Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 3 (1976) 1

Das Reichtagsprotokoll des kaiserlichen Kommissars Felix Hornung vom Augsburger Reichtag 1555 mit einem Anhang: Die Denkschrift des Reichsvizekanzlers Georg Sigmund Seld für den Augsburger Reichstag. Hrsg. v. Heinrich Lutz und Alfred Kohler. Österreichische Akademie der Wissenschaften Philosophisch-Historische Klasse, Denkschriften, 103. Band. Hermann Böhlaus Nachf. Wien, 1971. 222 s.

Mikael Venge

Årene omkring 1550 hører til de mest dramatiske i Tysklands historie. Temaet stænderne stillet overfor kejsermagtens triumfer (Miihlberg) og bratte fald (Metz) har da også traditionelt nydt historikernes bevågenhed. Forløbet skildredes mesterligt af Ranke og senere Brandi, i begge tilfælde med kurfyrst Moritz af Sachsen som den centrale skikkelse - »helten«, om man vil - der på én gang symboliserede konfessionalismens og territorialfyrsternes sejr. Frugten af Moritz' politik var Augsburger-religionsfreden 1555, hvis indhold af en senere luthersk statsteoretiker sammenfattedes i den berømte maxime »cuius regio, eius religio«. Interessen ior disse begivenheder synes i nyeste tid genopblussende. I 1964 udsendte Heinrich Lutz »Ghristianitas Afflicta - Europa, das Reich und die påbstliche Politik... 1552-1556«. Denne vægtige monografi er nu fulgt op af et kildeskrift, indeholdende dels selve den kejserlige kommissærs rapport fra rigsdagen, dels et udkast til den kejserlige instruktion (som aldrig udstedtes). Hornung-protokollen er et nyfund, som udvider kendskabet navnlig til de mundtlige drøftelser forud for religionsfreden. Vicekansler Selds memorandum har til gengæld længe været kendt og skattet af forskningen. Brandi tolkede det som et formeligt testamente fra Karl V's hånd, en epilog over hans regering og politik, skrevet på abdikationens tærskel. Lutz reviderer denne opfattelse noget. Han understreger, at Selds memorandum først og fremmest er et diskussionsgrundlag, ikke nødvendigvis identisk med kejserens standspunkt. Snarest udgør det et tværsnit af de kejserlige rådgiveres overvejelser, om end med hensyntagen til Karl V's tanker.

Glædeligt, at publiceringen af disse tvende tekster ikke har skullet afvente Rigsdagsakternes langsomme fremadskriden. Begge rummer de væsentlige bidrag til forståelsen af den nyere tids regionalt og konfessionelt splittede Tyskland, om end begge tillige er udsprungne af en diametralt modsat politik - en politik, der spillede fallit.