Arthur Rosenberg: Bolsjevismens historie. Paludans fiol-bibliotek. 43. København, 1974. 192 s.

Rosenbergs bog, som udkom på tysk i 1932, er den første egentlig akademisk-videnskabelige behandling af emnet og som sådan en klassiker i sin genre. I modsætning til, hvad titlen måske kunne forlede til at tro, er der ikke tale om en idehistorisk fremstilling i egentlig forstand, men snarere om en analyse af Ruslands/Sovjetunionens historie fra omkring århundredeskiftet og frem til iværksættelsen af den forcerede industrialisering og tvangskollektiviseringen tre decennier senere. Hovedvægten i analysen lægges dog hele tiden på de forestillinger og teorier om den historiske udvikling, som de russiske bolsjevikker med udgangspunkt i Marx' lære udviklede såvel før som efter overtagelsen af magten i Rusland i 1917. I forordet angiver Rosenberg sit formål som værende at beskrive »den bolsjevistiske idés udviklingshistorie - fra dens rødder hos Karl Marx selv, over de forskellige etaper hos Lenin, og indtil Stalins taktik og teori 1932« (s. 7).

Udover af fag at være oldtidbhistoriLcr var Rosenberg også politiker, idet begivenhederne i Tyskland under sammenbruddet i 1918 fik ham til at tilslutte sig De uafhængige socialister. Han gik senere med dette partis venstrefløj over i det tyske kommunistiske parti, hvor han ligeledes befandt sig på den yderste venstrefløj. En tid var han endda medlem af Kominterns eksekutivkomité, men brød med den kommunistiske bevægelse i 1927. Han forblev marxist, men tilsluttede sig ikke mere noget politisk parti. Hans bog om bolsjevismen kan således betragtes som en art statusopgørelse over den bevægelse, han selv havde deltaget i, men som han - ti år efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland - ikke længere følte at kunne være med i.

Det politiske sigte med bogen er da også tydeligt. Rosenberg omtaler selv, at det af såvel videnskabelige som politiske grunde er nødvendigt at behandle emnet. Det dominerendespørgsmål, han har sat sig for at besvare, er: hvorfor befinder Sovjetrusland sig i opgang, mens Den kommunistiske Internationale er i håbløs nedgang? (s. 8). Hans formål er at yde et bidrag til, at bolsjevismen vurderes efter, »hvad den virkeligt er« (s. 7). Det er formentlig også det politisk formålsbestemte, der slår igennem, når afhandlingenforsøger at give svar på alle de komplicerede problemer i forbindelse med den russiske bolsjevismes opkomst og udvikling, og så at sige aldrig stiller sig spørgendeeller tvivlende. Et skrift, der skal kunne fungere politisk vejledende, kan jo ikke være tvivlende, men må bastant hævde, at sådan og sådan forholder det sig. Rosenbergs svar på spørgsmålet om årsagerne til bolsjevismens succes i Rusland og den samtidige fiasko for den internationale kommunisme går i korthed ud på følgende: Den russiske bolsjevisme med dens skarpe modsætning til det vesteuropæiske socialdemokrati var en art genoplivelse af »urmarxismen« (dvs. den marxske lære fra før 1848); karakteristisk for denne var dens læggen vægt på en strengt disciplineret organisation, ledet af professionellerevolutionære og med det formål at bibringe proletariatet forståelse for dets historiske mission, en forståelse proletariatet ikke af sig selv ville kunne opnå; i Rusland benyttede bolsjevikkerne den spontane og demokratiske rådsbevægelse til at besejre den

provisoriske regering; herved reddede de den russiske revolution fra at gå til grunde i kaos med påfølgende hvid terror; selv om det var bolsjevikkernes hensigt at gennemføre en borgerlig revolution i Rusland, blev de af de russiske arbejderes entusiasme tvunget til at legitimere rent socialistiske forholdsregler på det økonomiske felt; disse »krigskommunistiske«foranstaltninger nødvendiggjorde logisk bestræbelser på at drive revolutionen i Vesteuropa videre for herigennem at få bistand til at gennemføre den socialistiske omvæltning i Rusland; bestræbelserne herpå medførte imidlertid skabelsen af kommunistiskeapparater i de vesteuropæiske lande, som var karakteriseret ved kadaverdisciplin og kætterjagt på afvigere fra generallinien; hermed var forsøgene på at fremme en revolutionærudvikling uden for Rusland dømt til at mislykkes; da der samtidig opstod alvorligekriser for bolsjevikkerne på hjemmefronten - både politisk og økonomisk - foretogpartiet et tilbagetog fra krigskommunismen til et statskapitalistisk system med introduceringenaf den såkaldte Nye økonomiske politik i 1921; da denne politik nødvendiggjordesamarbejde med de kapitalistiske regeringer i Vesteuropa og andetsteds, blev de kommunistiske partier uden for Rusland sovjetregeringen en klods om benet og Den kommunistiske internationale havde hermed set fra Moskva mistet sin eksistensberettigelse;fra da af fik de vesteuropæiske partier til opgave - ikke at gennemføre revolutioneri Europa, men at afstive regimet i Rusland, som over for den russiske arbejderklassehavde behov for følgagtige og mekanisk dresserede korps til på signal fra Moskva at give udtryk for, at Sovjetunionen var en socialistisk stat, ledet af det russiske proletariat;efter 1928 opgav Stalin enhver indflydelse på den internationale arbejderbevægelse, de Moskva-loyale partier blev fra nu af beskæftiget med indholdsløs verbalradikalisme, men skulle ikke give sig af med seriøse aktioner af nogen art. Konkluderende hævder Rosenberg, at Sovjetunionen ikke opfylder nogen af de betingelser, man må stille til et socialistisk system. Det er endnu i 1932 et statskapitalistisk land, behersket af et regerendebureaukrati, således som det havde været tilfældet lige siden borgerkrigens afslutning.Rosenberg karakteriserer imidlertid dette system som en overordentlig moderne form for det russiske samfund, og han mener at bolsjevismen har løst den historiske opgave,den stillede sig: omstyrteisen af zarismen og fuldførelsen af den borgerlige revolution.Den bolsjevikkiskc lære var progressiv for Rusland. Derimod var samme lære reaktionærfor de vestlige industrilande, og overdragelsen af ledelsen over verdensproletariatettil »den russiske landbrugsstats regering« var katastrofal. Det politiske budskab fra socialisten Rosenberg synes således umisforståeligt: efter den beklagelige og for den internationalearbejderbevægele katastrofale parentes med en Moskva-ledet international organisation burde man nu i Vesten frigøre sig fra al mytologi vedr. Sovjetunionen som en proletarisk stat. I stedet skulle kræfterne koncentreres om opbygningen af en vestlig,demokratisk

Rosenbergs bog er som omtalt et pionerværk. Når man betænker, at forfatteren selv i en række afgørende år var personligt impliceret i de beskrevne begivenheder kan man ikke andet end beundre den kølige og lidenskabsløse måde, hvorpå deter lykkedes ham at gennemføre sin analyse. De personlige erfaringer indgår nok i denne, men ikke som det så ofte sker til personlige udfald mod tidligere meningsfæller. Siden bogens fremkomst er der imidlertid løbet meget vand i stranden; en omfattende forskning om såvel den bolsjevikkiske ideologi som den politiske, økonomiske og sociale udvikling i Rusland efter 1917 har set dagens lys. Mange af bogens synspunkter lader sig derfor ikke mere opretholde; det gælder i øvrigt ikke mindst mht. bolsjevikkernes industripolitik i årene umiddelbart efter magtovertagelsen. Her har nyere undersøgelser godtgjort, at Lenins synspunkter var i klart mindretal i partiet, og Rosenbergs tydelige tendens til at identificere Lenins opfattelse med partiets er derfor ikke holdbar.

Også mht. flere af bogens udsagn om Lenins syn på forskellige spørgsmål før og efter Oktoberrevolutionen må der sættes store spørgsmålstegn. At hævde at Lenin i de grundlæggende spørgsmål aldrig ændrede standpunkt (s. 130) virker forbløffende, i øvrigt også på baggrund af Rosenbergs egen redegørelse for forskellige fundamentale ndringer partiførerens opfattelse.

Den danske oversættelse er i det store og hele vellykket, selvom der enkelte steder har indsneget sig fejl eller uklarheder. Man savner dog et indeks. Meget prisværdigt er der i noterne gjort opmærksom på, om der findes danske oversættelser eller nyere udgaver af den benyttede litteratur.