Gunter P. Fehring: Unterregenbach. Kirchen. Herrensitz. Siedlungsbereiche. Die Untersuchungen der Jahre 1960-1963 mit einem Vorbericht über die Grabungen der Jahre 1964-1968. (=(⁼ Forschungen und Berichte der Archäologie des Mittelalters in Baden-Württemberg. Band 1). Text 311 s. + Beilagen + Tafeln. Verlag Muller & Gräff, Stuttgart, 1972.

I 1960 iværksatte Dr. Gunter P. Fehring et omfattende udgravningsprojekt i den lille flække Unterregenbach ved floden Jagst i Baden-Wiirttemberg. Det foreliggende trebindsværk-i alle henseender overmåde vægtigt: 4kg -er beretningen med resultaterne fra undersøgelser 1960-63, der koncentreredes om følgende fire områder: 1. En krypt fra ca. år 800, hvortil har hørt en basilika på ca. 50 meters længde. 2. Den nuværende sognekirke St. Veits (Vitus), under hvilken der fandtes betydelige rester af en lille kirkebygning,der synes at være samtidig med den førnævnte basilika. I gulvet afdækkedes to besynderlige korsformede kanaler, som af G. P. Fehring udlægges som relikviegrave, idet han ser paralleller i bl. a. de tidligt kristne byzantinske kirker i Konstantinopel, Saloniki,Efesos m. fl. fra det 6. årh. Dette enskibede relikviekapel erstattes i midten af det 11. århundrede af endnu en basilika - 25 m lang, således at der existerede to treskibedekirker samtidig. 3. På den såkaldte Hof Frankenburg påvistes talrige rester af

træ- og stenbygninger, som skulle være samtidige med de to ældre kirker. I det 11. rhundredeopførtes
anseeligt stenhus med trappetårn samt tilhørende økonomibygningeraf
træ. 4. En almindelig verdslig bebyggelse fra samme tidsafsnit.

Unterregenbachs ældste historie kan kun dokumenteres gennem arkæologiske undersøgelser; først i 1033 omtales stedet - ikke de mange betydelige bygninger. I første halvdel af det 13. århundrede hærges alle de undersøgte områder af en altødelæggende brand. Den store basilika og herresædet forbliver i ruin, hvorimod sognekirken St. Veit er det eneste, der rejser sig af asken. Denne katastrofe sætter G. P. Fehring forsigtigt i forbindelse med opførelsen af en »Hohenburg« på det nærliggende Langenberg. I så fald er den voldsomme begivenhed sket umiddelbart efter 1235.

At kun sognekirken St. Veit genopbygges - omend i mere beskeden udgave - kan ifølge G. P. Fehring måske skyldes stedets store betydning som valfartsmål - skulle det fra det 16. århundrede dokumenterede Veitsmarkt være væsentlig ældre? Her giver Fehring desværre for hurtigt op, idet der næppe kan være tvivl om, at han berører noget væsentligt, for netop St. Vitus var skytshelgen for den sachsiske kejserslægt og meget tilbedt i det 10. og 11. århundrede samt igen fra det 14. århundrede. En dybtgående undersøgelse af dette patrocinies udbredelse i Tyskland må skønnes for særdeles nødvendig m.h.t. udredningen af Unterregenbachs dunkle historie. I det hele taget kan den ikke-arkæologiske »research« karakteriseres som værkets svage side.

Alligevel vil denne publikation hurtigt blive en klassiker og et beundringsværdigt forbillede for middelalderarkæologer. Hele tilrettelæggelsen vidner om en fremragende planlægning af feltarbejdet, hvori også indgik en kortlægning af egnens geologiske historie foruden medvirken af dendrokronologer, yoologer. botanikere, kemikere m. fl.

I bilagsbindet er samlet alle vigtige udgravningsplaner i anskueligt format samt tegninger af fund - og sidst i stakken rapporten om det zoologiske materiale fra 1963. I »der Tafelband« findes udgravningsfoto - de fleste desværre uden målestok - samt optagelser af de mange fund. Her havde det været velgørende med nogle farveplancher - udgivelsesomkostninger synes ikke at have bekymret Landesdenkmalamt Baden-Wurttemberg.

Det vil være lærerigt for historikere, der anvender middelalderarkæologiske resultater,
at konsultere dette værk - dokumentationsniveauet er meget højt, og de anvendte
metoder tankevækkende.