Wawell. The Viceroy's Journal. Ed. by Penderel Moon. Oxford University Press, London, 1973. xvl + 528 s. Ill. kort. £ 8.00.

Da Churchill i 1943 udnævnte Lord Wavell til vicekonge i Indien, skaffede han en retrætepost til en general, der efter sin heldige ledelse af felttoget mod italienerne i Nordafrika i 1940-41 ikke havde kunnet leve op til forventningerne på de umulige poster, han derefter blev sat på i det østlige Middelhav og i det Fjerne Østen. Der lå samtidigt i udnævnelsen, at vicekongens opgave forventedes at blive administrativ: At holde Indien i ro, til krigen var ovre.

Virkeligheden blev anderledes. Wavell kom til at spille en vigtig rolle i de uhyre vanskelige forhandlinger forud for briternes tilbagetrækning fra Indien i 1947. Den foreliggendebog er en udgivelse af Wavells omfangsrige dagbogsoptegnelser plus en del memoranda og korrespondance fra denne afgørende periode i det moderne Indiens historie. Fra udgiverens side er offentliggørelsen præsenteret som led i en Ehrenrettung; et opgør med den ofte sete vurdering, at Wavells stejlhed og kantede forhandlingsform var en væsentlig hindring for opnåelse af en selvstændighedsordning, og at Attlee derforgjorde rigtigt i at udskifte ham med den mere dynamiske og politisk behændige Mountbatten i 1947. Wavell er blevet forsvaret i enkelte britiske fremstillinger, således i M. Edwardes' »The Last Years of British India« (1963) og Penderel Moon følger dennelinie op ved i sin indledning til dagbogen at fremhæve, at Wavells vanskeligheder

hverken skyldtes manglende energi, evner eller god vilje, men hans forestilling om, at Storbritannien havde en forpligtelse til at prøve at forlige modsætningerne mellem de muhammedanske og hinduiske befolkningsgrupper, således at en fællesregering kunne overtage magten efter briterne. Da først tanken um et samlet Indien var opgivet, blev Mountbattens forhandlingsposition ulige meget lettere; og selv for delingsløsningen var grundlaget allerede lagt i Wavells vicekongeperiode.

Anklagen mod Wavell for manglende smidighed i forhandlingssituationer kan naturligvis ikke tilbagevises på grundlag af det billede, Wavell tegner af sig selv i dagbogen. Men den gør det rimeligt klart, at Wavell uforbeholdent havde accepteret nødvendigheden af at give Indien selvstændighed, og at han gjorde sit bedste for at optræde upartisk i konflikten mellem hinduer og muhammedanere. Den illustrerer endvidere til overmål de vanskeligheder, han mødte i forholdet både til regeringen i London og til nationalistlederne. Han havde brug for klare anvisninger på, hvornår og hvordan regeringen agtede at drage konsekvenserne af sit løfte om selvstændighed til inderne. De valne svar på disse spørgsmål overbeviste ham om, at politikerne var ligeglade med Indiens problemer og søgte at krybe udenom deres ansvar. Han var utilfreds med Labourrcgeringens politik efter 1945, og især Stafford Cripps var ham en torn i øjet. Wavell var skeptisk overfor Cripps' forsøg på at borttrylle interessekonflikterne ved hjælp af vage politiske formler og anså det for betænkeligt, at Cripps så ensidigt byggede sin politik på sine kontakter med Kongrespartiets ledere. Wavells eget forhold til nationalistlederne var af vekslende hjertelighed. Han kunne arbejde nogenlunde godt sammen med de muhammedanske ledere, respekterede Nehru, men kunne ikke døje Gandhi, i hvem han kun så en ondskabsfuld og skinhellig magtpolitiker.

Wavells dagbøger er uomgængeligt kildemateriale til det politiske spil omkring dannelsen af de to indiske stater i 1947. Mange af de problemer, der afspejlet sig i dem, er generelle for forholdet mellem kolonimagt og selvstændighedsbevægelser, hvorfor den kan studeres med udbytte af alle, der interesserer sig for afkolonialiseringsprocessen i dette århundrede.