Knut Mykland: Skiftet i forvaltningsordenen i Danmark og Norge i tiden fra omkring 1630 og inntil Frederik den tredjes død. Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø, 1974. 106 s. N.kr. 28,50.

I den endnu meget sparsomme, danske forvaltningshistoriske litteratur tilkommer der Knut Myklands nu tyve år gamle konkurrenceafhandling en central plads, først og fremmest på grund af bogens kraftige strukturering og nyfortolkning af det tilgængelige aktmateriale. I sin grundkonception går Knut Mykland ud fra et principielt modsætningsforhold mellem kongemagt og adelsvælde, hvori forvaltningsordenen gav adelen praktiske garantier for overholdelse af håndfæstningernes privilegiesystem. At adelens stilling ved 1630 alligevel var svækket i forhold til kronen beror på, at lensstyret ikke længere magtede sine opgaver på grund af samfundets sociale differentiering og økonomiske vækst, statsmagtens og statsopgavernes vækst; den nye tids krav lod sig kun løse på rigsbasis af centraliserede og specialiserede forvaltningsorganer. De nødvendige reformer blev vel forsinket af 'adelspartikularismens' forsøg på decentralisering i 1640'erne, men gennemføres efter tilløb i 1650'erne af den nyetablerede enevælde.

En egentlig anmeldelse forbyder tidsafstanden. At bogen, som hidtil kun har foreligget i stencilerede udgaver, skæmmes af urimeligt mange trykfejl er naturligvis underordnet i forhold til dens hovedfortjeneste, dens moderne og realistiske problemformuleringer. Kombineret med den løbende, internationale diskussion vil den givetvis kunne bringe grundlæggende impulser for en ny forskningsindsats, ikke mindst måske fordi den danske enevælde (uanset hvorfra retningslinierne til forvaltningsreformerne er hentet) fik en så rigoristisk udformning, at den også på europæisk plan fik en særstilling.