Sven Kjöller_{str öm:} Gustav Vasa, Klockskatten och brytningen med Lübeck. Studier utg. av Kungl. Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund 1969-1970: 2-3. C. W. K. Gleerup, Lund, 1970. 152 s. Sv.kr. 30.

Bogen indledes med et omstændeligt aktstykkereferat og fortsætter i samme skure, uden at forf. på noget tidspunkt præciserer sit emne. Fremstillingen er uklar og dispositionen uigennemskuelig. Det udtrykker også en ejendommelig kynisme, at forf.s tankegang tilsyneladendebevæger sig i rent politisk-finansielle baner. Konsekvenserne af den omhandledeklokkeskat ænses overhovedet ikke. Når forf. s. 65-75 temmelig usystematisk anfører en række oplysninger om det oppebårne klokkekobber, sølv og andre værdigenstande fra kirkerne er synsvinklen udelukkende oppebørslen. Han når til, at provenu'et af klokkeskattenvar mere værd end gælden til Liibeck, som var påskuddet for at udskrive den. Det har været kolossale mængder af middelalderligt kirkeinventar, som gik tabt i smeltediglen.I så henseende var danskerne dog ikke bedre, tværtimod. Gustav Vasas klokkeskat udskreves 1531, men allerede i 1526 fik Frederik I løfte om de klokker, kirkerne kunne

undvære, og som kunne oppebæres af almuen med lempe. Det sidste skal nok ikke tages for bogstaveligt. Over hele Danmark blev i hvert fald klokkekobber, jernfang og knebler oppebåret og smeltet om 1528-29, som det ses af de bevarede regnskaber (Rigsarkivet). Dog valgte kirkeværgerne i flere tilfælde at beholde den skyldige klokke mod at yde en tilsvarende mængde kobber, »som hun vog«.