G. O.Sayles: The King's Parliament of England. Edward Arnold, London 1975. 164 s.

Om Englands middelalderlige parlament er meningerne så delte, at en middelvej ikke findes. Fremstillinger af dets historie bliver enten historiografiske eller sagsindlæg. Sayles' bog er det sidste, et opgør med den liberale tradition (Stubbs), der stadig har stærke talsmænd. Bogen, som især behandler tiden før 1327, bygger på de mange artikler forf. har skrevet om emnet gennem over 40 år, alene eller sammen med H. G. Richardson; den fremfører resultaterne i en ny syntese, der ikke tynges meget af detailler; til gengæld overflødiggør den ikke de bagvedliggende artikler eller føjer nye væsentlige argumenter til polemikken mod tilhængerne af andre opfattelser (fx. Cam, Wilkinson, J. G. Edwards, McFarlane).

Synspunkterne kan sammenfattes således: Før 1327 var parlamentets funktion juridisk. Det var kongens udvidede råd, der på hans vegne dømte og vurderede petitioner. Sanktion til lovændring og beskatning kunne gives i parlamentet, men også udenfor og var ikke faste ingredienser, mens jurisdiktionen var essentiel: Parlamentet var ikke nationens politiske forsamling, men organ for kongens domsmagt, et led i kongens retsværn, hvor alle frimænd kunne fremføre klager i håb om et svar, der gav adgang til lovens støtte for den retfærdige sag. Derimod kan parlamentet ikke defineres ved sin sammensætning; det var ingen stænderforsamling med en fast kreds af mødeberettigede: Dets faste kerne var kongens embedsmænd og jurister, baronerne kunne han tilkalde eller forbigå, repræsentanter for shires, boroughs og kleresiet behøvedes ikke i parlamentet, og når de indkaldtes, var det mere for at høre og adlyde end for at bevilge (bevilling skete ofte lokalt). Før 1327 var parlamentet altså ingen konstitutionel forsamling. Men det betyder ikke, at kongen var enevældig. Til enhver tid begrænsedes han af aristokratiet, men denne begrænsning var mere et spørgsmål om kontant magtbalance end om konstitutionelle institutioner og indrømmelser. - Efter 1327 reduceredes parlamentets jurisdiktionelle funktioner langsomt til fordel for politiske og lovgivningsmæssige; procedurerne ændredes, da lords begyndte at trænge de kgl. familiares og jurister tilbage i rådet, hvilket gav dem mulighed for at udnytte parlamentet til oppositionelle formål; gennem konflikterne i 14. og 15. årh. skiftedes konge og magnater til at udnytte institutionen, mens commons fortsat var betydningsløse og passive indtil reformationen.

Men denne opfattelse er ikke den eneste autoritative. For at vurdere den må man bemærke, hvordan Sayles udnytter sit materiale. Hans hensigt er at se middelalderens institutioner uden moderne briller, at se parlamentet i dets samtidige sammenhænge og ikke som kim til de repræsentative demokrati (s. 2, 11, 13, 136). Derfor bruger han

retsdokumenter og administrationsakter (som han kender bedre end nogen anden) i langt større grad end vidnesbyrdene om parlamentets rolle under de store konstitutionellekriser. Men ligger der heri ikke en sortering af materialet, som skubber vurderingeni en bestemt retning? Endvidere: Man må iflg. Sayles ikke isolere institutionerne fra deres bredt samfundsmæssige baggrund (s. 122). Alligevel handler hans bog fortrinsvis om institutionel udvikling og procedure. Ændringer her fremkaldes af kræfter udefra, økonomiske og sociale, indrømmes det (s. 120 f.), men disse kræfter strejfes blot, og vekselvirkningen mellem dem og parlamentet antydes kun. Også heri en koncentration om den side af sagen, der stemmer bedst sammen med Sayles' opfattelse af parlamentet.

Men uanset hvordan man stiller sig til disse indvendinger: Bogen er højst læseværdig, en velformuleret og gennemtænkt opfattelse uden løse ender, fuld af gedigent stof, klar og kyndig, skrevet på et formidabelt overskud af indsigt, forfattet af en kender, der er dybt overbevist om sine synspunkters rigtighed.