Susanne Miller: Burgfrieden und Klassenkampf. Droste Verlag, Düsseldorf, 1975. 440 s.

Om det tyske socialdemokrati (SPD) under 1. verdenskrig er der efterhånden skrevet ikke så få (mere el. mindre deciderede) monografier, men da ingen af dem på noget punkt kan siges at være tilfredsstillende, og den nye bog af Susanne Miller, forsker ved »Kommission fiir Geschichte des Parlamentarismus und der politischen Parteien« i Bonn (bogens udgiver) og kendt fra tidligere værker ang. den tyske arbejderbevægelse, på sit felt repræsenterer, som forhåndsomtalen med rette bemærker, »die erste umfassende, auf breiter Quellenbasis beruhende Geschichte«, opfylder den for så vidt et stort savn, men indfrier den ellers de forventninger m.h.t. resultater, som må stilles på grundlag af det citerede og af den takket være Fritz Fischer i de sidste femten år intensiverede udforskning af Tyskland 1914-18 i øvrigt?

Indledningsvis giver Miller selv - med udgangspunkt i netop Fischer - en meget nyttigoversigt over situationen i forskningen omkring emnet. Også den særdeles fyldige, omend ikke fuldstændige litteraturliste vidner om forf.s velorienterethed, som dog sætter forbløffende lidt præg på selve fremstillingen, der i så høj grad relaterer sig til kilder, at det for den mere ukyndige ofte må være svært at afgøre, hvornår de fremførte synspunkter betegner nyvurdering og hvornår bare videreførelse. Som hovedtemaer er

valgt partiets bevilling af krigskreditterne d. 4. august 1914, dets gradvise spaltning, krigspolitikken,udviklingen til et regerings-»fåhigt« parti og standpunkterne hos oppositionsgruppernepå venstrefløjen, som det uafhængige socialdemokrati (USPD) april 1917 fremstod af. (I et efterfølgende bind vil forf. skildre SPD under novemberrevolutionen og Weimarrepublikken).

I debatten om, hvorvidt begivenhederne i SPD op til og på selve d. 4. august 1914 udgjorde kulminationen på en fase i partiets historie el. en fremadpegende cæsur, står forf. for den sidste opfattelse: SPD opgav nu sin principielle opposition imod det borgerlige samfundssystem (s. 9). I stedet for en nærmere begrundelse gives der, uden at der bringes væsentligt nyt, en uforholdsmæssig lang redegørelse for indholdet af de hektiske dage, og så er der ikke engang fundet plads til omtale af den korte, men interessante diskussion i rigsdagsfraktionen allerede d. 3. august om muligheden af tysk annektion. Som de fleste vestlige kolleger forsvarer Miller SPD's gentagne kreditbevillinger med, at det store flertal i partiet i det mindste indtil sommeren 1917 var overbevist om, at Tyskland førte en forsvarskrig. For at kunne hævde dette må også hun især ty til fortielser. Hun tilslører således den enormt betydningsfulde kendsgerning, at Bethmann Hollweg d. 26. maj 1915 overfor ledere fra SPD gjorde det klart, at regeringen ønskede at beherske Belgien politisk, økonomisk og militært og at udvide grænserne i både vest og øst, ved kun og nærmest en passant (s. 209) at nævne delagtiggørelsen af SPD i planen om økonomisk kontrol med Belgien. Helt forbigås det, at lederne den næste dag informerede fraktionen. Faktisk var det den ny viden og ikke, som det traditionelt anføres, annektionistiske erklæringer fra tyske højrekredse el. fra partiets egen højrefløj, som bevirkede den voldsomme strid i SPD sommeren 1915 om dets politik i annektionsspørgsmålet, af forf. misvisende betragtet som en af de »politisch gravierendsten Ursachen der Spaltung« (s. 191).

Rigtigt er det, at selv om partiledelsen indtil juni 1915 ikke protesterede energisk udadtil imod diverse erobringskrav, var den reelt modstander deraf; hensynet til borgfreden vejede tungere. Men såvel fra flertallets udarbejdelse af dets udkast til krigsmålsprogrammet af 16. august s. å. som i udkastet selv, ikke mindst Belgien- og Polen-afsnittene, turde der være belæg nok for at tale om en historisk tilslutning til kanslerens linje. Det mest bekræftende udsagn, Davids brev til Vollmar fra d. 11. august s. å„ som Miller ikke kan være uvidende om, anvendes ganske karakteristisk slet ikke, ligesom de kompromitterende dokumenter, Fischer har fremdraget, fortsat ignoreres. Udeladelsen i udkastet af det gamle, socialistiske princip om nationernes selvbestemmelsesret og overtrædelsen af det ved afstemningerne om østtraktaterne i 1918 var ingen tilfældigheder. Oppositionen derimod forblev principfast. At der på det udenrigspolitiske område opstod en grundlæggende modsætning, i betydning uden nogen indenrigspolitisk parallel, og at det er i præcist dette, man må se den vigtigste årsag til partidelingen, kan eller vil forf. ikke erkende.

Må den traditionelle forestilling om én hovedskillelinje i SPD imellem flertallet samt venstrecentristerne på den ene side og den øvrige opposition på den anden afvises, skal en dyb kløft indenfor mindretallet dog ikke benægtes. Den bestod imidlertid nok ikke hele tiden i uenighed om det berettigede i fædrelandsforsvar i en imperialistisk epoke, men fra maj 1915 og et par år frem om det taktiske spørgsmål, hvilke konsekvenser det fælles syn på krigen som erobringskrig skulle få: spartakistemes og nærtbeslægtede gruppers revolutionsbestræbelser (»Burgkrieg, nicht Burgfrieden!«) stod hårdt overfor de mere moderates krav om blot aktioner i rigsdagen og blandt masserne.

SPD's indenrigspolitik bedømmes anderledes kritisk; indgåelsen af borgfreden var unødigtbetingelsesløs,
og uden kamp måtte den ønskede indre demokratisering udeblive;

det eneste, der for alvor opnåedes, bruddet på isolationen til det omgivende samfund, fulgtes af en stadig ringere kontakt med de menige medlemmer; den ændrede praksis blev ikke modsvaret af en revision af det marxistiske partiprogram. Socialistisk set må skrinlæggelsen af klassekampen naturligvis forekomme pinlig, men så meget skam i livet havde socialdemokraterne trods alt, at de ikke midt under krigen, som i deres egne øjne var en bekræftelse på de socialistiske teoriers rigtighed, begyndte officielt at udvandederes idégrundlag. - En ellers stærkt tiltrængt behandling af udviklingen i SPD's økonomiske og ideologiske holdninger er af mangel på forstudier bevidst undladt. Mindreundskyldelig er den meget beskedne inddragen af de samfundsmæssige sammenhænge,SPD virkede i.

Alt i alt må det fastslås, at Miller ikke er trængt så dybt til bunds i problemerne, som
hun måske bedre end nogen anden har haft mulighed for. Den alle aspekter medtagende,
virkeligt grundige og helt nøgternt konkluderende monografi har vi stadigvæk til gode.