Jacob A. Buksti: Et enigt landbrug? Konflikt og samarbejde mellem landbrugets organisationer. En studie i landbrugets organisationsforhold med udgangspunkt i perioden 1957-61. Universitetsforlaget i Aarhus, 1974. 307 s.

Jacob A. Buksti har skrevet en dygtigt gennemført, meget grundig og læseværdig afhandling om visse sider af dansk organisationsproblematik. Vi mangler utvivlsomt dyberegående empiriske studier inden for ikke blot landbrugsorganisationernes område, som bogen omhandler, men også inden for andre (håndværk, detailhandel, industri mv.), og bogen er således med til at udfylde en lakune i vor viden om danske organisationer, deres politiske adfærd og politiske betydning. Bogen indledes med visse teoretiske overvejelser: dels magtbegrebet som sådant, dels organisationernes mål, dels deres ressourcer og dels deres udnyttelse af deres ressourcer. Dernæst redegøres for landbrugsorganisationernes struktur, deres særlige problemer i perioden 1957-61, da det stærkt omstridte Landbrugets Afsætningsråd så dagens lys og atter nedlagdes. På denne baggrund besvares dernæst i kapitlerne 4, 5 og 6 de forannævnte problemer om målsætning, ressourcer og faktisk udnyttelse af disse. Buksti giver endelig en sammenfatning og skildrer udviklingen inden for landbrugets organisationer efter 1961. Forfatteren bygger sin fremstilling på såvel offentligt materiale som fortroligt arkivmateriale og har suppleret med interviewoplysninger, og understreger, at han mener, at han har haft adgang til alt relevant materiale. Det danske politiske system karakteriserer han i denne sammenhæng og utvivlsomt med rette som relativt åbent.

Forfatteren konkluderer, at »der ikke eksisterer nogen direkte forbindelse mellem en organisations magtressourcer og den magt eller indflydelse, den pågældende organisation faktisk har i en given situation, ligesom det ikke er muligt at tildele de enkelte ressourcer nogen fast værdi i forhold til hinanden. De enkelte magtressourcers værdi vil være forskellig fra situation til situation« (s. 242). Især fremhæver forfatteren fire faktorer, nemlig de ydre konjunkturer, organisationernes indbyrdes »placering« (at for eksempel husmændene stod uden for Landbrugsrådet), de partipolitiske skillelinier (Det radikale Venstre og husmændene versus Venstre og det større landbrug) og organisationsledernes personlige egenskaber. Forfatteren fremhæver, at konflikten omkring afsætningsrådet var atypisk, omend: »illustrativ, når man vil studere landbrugets organisationsproblemer, herunder relationerne mellem organisationerne, idet så at sige alle tænkelige konfliktdimensioner her gik sammen i en højere enhed« (s. 248). Om den senere udvikling fremhæves, at der har været tale om et stadigt nærmere samarbejde og en stigende grad af interessefællesskab mellem landbo- og husmandsforeningerne.

Man kan se Bukstis bog som både et bidrag til vor samtidshistoriske, specielt landbrugshistoriskelitteratur og som et bidrag til den organisationsteoretiske forskning. Som samtidshistorisk analyse er den som sagt både dybdeborende og grundig. Lad mig her trække en enkelt ting frem. Forfatteren rejser spørgsmålet om forudsætningerne for Viggo Villadsens tiltræden som direktør for Afsætningsrådet. Forfatteren anser det for sandsynligt, at Villadsen blev ansat under forudsætninger, som der ikke var ganske »dækning«for i de involverede organisationer, men erkender også, at afgørende kildematerialesimpelthen ikke eksisterer mere. Samtidig siger forfatteren også, at Villadsen var klar over, at Afsætningsrådet var et blot serviceorgan eller rådgivende bureau. Over for dette står imidlertid skildringen af Villadsens »aktive fremfærd«, der medvirkede til at skabe konflikten omkring Afsætningsrådet og skildringen af det indtryk, der bundfældedesig inden for de bestående salgsorganisationer af, at Villadsen opfattede sig som »en slags overdirektør«, at Afsætningsrådet ikke blot skulle være et serviceorgan, men »et egentligt overordnet salgsorgan« - et indtryk som også deltes af offentligheden

iflg. forfatteren. Hvad er nu »sandheden« om Villadsen? spørger man sig om som ikkeekspertinden for området. Man får snarest det indtryk, at Villadsens »stillingsbeskrivelse«bevidst eller übevidst har været diffust formuleret, som udtryk for en slags kompromismellem de implicerede organisationer, at Villadsen med andre ord har haft et vist fortolkningsmæssigt spillerum, og at forfatterens karakteristik af Villadsen som manglende »smidighed« måske er uretfærdig. Mere rammende forekommer forfatterens bemærkning om at »Villadsens betingelser i det organisationspolitiske spil kunne forekommeumulige«. Men begge karakteristikker står der altså side om side! - Det altovervejendeindtryk er dog, at der er tale om en sober, velovervejet og veldokumenteret samtidshistorisk analyse. Som bidrag til organisationsteoretisk forskning generelt må bogenkarakteriseres som et værk, der først og fremmest afgiver grundlag for teori- og hypotesedannelser på et højere abstraktionsniveau. Ofte kan man møde sådanne, der mere eller mindre synes blottet for jordforbindelse. Bukstis bog afgiver empirisk udgangsmateriale,og burde som sagt suppleres med studier af samme lødighed inden for andre områder af den danske organisationsverden. I begge henseender - som samtidshistoriskanalyse og som organisationsteoretisk studie - betegner bogen en nyttig landvinding.