Herbert S. Levine: Hitler's Free City. A History of the Nazi Party in Danzig, 1925-39. The University of Chicago Press, Chicago & London, 1973. 223 s.

H. S. Levines bog er en velskrevet skildring af nazipartiets virke i et meget specielt område, nemlig i fristaden Danzig. Denne tilhørte ikke formelt Tyskland, men dens overvejende tyske befolkning bevarede en meget nøje forbindelse med Tyskland såvel politisk som økonomisk. Levines bog er således ikke en tiltrængt afløser for L. Dennes bog om Danzigproblemct i den tyske udenrigspolitik (Ludwig Denne: Das Danzig-Problem in der deutschen Aussenpolitik 1934—39. Bonn, 1959), men et led i den række af bøger, der i de senere år er kommet om nazipartiets udvikling i forskellige egne af Tyskland og om dets placering i forhold til de eksisterende statsorganer.

Hans opfattelse af, at Danzig indtog en speciel plads i nazipartiets historie dokumenteres dog ikke overbevisende, selv om forf. har inddraget et omfattende materiale til sin undersøgelse. I^ær tyske og engelske arkiver er udnyttet. Indberetninger fra de tyske generalkonsuler, de polske generalkommissærer og de engelske konsuler giver mulighed for at følge intrigerne i fristaden. Via de engelske arkiver kunne forf. komme uden om det problem, at højkommissærernes korrespondance er utilgængelige i Folkeforbundsarkivet i Genéve eller ødelagt under krigen. Da den engelske regering var det ledende medlem i Folkeforbundets tremandskomité om Danzig, fik den materialet tilsendt - og det kan nu studeres i Foreign Office's arkiver! Forf. fik ikke adgang til Danzig-Senatets arkiv i Gdansk, selv om en polsk historiker tidligere har brugt det i anden sammenhæng (se: St. Mikos: Dzialalnosc Komisariatu Generalnego Rzeczypospolitej Polskiej w Wolnym Miescie Gdansku, 1920-39. Warszawa, 1971: Om det polske generalkommissariats virke i Danzig).

Levine har stort besvær med at rekonstruere nazipartiets tidlige historie i Danzig, fordi Gau Danzigs arkiv ikke mere findes. Den første periode udmærkede sig ved små mænds små kampe. Udviklingen i Danzig afspejlede ofte stridighederne i nazipartiet på landsplan,selv om denne opfattelse også kan være baseret på en ringslutning, idet kildematerialetfor den første periode hovedsagelig er fra de centrale tyske nazimyndigheder. Levinekan kun berette om forholdene i Danzig, når konflikterne kom op på landsplan. Det ses f. eks., at striden mellem partiet og SA under ledelse af W. Stennes fik en udløber i Danzig. Der er også lighedspunkter mellem Danzig og Tyskland i personkonflikten mellemde to nazister A. Forster og A. Greiser, som allerede Denne behandlede udførligt. Hitlers del og hersk politik sås tydeligt i Danzig, idet gauleiteren Forster og senatspræsidentenfra 1934 A. Greiser førte en vidt forskellig politik, men Hitler lod alligevel begge beholde deres poster. På samme måde havde Danzig-nazisterne en Janus-agtig ledelse i 1933-34, hvor H. Rauschning som Senatspræsident på lignende måde som Neurath i Auswartiges Amt var den konservative facade for gauleiteren Forsters forskellige nazistiskeudskejelser. Et andet træk i Hitlers styreform ses også i tilfældet Danzig, nemlig at han nødigt traf afgørelser i de mange interne partikriser og personkonflikter. Enten overlodhan

lodhanansvaret til andre, eller også trak han afgørelserne så længe ud, at problemerne var løst på anden måde. Typisk var det også, at i det lange løb var det afgørende, at A. Forster havde et særligt fortrolighedsforhold til Hitler, i modsætning til A. Greiser. Derfor gik Forster sejrrig ud af de fleste af konflikterne, selv om han som politiker og administrator ustandselig gjorde de forkerte ting og iøvrigt var korrupt og ineffektiv.

På alle disse punkter udgjorde Danzig således ikke nogen undtagelse inden for nazipartiets udvikling. Det afgørende var alene, at nazipartiets muligheder i Danzig led af nogle særlige begrænsninger på grund af fristadens internationale status. Folkeforbundets tilstedeværelse i form af en højkommissær, der bl. a. skulle overvåge overholdelsen af forfatningen, satte en bremse for den ensretning, der i selve Tyskland allerede ved udgangen af 1933 var en kendsgerning. Levine påviser, hvordan Danzig endnu i slutningen af 1934 kun var et »halvdiktatur«. Det sidste parti, Zentrum, blev først forbudt i oktober 1938. Ved valget i 1935 fik nazisterne trods valgtryk kun en lille sejr (59 % af stemmerne) - og A. Forster fik et nervesammenbrud af samme grund! Interessant nok var Hitler den første tyske kansler, der forsøgte at indstille de hemmelige tyske lån til Danzig og derved bragte dets kunstigt opretholdte økonomi på randen af en katastrofe. Devalueringen på 40 % var det øjeblikkelige resultat.

Selv om Levines sigte er en beskrivelse af nazisternes rolle, giver han for 1930ernes vedkommende også en bredere skildring. Han påviser Folkeforbundets og især Englands ringe interesse for at gøre garantien over for Danzig effektiv, hvilket især ses ved historikeren G. J. Burckhardts overtagelse af højkommissærposten i 1937. Dennes virke og samspil med Greiser og de moderate i det tyske udenrigsministerium som Weizsåcker skildres med stor forståelse og få kritiske kommentarer. - Bogen afsluttes karakteristisk nok ikke med en analyserende konklusion, men med en epilog, der giver et kort rids af udviklingen fra 1939 til 1945 i Danzig.