Ole Kiilerich: Politikeren Estrup og hans Konge. Kbh., Gyldendal, 1975. 147 s.

I 1883 stiftedes »Højres Fond« som et finansieringsorgan for regeringspartiet, der i sin folketingsgruppe kunne tælle 27 og i sin landstingsgruppe 52 medlemmer, altså næsten halvdelen af rigsdagens mandater, dog kun en fjerdedel, fremgået af den lige og almindelige valgret. Efter de sidste valg under den reviderede grundlov, i foråret 1915, talte højregrupperne 8 folketings- og 29 landstingsmænd, kun lidt over en femtedel af rigsdagsmedlemmerne og blot en femtendedel af de folkevalgte. Fondens udgifter til valgagitation, konservative aviser o.s.v. havde altså ikke bidraget overbevisende til Højres trivsel.

Ved stiftelsen i efteråret 1915 af Det Konservative Folkeparti blev den gamle fond ophævet, og i stedet kom »Den Konservative Fond«. Allerede i 1918 viste det reorganiserede parti sig ikke at omfatte alle konservative grupper, og »Højres Fond« blev genstiftet, dog nu såvel formelt som reelt uafhængigt af partiet. Siden har fonden med privat indsamlede midler bl. a. støttet forsvarssagen, ydet indsats i grænsespørgsmålet og modarbejdet grundlovspolitikken i 1939 og 1953. Desuden har man »finansieret anerkendte historiske og videnskabelige værker om den samfundsmæssige udvikling i Danmark fra 1864 til 1901 med den hensigt at påvise, at Danmark dengang blev styret med forstand og ansvarsbevist af de gamle højreregeringer«.

Den sidstnævnte opgave blev i 1962 på overbevisende måde - inden for de behandledeområder

ledeområder- løst af nuværende professor Hans Chr. Johansen, der for fonden skrev »Den økonomiske og sociale udvikling i Danmark 1864—1901«. Nu i 150-året for Estrups fødsel har redaktør Ole Kiilerich forsøgt at beskrive konseilspræsidentens politiske gerning.

Den meget ukritiske og panegyriske bog står hverken mål med Hans Chr. Johansens mere specielle redegørelse eller med Brøndsteds og Thaulows biografier. En indenrigspolitisk sammenligning med Stauning virker meget anakronistisk, også når man betænker Højres foran nævnte nedgang i stemmetal og Socialdemokratiets næsten uafbrudte fremgang i 20erne og 30erne. Og det må undre, at en forfatter, som har arbejdet med politisk journalistik mange år i udlandet, drager så få sammenligninger mellem den danske og den samtidige i omverdenen.

Bogens titel sigter til, at forfatteren med allerhøjeste tilladelse og som den første har fået adgang til i rigsarkivet at gennemlæse og benytte de breve, som Estrup skrev til »sin konge«. Det oplyses (s. 23), at korrespondancen er stor, men at »der er meget få breve fra Estrups hånd af politisk værdi«. Det første af brevene er fra 1875 (s. 89), og det sidst citerede (s. 137) er fra 1897, hvor ekscellencen redegør for sin deltagelse i forhandlingerne ved ministeriet Reedtz-Thotts fald. lait bringes kun 8 større eller mindre brudstykker af korrespondancen. Da fremstillingen ingen noter har, er det umuligt at se, hvor i teksten der måtte være indirekte citater. At bogen heller ikke har noget register, forringer yderligere dens værdi.