G. E. Aylmer: The State's Servants. The Civil Service of the English Republic 1649-1660. & Kegan Paul, London, 1973. xiii + 484 s. £8.00.

I én forstand er dette arbejde at betragte som en fortsættelse af forfatterens tidligere værk, The King's Servants. The Civil Service of Charles I 1625-1642 (1961), der etablerededen nødvendige referenceramme for det, der hele tiden har været hans hovedanliggende:at undersøge relationerne mellem den administrative udvikling i borgerkrigens og republikkens tid på den ene side og sociale, politiske og intellektuelle forandringer på

den anden. Alligevel repræsenterer denne bog ikke blot en forlængelse af linierne, men står - bl. a. som følge af af det seneste tiårs intense forskning på feltet - helt med sit eget ansigt som den hidtil mest gennemgribende undersøgelse af den engelske administrationi disse urolige år.

Forfatteren undersøger ikke blot de institutionelle rammer omkring Cromwells administration, men interesserer sig i lige så høj grad for de mennesker, der i forskellige funktioner virkede i regeringsapparatet - deres sociale oprindelse, deres idémæssige baggrund, deres karrieremuligheder osv. Den metode, der benyttes, er gruppebiografien. Et — efter forfatterens opfattelse - repræsentativt udvalg på 200 embedsmænd biograferes kortfattet, og disse biografier danner derefter grundlaget for en kvantitativ analyse af Cromwell-administrationens personel, hvis resultater fremlægges i tabelform.

Forfatteren kan på dette grundlag konkludere, at regeringspersonellet i sammenligning med tidligere omfattede flere fra lavere sociale lag, flere yngre sønner, at embedsmændene var bedre betalt, men at deres karrieremuligheder var mere begrænsede, og at de måtte demonstrere en højere grad af politisk pålidelighed som forudsætning for at blive i systemet. - Kort sagt, at der i perioden 1649-1660 skete en række dybtgående ndringer regeringsapparatets institutioner, funktioner og personelle sammensætning, hvilket står i modsætning til G. R. Eltons tese om stabilitet i denne henseende fra det 16. til det 19. århundrede.

Selv om resultaterne i det store hele virker velunderbyggede, kan der dog rejses indvendinger mod det statistiske grundlag for forfatterens konklusioner, bl. a. hans definition af »officials«, repræsentativiteten af udvalget på de 200 personer og på nogle punkter de konklusioner, der drages af tabellerne. Eksempelvis forekommer selv den forsigtige konklusion s. 176 - »proportionately more younger sons may have been in office under the Republic than under Charles I« - for vidtgående, når det af tabellen fremgår, at andelen af yngre sønner blot vokser fra 43 % under Charles I til 51,6 % i perioden 1649-60. Samtidig kan det af tabellen ses, at gruppen af ukendte i den samme periode vokser fra 31,5 % til 52,5 % af hele udvalget. Med en så stor gruppe, hvis status er ukendt, forekommer det betænkeligt at drage nogen som helst konklusion af tallene. - Trods disse indvendinger er det dog givet, at professor Aylmer har skrevet en bog, der ligesom sin forgænger vil blive en klassiker i engelsk administrationshistorie alene på grund af den umådelige lærdom, der heri oprulles for læseren.

Denne periode i engelsk historie har været genstand for en af de mest nådesløse debatter mellem historikere i moderne tid - gentry-diskussionen. På denne baggrund er det en forunderlig oplevelse at følge professor Aylmers beskedne - næsten selvudslettende - og værdige fremlæggelse af sine betydelige resultater. Det aftvinger respekt - men stiller også store krav til læserens indsigt - at professor Aylmer konsekvent nægter at indlade sig i nogen form for polemik med fagfæller, hvis resultater afviger fra hans egne.