Heinrich Bruning: Briefe 1946-1960, herausgegeben von Claire Nix unter Mitarbeit von Reginald Phelps und George Pettee. Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart, 1974. 517 s. DM. 39.80.

Den tidligere tyske rigskansler Heinrich Bruning, der efter sin flugt fra Tyskland i 1934 kun for kortere perioder skulle vende tilbage til Tyskland, da det 111. Rige var brudt sammen i 1945, var som en af den politiske emigrations mest fremtrædende skikkelser en kritisk iagttager af forholdene i Tyskland før og efter 1945. I dette bind med en række ikke fuldstændigt gengivne breve fra årene 1945-1960 rummes - udover hyppige henvisninger til begivenheder fra Weimarrepublikken og hans egen kanslertid uden dog at bringe væsentligt nyt - Brunings vurderinger af stormagternes politik i spørgsmålet om Tysklands fremtid og især hans kommentarer til udviklingen i Vesttyskland efter 1945 og dermed til udviklingen henimod et F^Ji-Tyskland, som Bruning beklagede. Han kunne støtte Konrad Adenauer i en række ting, men han var yderst betænkelig ved dennes udenrigspolitik, fordi Adenauer i hans øjne for beredvilligt ofrede Tysklands enhed og den tyske genforening for samarbejdet med Frankrig og Vesttysklands integration i Vesteuropa. Bruning udtrykte modstand imod en fredsordning på basis af Yalta- og Potsdam-beslutningerne, fordi det ville betyde et tysk afkald på f. eks. østområderne. Selv om Brunings kritik kom udefra og selv om han afviste igen at spille en aktiv rolle i tysk politik, så havde han dog stadig så stor indflydelse i tysk indenrigspoltik, at et foredrag i 1954 - mens han var gæsteprofessor i Koln - om Tyskland og den internationale politik kunne fremkalde en indenrigspolitisk debat.

Brunings i katolicismen grundede konservative livsholdning gjorde ham til kritiker af sider af udviklingen i Vesttyskland og under sine besøg følte han sig som en fremmed.Der var ikke plads for de førdemokratiske holdninger, han gav udtryk for. Derfor føjer brevene i grunden heller ikke meget nyt til det billede af personen Bruning, der

blev givet i hans »Memoiren 1918-1934« (jvf. HT, 12. r.. V, 2, 1972, s. 555 ff.). Og de velreflekterede breve giver heller ikke noget klart svar på, hvorfor Bruning ikke vendte tilbage til Tyskland efter 1945: var det stadig bitterhed ovenpå 1932/1933? Brevenekan siges at være et personligt dokument, men som helhed er de uden større historiskog politisk interesse.