Det nordiske Ødegårdsprosjekt. Publikasjon nr. 1. Nasjonale forskningsoversikter, i kommission hos Landbohistorisk Selskab, København, 1972. 223 sider.

Ved det nordiske historikermøde i Bergen 1964 var det ene af rapportemnerne Ødegårderog
bosetning i de nordiske land i senmiddelalderen«. Diskussionen af disse rapporterførte
i 1968-69 til dannelsen af Det nordiske Ødegårdsprojekt, der efterhånden

er kommet til at omfatte alle nordiske lande med undtagelse af Færøerne. Projektets førstepublikation foreligger nu i form af nationale forskningsoversigter, der - som Andreas Holmsen udtrykker det i forordet - er tænkt som supplement til Bergenrapporterne. Der er dog taie om mere end et rent supplement, idet de nu foreliggende rapporter er langt mere fyldige end 1964-_rapporterne, der kun havde et omfang af 70 sider, og desuden indeholder nærværende publikation også bidrag fra Island og Holsten-Lauenburg, hvorfra der ikke forelå indlæg i 1964. Det danske bidrag er forsåvidt også noget nyt, idet C. A. Christensens indlæg i 1964 mere havde afhandlingens end forskningsoversigtenskarakter. Der er i det foreliggende værk ikke tale om nogen egentlig koordinering af de enkelte bidrag, udover at rapportørerne iflg. Andreas Holmsens forord er blevet anmodet om at lægge vægt på metodiske aspekter. Denne øjensynlige mangel på koordineringhænger imidlertid sammen med Ødegårdsprojektets målsætning, hvor første fase i arbejdet er intensive undersøgelser af mindre områder, anden fase bliver forsøg på nationale konklusioner, og først i tredie og sidste fase er det tanken, at den nordiske komparation for alvor skal komme ind i billedet. En nøjere koordinering af forskningsoversigterneville derfor være at foregribe Ødegårdsprojektets gang, specielt da de førsteresultater af undersøgelserne på lokalplan først kan forventes publiceret tidligst i 1975. De foreliggende rapporter er mere redegørelser for de enkelte landes forskellige udgangspunkter. Man finder heller ingen omtale af selve Ødegårdsprojektets organisationm. v. i nærværende publikation, men projektet er dog tidligere blevet præsenteret af Andreas Holmsen i Svensk Historisk tidskrift 1971, mens de første diskussioner indenforprojektet er refereret af Knut Johannessen i Heimen, bd. XV, 1971.

Alsidigheden i de foreliggende rapporter vil fremgå af følgende korte præsentation. Svend Gissel, der har skrevet den danske forskningsoversigt, bygger på gennemgang af en meget omfattende litteratur. Efter en redegørelse for hovedtrækkene i den danske forskning af den senmiddelalderlige krise, vender han sig til en grundig præsentation af det danske kildemateriale. I næste afsnit behandles under overskriften »Beskrivelse« spørgsmål som ødeterminologi, kronologiske og topografiske aspekter ved udviklingen samt statistiske aspekter, hvilket i første række vil sige de talrige forsøg, der i tidens løb har været gjort på at beregne det middelalderlige befolknings- og gårdtal i Danmark. I sit afsluttende afsnit diskuterer Gissel bl. a. emner som naturforholdenes betydning for ændringerne i kulturlandskabet, herunder spørgsmålet om nordboernes uddøen på Grønland,samt krisens samfundsmæssige, demografiske og økonomiske aspekter. Fremstillingenkan hist og her virke en smule stofmættet, men ved nærmere eftersyn kan man ikke komme i tanke om ting af væsentlig betydning, der ikke er medtaget i denne vægtigedanske rapport. Mere svagt i billedet står ved første øjekast den finske rapport, forfattet af Eino Jutikkala, der næsten udelukkende behandler lokalhistoriske arbejder om udviklingen i 1500- og 1600-tallet. Når middelalderlige forhold ingen rolle spiller i denne rapport, hænger det imidlertid sammen med, at det finske middelaldermateriale er uhyre spinkelt, hvorfor det ikke har været muligt at føje væsentligt nyt til Arvo Soininensrapport fra 1964. Wolfgang Prange giver i sin rapport en oversigt over ødelæggelseni Holsten og Lauenburg, og der er herved skabt et uhyre nyttigt berøringspunkt mellemden skandinaviske og den omfattende tyske ødegårdsforskning. Det islandske bidrag til publikationen, udarbejdet af Bjorn Teitsson og Magnus Stefansson, indeholder udoverafsnit om bl. a. kilder og metodik, samt befolknings- og landskyldudvikling to særligekapitler, dels om arkæologi, dels om klimaudvikling og naturvidenskabelige undersøgelser,begge forhold af afgørende betydning for arbejdet indenfor den islandske del af Ødegårdsprojektet. Den norske rapport er forfattet af Halvard Bjørkvik (forøvrigt den eneste af Bergen-rapportørerne, der medvirker direkte i nærværende publikation)

og Audun Dybdahl. Flere af kapitlerne i denne rapport behandler mere metodiske problemer,bl. a. anvendes et helt kapitel på tiendepengeskatten 1520/21, en af de mest omstridte kilder til ældre norsk bebyggelseshistorie; i den norske rapport hæfter man sig endvidere ved den fyldige omtale af de lokalhistoriske arbejder, der spiller en så betydningsfuld rolle for specielt den norske ødegårdsforskning. Disse arbejder behandlesdels i et selvstændigt kapitel, dels vedfojes den norske rapport en kommenteret oversigtover de vigtigste lokalhistoriske arbejder fra nyeste tid. I den sidste rapport behandlerLars-Olof Larsson for Sveriges vedkommende to centrale problemer, nemlig bebyggelses - og afgiftsudviklingen, mens han i et afsluttende afsnit sammenfatter den aktuelleforskningssituation i Sverige.

Det er således et væld af forskellige emner, der tages op til behandling i disse forskningsrapporter. Man hæfter sig dog især ved to ting, dels den stærke vægt, der lægges på de metodiske spørgsmål, og dels de implicitte forhåbninger, der i flere af rapporterne knyttes til et tværvidenskabeligt samarbejde. Specielt på sidstnævnte punkt har Ødegårdsprojektet i sit fortsatte arbejde gjort store landvindinger. På grund af deres alsidighed vil disse forskningsrapporter ikke blot være af interesse for historikere, der specielt arbejder med egentlig ødegårdsforskning, men de kan også tjene som en nyttig introduktion til mange sider af den økonomiske udvikling i Skandinavien i middelalderen.