Eric C. Kollman: Theodor Körner. Militär und Politik. R. Oldenbourg Verlag, München, 1973. 467 s. DM44.

Theodor Korner er en af de markante personligheder i mellemkrigstidens og efterkrigstidens Østrig. Den amerikanske historiker Eric G. Kollman, hvis fader udvandrede fra Burgenland i det østrig-ungarske monarki, har haft de forudsætninger, som afstamning og det fjerne U.S.A. har givet ham med hensyn til engagement og iagttagerafstand og resultatet er blevet en læseværdig biografi af soldaten og politikeren Korner.

Theodor Korner fødtes i en tysk-østrigsk soldaterfamilie, og både han selv og broderen blev officerer i den hær, der var et af de efterhånden få sammenknyttende organer i det multinationale dobbeltmonarki. Korner deltog i den 1. verdenskrig på den italienske front og avancerede til oberst og stabschef. To egenskaber udmærkede ham som soldat - hans sans og interesse for de tekniske sider af moderne krigsførelse og en stærk samhørighed med og forståelse for de menige soldaters afsavn og behov. Dette sociale aspekt af officerens rolle havde allerede før krigen fået udtryk i Korners interesse for folkeoplysning og specielt blandt arbejderbefolkningen i Wien.

Skønt Korner efter krigens ophør fortsatte som officer og bidrog væsentligt ved opbygningen af en hær for den rest af en stormagt, der var blevet småstaten Østrig, kom han på grund af sine politiske anskuelser, der førte ham ind i det socialdemokratiske parti, snart i modsætning til mange af sine kolleger, der stadig var monarkister, og til den kristeligt-sociale forsvarsminister Karl Vaugoin. Resultatet blev hans afskedigelse med generalsrang.

Korner blev nu socialdemokratisk politiker med den usædvanlige fortid som kejserlig officer og forhenværende general. I rigsdagen søgte han som sit partis ekspert at hindre den anti-republikanske politisering af hæren og polariseringen mellem den socialdemokratisk styrede storby Wien og det agrariske, konservative Østrig, der blev den første østrigske republiks skæbne. Han tog også afstand fra den militarisering af modsætningen mellem arbejderne og de borgerlige partier, som fik udtryk i oprettelsen af det republikanske Schutzbund og dets fascistiske modstander Heimwehr. Korner frygtede den borgerkrig, der stadig lurede, og som fra 1930'erne og efter Dollfuss' overtagelse af kanslerposten drev udviklingen frem til borgerkrigen i februar 1934. Korner var i opposition til den socialdemokratiske kurs, der resulterede i det militære opgør med hæren og Heimwehr, fordi han anså det for på forhånd at være tabt for arbejderne.

Fra 1934 og under det nazistiske styre efter 1938 førte Korner en tilbagetrukket forskertilværelse i krigsministeriets arkiv, hvor han især kastede sig over studiet af v. Clausewitz' strategiske opfattelser og deres relevans for samtiden. Han studerede også russisk og satte sig ind i de sovjetiske strategers værker. Korner var formodentlig en af de meget få officerer uden for Sovjetunionen, der nøje havde vurderet den sovjetiske hær og dens kvalitet. Han var ved det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 overbevist om, at den krig kunne Tyskland ikke vinde.

Ved krigens afslutning i 1945 blev Korner borgmester i det krigshærgede Wien, og hans indsats på denne post blev højdepunktet i hans politiske karriere. Som organisator af først nødens afhjælpning og derefter den begyndende genopbygning, som mægler mellem de østrigske politiske partier og formidler i de betydningsfulde forhandlinger med besættelsesmagterne kom hans evner til fuld udfoldelse. På baggrund af denne indsats, der vandt ham tilhængere i alle lejre, blev han til trods for et borgerligt flertal i 1951 valgt til republikkens præsident. Også på denne post var han medvirkende til at give den 2. østrigske republik dens særpræg. Om nødvendigt skarpt holdt han sammen på den store regeringskoalition, og inden han døde i 1957 oplevede Korner opfyldelsen af sit største ønske: fredstraktaten, der gav Østrig dets selvstændighed tilbage og - for en gammel soldat - den tilfredsstillelse at se en ny østrigsk hær oprettet.

Kollmans værk er ikke det store biografiske kunstværk, men det giver et indgående og
sobert billede af en interessant personligheds udadvendte virke, mens mennesket Korner
kun glimtvis træder frem - men interessant.