Jurgen Wetzel: Theodor Lehmann und die nationale Bewegung in Schleswig-Holstein 1859-1862. Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, Bd. 61. Karl Wachholtz Verlag, Neumünster, 1971. 256 s.

i859/60 fandt der helt klart en optrapning sted inden for den slesvig-holstenske bevægelse. Ikke mindst havde den fransk-østrigske krig givet anledning til spekulationer hos tyske national-liberale, men også den nye æra i Preussen med Wiiheim I.s overtagelse af kongemagten kom til at virke i samme retning. Det er denne situation, der er baggrunden for Jurgen Wetzels bog om Theodor Lehmann og den nationale bevægelse i Slesvig- Holsten 1859-62.

Bogens hovedperson er en yngre fætter til vor hjemlige Orla Lehmann, og i mange henseender kan han minde om denne med hensyn til ydre fremtræden, uddannelse, politisk engagement og evne til at formulere sig over for en større offentlighed - altsammen blot med den forskel, at der her er tale om en slesvig-holstensk liberal. Som sådan havde Theodor i sine unge år deltaget i den slesvig-holstenske rejsning og havde derefter nedsat sig som advokat i Kiel.

Først i 1859 med sin indtræden i den holstenske stænderforsamling i Itzehoe fik han
et politisk virke, der rakte videre ud, idet han snart kom til at stå som lederen af den
liberale fløj over for Carl Scheel-Plessens helstatsfolk.

Selv om Theodor Lehmanns politiske virke kun blev kort - han døde ret pludseligt i 1862 kun 37 år gammel - mener Jurgen Wetzel, at han i flere henseender fik betydning for eftertidens udvikling. Han vilde trinvis løsne hertugdømmerne fra deres tilknytning til Danmark, og endemålet skulde være områdets tilslutning til Preussen, idet han dog tænkte sig, at Nordslesvig nord for linjen Højer-Gråsten skulde forblive ved Danmark. Det var imidlertid en vigtig forudsætning for ham, at Preussen fik et liberalt regime.

Det kom som bekendt til at gå anderledes, således at det blev Bismarcks konservative junkerstat, der påtog sig løsningen af det slesvig-holstenske problem. Dette oplevede Theodor Lehmann ikke, og forfatteren rejser derfor til slut i sin bog spørgsmålet om, hvad der kan anses for at være Theodor Lehmanns varige fortjeneste, og konkluderer, at det har været hans indsats for at genopvække den nationale bevægelse i Slesvig-Holstenog

stenogvidere ud over Tyskland og at pege på Preussen som den tyske stat, der skulde
lede samlingsprocessen.

Sammen med Erik Møllers bog, Skandinavisk Stræben og svensk Politik omkring 1860, og forskellige danske brev- og memoireudgivelser er Wetzels bog uundværlig for den, der vil udrede de ofte spegede tråde, der blev spundet i årene umiddelbart før opgøret i 1864, og den udfylder i nogen grad et tomrum ved særligt at belyse forholdene i Holsten. Det må hertil føjes, at det er lykkedes Jiirgen Wetzel at finde Theodor Lehmanns efterladte papirer, ligesom han har udnyttet det augustenborgske Primkenau-arkiv og forskellige andre brevsamlinger. Det er for så vidt bemærkelsesværdigt, fordi slesvig-holstenske politiske breve fra den nationale rejsnings tid i modsætning til de danske er så fåtallige.