Jens Erik Skydsgaard: Pompei. En romersk provinsby. G. E. C. Gad, Kbh., 1972. 182 s + 24 plancher, 2 kortbilag.

Lad det være sagt straks, at bogen tjener som en velegnet og inspirerende introduktion til studiet af den campanske oldtidsby. Anmelderen er ikke i tvivl om, at den også vil kunne anvendes uden for universitetsundervisningen, f. eks. til selvstudium i forbindelse med et besøg i Pompei. Til bogens pædagogiske fortjeneste hører ikke blot, at den er udgivet på dansk, men at forfatteren ikke har undladt vurderende diskussioner og har sat læseren i stand til at følge disse op i sammenhængende redegørelser for kildemateriale og faglitteratur efter hvert kapitel. Planchernes billedmateriale, hvortil der henvises flittigt i teksten, er fortrinsvis forfatterens eget, udvalgt med særligt henblik på det aspekt i bogen, som forekommer bedst belyst, nemlig byens sociale og økonomiske struktur. Især bør afsnittet om erhvervslivet fremhæves (s. 119-149), hvor Skydsgaard her for første gang har gjort sin opfattelse gældende om den antikke investering og kapitalspredning og banet vejen for teorien om patronus-cliens forholdets økonomiske relationer, jf. Studia Romana in honorem Petri Krarup septuagenarii, Odense 1976, s. 44 ff.

Det er muligt, at ejeren af Gasa del Menandro var efterkommer af konsulen Gaius Poppaeus Sabinus fra 9 e. Kr. (jf. s. 86 f. og 174), men anmelderen tvivler på fortolkningenaf landbrugskomplekset i Menanders hus. At Quintus Poppaeus Eros, ejerens slave eller frigivne, hvis segl er fundet i den lille lejlighed med nr. 41-45, skulle være procurator,er ren hypotese fra udgravernes side, jf. A. Maiuri, La Casa del Menandro e il suo tesoro di argenteria, vol. I, Roma 1933, s. 199 ff. Forestiller man sig - hvilket synes at have unddraget sig forfatterens opmærksomhed (s. 85) — at der også har været primitivebeboelsesrum på 1. sal over rummene 35-38 og desuden medregner rummene øst for gårdspladsen (32-33), har der i alt været 10 rum disponibel til arbejdskraft, slaver - eller sæsonhyrede frie landarbejdere(P). Der er vel næppe grund til at antage, at beboelsesrummenevar »eneværelser«, når vi f. eks. ved, at legionæren i castellum delte rum med yderligere 7 contubernales, jf. Collingwood/Richmond, Archaeology of Roman Britain, 2. ed. 1969, s. 30 om fortet i Fendoch, Pertshire, hvorfor det ikke vil være urealistiskat forestille sig en arbejdsstyrke på 20-30 mand i Menander-huset. Hvad skulle

Eros, i hvis eget soverum landbrugsredskaberne i øvrigt var ophængt, jf. Maiuri, 1.1. s. 212, med sådan et slæng, hvis hans opgave bestod i administrativt opsyn med »forpagtereog forvaltere« (s. 86) i omegnen. Eros var snarere selv vilicus på denne gård - mirabiliter - i selve byen, hvis jorder uden for denne er blevet dyrket af folkene i Casa del Menandro.

Det er efter anmelderens opfattelse en misforståelse, at Egypten var Augustus' privatejendom (s. 51) - jf. Gnomon Idioslogos, prooemium, Res. Gest. 27 og Veil. Pat. II 39,2. At årsagen til kristenforfølgelserne var de kristnes lydighedsnægtelse over for kejserkulten turde være en unødvendig forenkling (s. 175). Da forfatteren har afholdt sig fra at udarbejde en litteraturliste, havde flere krydshenvisninger i disse nyttige afsnit skabt større bibliografisk klarhed.