Gerhard Schulz: Faschismus - Nationalsozialismus. Versionen und theoretische Kontroversen 1922-1972. Propyläen Verlag, Berlin, 1974. 222 s. DM2O.

I mere end 50 år har fænomenet fascisme beskæftiget politiske modstandere og forskere
fra forskellige fag. Og uenigheden om, hvad fascismen var for et fænomen, og hvordan

det skulle forklares, har været lige så udbredt blandt dens politiske modstandere som blandt forskerne: derfor korer der fortsat en debat om fascismen som fænomen, om dens væsen og konkrete fremtrædelsesformer - og det må siges at være en debat ikke kun om fascismen som et historisk fænomen, men osse som et mere alment fænomen, der ikke er begrænset til en bestemt historisk periode eller til historisk specifikke former.

Det er dog ikke det synspunkt på fascismeproblemct, der ligger bag Schulz' behandling af de sidste 50 års opfattelser af og debat om fascismen: forf. trækker en klar grænse til de nyere forsøg på at opstille teorier om fasicsmen som et mere alment fænomen. Han har i stedet villet give et overblik over de »geistigen Bewegungen und Anstrengungen«, der er blevet udløst af fascismen som »Problem des zeitgeschichtlichen Erfahrungsbereichs«, s. 7. Med bogen har Schulz forsøgt at lave en oversigt over de opfattelser af og den diskussion om fascismen, der er fremkommet i fascismens historiske periode 1922— 1945 og i tiden derefter om fascismen som historisk forhold; og han har villet give et indblik i de forskellige fascismeversioners problematik. Bag oversigten kan derfor osse siges at ligge opfattelsen af fascismen som et historisk fænomen, som et fænomen begrænset til den historiske periode, der er blevet kaldt fascismens epoke, og som et fænomen, der skal forstås historisk. At denne opfattelse ikke diskuteres eller konfronteres med f. eks. opfattelsen af fascismen som et strukturelt fænomen, er i mine øjne en svaghed. Men ud fra denne holdning til fascismeproblemet gives der i bogen en grundig og - i forhold til f. eks. Wolfgang Schieder og Wolfgang Wippermann - mere differentieret gennemgang af de mange forsøg på at bestemme og forklare fascismen, der har været anstillet siden begyndelsen af 1920'rne. Hans redegørelse for de mange opfattelser (kommunistiske, socialistiske og borgerlige) er som oftest udmærket; derimod kan hans vurdering af de forskellige synspunkter på fascismen siges at være noget diskutabel, det gælder f. eks. mht. totalitarismeopfattelsen, som Schulz mener har medført det største fremskridt i retning af en videnskabelig-teoretisk fremstilling, det gælder mht. de nymarxistiske opfattelser, der betegnes som polemik.

Schulz har med denne bog ikke selv villet føje nogen ny teori om fascismen til de allerede eksisterende; han har villet vise fascismeversionernes problematik og dermed påpege, at det trods de 50 års beskæftigelse med fascismen endnu ikke er muligt at fremsætte nogen afsluttende og omfattende bedømmelse af fascismen. Schulz mener selv, at svaret på hvad fascismen er ligger i historien; dette får ham til at hævde, at der ved fascisme ikke skal forstås andet end »jene Zeiterscheinung, die hohlspiegelartig die verschiedenen, von Emotionen beherrschten, atavistischen politischen Tendenzen, die durch klarendes Denken und rationale Einsicht nicht mehr aufgefangen werden, unter wechselnden Bedingungen in wechselnden Formen zusammenfassen«. Og fortsættes der: »Die Beurteilung im einzelnen kann daher von vielen politischen Standorten aus gar nicht einheitlich ausfallen« (s. 171). I denne sætning rummes en del af kærnen i fascismeproblematikken: uenigheden om opfattelsen og fortolkningen af fascismen er i lige så høj grad begrundet i de metoder og dermed videnskabsopfattelser, der har ligget til grund for beskæftigelsen med fascismen, som i fænomenet selv.

Bogen ville have vundet i overskuelighed, hvis forf. havde systematiseret og diskuteretdet metodisk-principielle aspekt og dermed de deraf betingede kontroversielle spørgsmålnoget mere: det gælder spørgsmålet om årsagerne til fascismen, om dens væsen, dens massegrundlag, det fascistiske systems karakter, forholdet mellem kapitalisme og fascisme etc. Ganske uforståeligt er det, at Schulz så godt som overhovedet ikke omtaler den væsentlige nyere debat om fascismen i Vesttyskland: det gælder ikke alene for den nymarxistiske beskæftigelse med fascismen (Reinhard Kiihnl, Johannes Agnoli, Manfred Clemenz o. a.), men osse for Ernst Noltes historisk-fænomenologiske fascismeopfattelse

Og det endda til trods for, at Schulz' fremstilling og hans egen holdning til fascismen indirekte kan siges at være udtryk for en stillingtagen til denne debat om fascismen som et mere alment fænomen. Det er for let at afvise denne debat som polemik. Dervedkommer fort. dog til at antyde noget centralt i fascismeproblcmatikken: fascismen er ikke udelukkende et historisk-videnskabeligt spørgsmål, den er osse stadig et politisk spørgsmål.