres her, i det store og hele velkendte. Men på den anden side skal det så også anføres, at flere af foredragene synes velegnede som diskussionsoplæg, hvad der jo også har været deres primære funktion.

Man har valgt at gribe emnet an fra tre synsvinkler. Den »interne problematik« dækkes af »nogle funderinger«, som de beskedent kaldes, af Rolf Torstendahl om »Historikerens bundenhet av sin samtids intellektuelle liv«. Han understreger heri historikeres normsystemers og begrebsapparaters afhængighed af »det intellektuelle liv« og som sådan tids- og miljøbundne. Som eksempler nævnes intersubjektivitetsreglen, kildekritikken og statistiske regler. Dette er et centralt og for mig at se selvfølgeligt synspunkt. At det skulle være »mere interessant og opsigtsvækkende«, end at historikere også i »politiske vurderinger og lignende« på samme måde er påvirket af sine omgivelser (s. 17), kan jeg dog vanskeligt forstå, bortset fra at man hidtil har hæftet sig mest ved politiske forholds betydning for historikeren. Dette gør også de to øvrige indlæg indenfor dette aspekt af emnet, idet Niels Erik Rosenfeldt skriver om »Videnskab og samfund i Stalintidens Rusland« og Jorma Kalela gør nogle overvejelser »Om »begrånsningar« i historikerns engagemang i politiken«. Undertegnede havde størst udbytte af dette hovedafsnit (hvilket måske først og fremmest er udtryk for interessesammenfald).

Den »eksterne problematik« behandles under to synsvinkler. Håkan Andersson, Åke Holmberg og Gudmund Sandvig beskæftiger sig med forskellige problemer omkring historieundervisningen i skolen, hvor nok især Sandvigs indlæg om »Indoktrinering og verdiformidling« er tankevækkende. Hans Villius, Niels Skyum-Nielsen, Hans Frederik Dahl og Karsten Fledelius drøfter historie i TV, hvor det interessanteste aspekt er konfrontationen mellem en historiker/TV-producent (Villius) og historikere/seere.

Der er stillet mere plads til rådighed for diskussionsreferaterne end tidligere, hvilket er glædeligt al den stund udvekslingen af synspunkter er et af en sådan konferences hovedformål. Men de er stadig temmelig fragmentariske, og det er beklageligvis stadigvæk sådan, at de refererede synspunkter er anonyme. Referaternes værdi er således yderst problematisk, og det er vel et spørgsmål, om der er nogen større grund til at bevare dem i den nuværende form.