1. Indledende bemærkninger

Vor eneste sikre viden om pengemængdens sociale fordeling i Polen i tidlig
nyere tid er, at den ikke var jævn; spørger historikeren om mere eller søger han
svar på mere nærgående spørgsmål, må et dybt svælg i kildematerialet først udfyldes.
Dette er hovedårsagen til, at et polsk sidestykke til Frank Spooners monografi
om det franske møntsystem stadig er udelukket.1 Man kan blot håbe, at
nye angrebsvinkler overfor det karrige kildemateriale vil vise sig frugtbare, eller
— mindre sandsynligt — at jomfrueligt kildestof fremdrages. Det grundlæggende
materiale til statsfinansernes historie er gået tabt, og der foreligger næppe fyldestgørende
oplysninger om udmøntningen. Man må støtte sig til andenhånds kilder,
der giver forskeren muligheder for at formulere hypoteser snarere end endelige
konklusioner. Til gengæld foreligger der fyldige vidnesbyrd om den rolle, penge
spillede for menneskenes forbindelser og for de sociale grupper indbyrdes, og det
får retfærdiggøre, at netop dette emne tages op til drøftelse.
På den anden side er dette et sujet-fleuve, og visse begrænsninger er nødvendige.
Jeg vil samle opmærksomheden om landbosamfundet — og da især om
adelen — snarere end om byerne. For det første er dette emne noget forsømt i
forhold til byerne og handelen, og for det andet (og navnlig) er det min opfattelse,
at adelens levesæt og udgifter spillede en helt afgørende rolle for pengecirkulationen
på både lands- og lokalt plan; det gælder specielt højadelen (magnaterne).
Disse grunde må motivere, at afhandlingen sigter mod at understrege
særegenhederne i Polen—Lithauens social-økonomiske struktur.

2. Pengeforsyningen

Studier af det polske pengesystem kræver særlig hensyntagen til landets handelsbalance.Når forskeren tager dette emne op, undgår han næppe at lade sig påvirkeaf situationen i Gdansk (Danzig) og Elblag (Elbing). I Gdansk står han overfor et righoldigt — omend ofte tvivlsomt — talmateriale til belysning af priserog

---

* Oversat og trykt med tilladelse af udgiveren af »The Journal of European Economic History«, hvor artiklen er trykt i årg. 1975 nr. 2. - Oversættelsen af afhandlingen er foretaget

1 F. Spooner, L'Économie mondiale et les frappes monétaires en France 1493-1680, Paris 1956.

serogvaremængder, hvorimod tilsvarende efterretninger om situationen inde i
landet næppe foreligger.

Strømmen af ædelmetal gennem landet lader sig skitsere således.² Gennem hele det 16. århundrede bragte søhandelen store mængder af penge til landet, men det vældige, relative eksportoverskud blev reduceret ved århundredeskiftet og forsvandt helt i visse år af den kritiske første halvdel af 1600-tallet. Den kontinentale handelsbalance var derimod langt mindre gunstig for landets økonomi. Vi ved meget lidt om handelen med Schlesien, der samlede hovedparten af forbindelserne med Bohmen, Østrig og Sachsen. Man kan have sine formodninger om, at den polske handelsbalance i denne retning overvejende var passiv, eftersom store mængder af klæde og kramgods blev importeret; øksne var den eneste eksportvare af betydning, og den massive eksport af kvæg til Schlesien, Sachsen og Rhinlandet ødelagde trediveårskrigen. Endnu slettere belyst er handelsbalancen overfor Moskva. Voks og pelsværk blev udvekslet mod industrivarer, delvis — eller endda overvejende — reeksporteret fra Vesten. Som helhed lader landets nettoengagement i den kontinentale handel sig kun meget vanskelig beregne.

Og dog var det fremfor alt den sydøstgående eller orientalske handel, der drænede Polen for sin fortjeneste ved Østersøen. Selvom ingen toldregnskaber foreligger, tyder hver stump kildemateriale på eksport af guld og sølv. Ved udgangen af 1500-tallet pålagde Polen guld- og sølvudførslen en særafgift, der kun skulle erlægges ved den tyrkiske grænse. At det forholdt sig således, underbygges af enkeltefterretninger, overleveret af pilgrimmen og købmanden John Sanderson, som var fortrolig med forholdene i Konstantinopel: »Divers merchaunts are come latelie out of Poland; they have brought wyer, lattin plates, knives; neither coniskins nor tinne, but most redie mony«. Bjergrøvere i Karpatherne havde fyldt deres kapper med gyldne, engelske nobler, som åbenbart også havde været bestemt for Tyrkiet.³

Forskellige faktorer, som vi senere vender tilbage til, forårsagede ændringer i den polske handelsbalance. Bevægelserne i Østersøeksporten, som blev helt domineretaf korn og tømmer, beroede snarere på udbuddet af varer end på den oversøiskeefterspørgsel; priserne afhang derimod i høj grad af de cykliske bevægelser i den almeneuropæiske handel, og faldet i eksportværdien i anden halvdel af 17. århundrede skyldes sammenfaldet af formindskede varemængder og ugunstige priser. Eksporthandelens fald beror imidlertid først og fremmest på importens vækst, og den er nøje forbundet med den sociale fordeling af fortjenesten ved udenrigshandelen og indkomsternes sociale fordeling i det hele taget. Dette gælderi endnu højere grad importhandelen fra de tyrkiske besiddelser. Under de hyppige krige mod Tyrkiet blev Polen mere og mere afhængig af orientalske luksusartikler,som kom på mode i menige adelskredse. Kostbare silkevarer — som iøvrigt også blev indført fra Venezia — persiske tæpper, våben og harnisker såvel

---

2 M. Bogucka, Handel zagraniczny Gdanska w pierwszej polowie XVII wieku (Gdansks udenrigshandel i første halvdel af 17. årh.), Wroclaw 1970. Maria Boguckas resultater hviler på toldregnskaber fra Gdansk. A. M^czak, The Balance of the Polish Sea Trade with the West 1565-1646, SEHR 1970 er hovedsageligt baseret på Øresundstoldregnskaberne.

3 The Travels of John Sanderson. Works issued by the Hakluyt Society 2. ser. LXVII. London 1930, s. 169.

som krydderier, der strømmede til Polen både fra Østersøen og via Tyrkiet, lod
sig ikke opveje med polske eksportvarer.

Rigelige — omend kun indirekte og aldrig helt tilfredsstillende — vidnesbyrd lader formode, at den aktive handelsbalance for landet som helhed ophørte i de første årtier af 1600-tallet, og at den fra det skæbnesvangre andet årti af 17. rhundrede passiv gennem en længere periode.⁴ De seneste års forskning har i det mindste kunnet fremlægge ikke så få udviklingskurver, der manifesterer omskiftelserne i landets økonomi, altid udtrykt i eller afhængig af balanceforskydninger i udenrigshandelen. Møntpolitiken og pengemarkedet vidner gennem størsteparten af 1600-tallet om, at grundlæggende underforsyning af guld og sølv resulterede i permanent pengekrise. Denne efterspørgsel lod sig næppe dække ved lokal sølvproduktion. Sølvudvindingen i Olkusz-minerne oversteg aldrig 0,3 ton årligt i årene 1574—77 og nåede sit højdepunkt med 0,8—1,3 ton i årene 1606^— 09.⁵ Disse kvantiteter var dog mindre end søhandelsbalancens årlige udsving. Næsten alle ikke kommercielle poster på den polske betalingsbalance hører til på opgørelsens debetside. Samtiden var dybt bekymret over de tributer, man måtte betale Tartarerne for at hindre deres indfald, og polske protestanter — stunddom også antiklerikale katoliker — rejste bestandigt spørgsmålet om annalerne og andre betalinger til Rom.

Udenlandsrejserne er en anden debetpost; fremmede rejsende var ingenlunde noget særsyn i Polen, men de gav sjældent mange penge ud. Fynes Moryson, der besøgte landet i 1590'erne, betonede levnedsmidlernes prisbillighed — bortset fra krydderier, der var dyrere end det kød eller den fisk, de skulle give smag — og den lave levestandard udenfor de større byer.⁸ Men samtidig kunne udenlandsrejserne vel blive katastrofale for en polsk adelsmands pengepung. Le grand tour eller adskillige års studier ved fremmede universiteter blev et uomgængeligt behov for de højeste adelige lags sønner, i hvert fald fra midten af 1500-tallet. Det får en vis rækkevidde for min argumentation, at selv de rigeste magnater gjorde deres bedste for at begrænse sønnernes udgifter; udover moralske anfægtelser — sparsommelighed — nærede fædrene ofte rimelig mistro til deres sønners præceptorer. Det er i hvert fald ganske underholdende at erfare, at en af Europas største godsbesiddere, fyrst Christopher Radziwill beordrede en præceptor til at lade det unge herskabs klæder omsy i Leipzig efter tysk mode.⁷

Ethvert tal ville være vildledende, men selv en nøjsom grand tour svarede til
indkomsten fra én til adskillige herregårde. På 272 år brugte Stanislaw Lubomirski,
søn af en magnat undervejs opad, og hans beskedne stab af tjenestefolk ca. 4.950

---

4 A. Manikowski, Zmiany czy stagnacja? Z problematyki handlu polskiego w drugiej potowie XVII wieku (Polens handel 1650-1700 - en stagnations- eller omformningsperiode?), Przeglad Historyczny LXIV 1973, fase. 4; A. Maczak, anf. arb.

5 D. Molenda, Produkcja srebra w Polsce w XVI i XVII wieku (Polens sølvproduktion i 16. og 17. årh.), Spoleczenstwo, Gospodarka, Kultura (Society, Economy, Gulture. Studies in Honour of Marian Malowist), Warszawa 1974, s. 228 f.

6 F. Moryson, An Itinerary, containing his ten years' travel, Glasgow 1907-08, passim og især bd. 11, s. 29, 11, s. 471 og IV, s. 33.

7 Instrukcja Krzysztofa II Radziwiffa dia syna Janusza (K. Radziwilh instruktion for sin søn Janusz), udg. af M. Zachara og T. Majewska-Lancholc. Odrodzenie i Reformacja w Polsce XVI, 1971, s. 179.

zloty, svarende til ejerens indtægt af ti middelstore landsbyer. Mindre velstående adelige spenderede normalt mindre, men selv her kunne de finansielle ofre ved udenlandske studier blive ødelæggende for deres godser. Eksempelvis brugte to forældreløse unge mennesker af familien Gozdzie 3.815 zl. under deres rejse til Strassbourg og Leyden 1595—99; i disse fire år var deres værge i stand til at rejse 5.600 zl. af deres godser; udenlandsrejsen havde med andre ord slugt henved to trediedele af denne sum.⁸ For at kunne bruge de virkeligt store summer måtte den rejsende dog være helt uafhængig af sin families formynderskab. Det gjaldt fyrst Boguslaw Radziwitt, hvem det lykkedes at bruge flere hundrede tusind zloty under sin lange, militære læretid i Tyskland, Frankrig og Nederlandene; 1642-44 sendte fogederne på hans lithauske godser ham 230.000 zl. (dvs. 77.000 dukater), næsten halvdelen af hans fabelagtige indkomst.⁹

3. Udenrigshandel og luksusvareforbrug

Ethvert forsøg på at anslå bruttonationalproduktet eller den pengemængde, der cirkulerede i et land, må være behæftet med så bred en fejlmargin, at værdien af sådanne beregninger i sig selv ville være yderst tvivlsom, navnlig når tallene ikke lader sig efterprøve på uafhængige kildevidnesbyrd. Andrzej Wyczanski, der har forsøgt at beregne værdien af Polens levnedsmiddelproduktion (dog med udeladelse af Lithauen og Ukraine—Ruthenien) omkring 1580 var fuldt på det rene med dette. Men hans resultater kan være nyttige til sammenligning med samtidens forbrug af kostbare konsumptionsgoder, og dette fører os direkte til afhandlingens hovedanliggende.¹⁰ Det er frugtbart at sammenstille Wyczanski's vurderinger med visse temmeligt forsigtige skøn for enkelte samfundsgruppers efterspørgsel.

---

8 Biblioteka Polskiej Akademii Nauk, Krakow, Ms 3262.

9 Archiwum Glowne Akt Dawnych, Warszawa, Archiwum Radziwiltow XXIX, 24.

10 A. Wyczanski, Studia nad konsumpcja zywnosci w Polsce w XVI i w pierwszej polowie XVII w. (Studier over levnedsmiddelkonsumptionen i Polen i 16. og første halvdel af 17. årh.), Warszawa 1969, s. 218.

Tabel 1 anslår værdien af de vigtigste forbrugsvarer, som blev importeret til Polen ad søvejen og over land omkring 1580. Disse tal udtømmer næppe importen af luksus- eller luksusprægede varer; importmængden af ungarske vine eller værdien af krydderiindførslen lader sig ikke fastslå. Tabellens totaltal — 1.663.000 zl. — giver derfor en meget forsigtig størrelsesorden for kostbare importvarer og det kunne uden fare forhøjes til 2 mill. zl. Ifølge Wyczanski's beregning androg landbrugsproduktionens værdi på samme tidspunkt 45 mill. zl. + 20 % for industriproduktion og tjenesteydelser, i alt 54 mill. zl. Begge sæt tal dækker stort set over de samme vestlige provinser af den polsk-lithauske stat, selvom en del af importen passerede gennem Polen til Lithauen. Man kan altså antage, at kostbare varer i 1580'erne forringede bruttonationalproduktet med 4 %.

Hvem var da konsumenter? Åbenbart kun en tynd overflade af befolkningen. Vin hørte endnu da til de sjældne ekstravagancer, og det var bestemt ikke enhver herremand beskåret at nyde den ofte. Schlesisk klæde var mere jævnt fordelt. Det blev ofte benyttet til naturalaflønning af fogeder eller skrivere; vi finder det i inventarer fra mindre adelsmænds godser og selv hos bymiddelklassen. Men væsentligt er det, at disse faktorer hastigt ændrede sig i de følgende årtier; netop denne dynamik er den eneste faktor, vi har vished for. Importen af »koloniale« varer, dvs. krydderier, sukker osv. voksede stærkt i 1600-tallet. »Såvidt min hukommelse rækker tilbage«, forkyndte Smolensk-høvedsmanden Ivan Mieleszko for sejmen (Pariamentsses^ionen) 1587, »fandtes sådanne lækkerbidskener slet ikke. ... Ungarske vine var ukendte og malmsey næsten uprøvet; man drak mjød og god gammel brændevin, men skillinger var der nok af«.¹¹ Efter denne konservative adelsmands tid brugte hver ny adelig generation imidlertid stadigt voksende mængder af fremmede luksusartikler. Tabel 2 præsenterer udviklingen af den »koloniale« import til Gdansk, Elblag og Konigsberg:

I vejet gennemsnit af et sortiment af »koloniale« varer ændrede prisen (udtrykti sølv eller anden værdibestandig mønt) sig næppe. I den dynamiske prisstigningsperiode— i det mindste indtil 1620'erne — blev de tværtimod stadig billigere og sandsynligvis også mere jævnt fordelt, men det indebærer blot ikke en ligelig fordeling. Wyczanski's studier over levnedsmiddelkonsumptionen tyder på, at det ikke tjener noget formål at diskutere de enkelte sociale klassers forbrugsvaner,men

---

11 Zbior Pamigtnikow o dawnej Polsce (Samling af memoirer fra det gamle Polen), udg. af J. Niemcewicz, 11, Pulawy 1822, s. 480.

brugsvaner,mensnarere separate konsumptionsgruppers eller »kostgruppers«. Det er jo indlysende, at godsejeren selv plejede at spise bedre end sine tjenere, men en tjeners »forbrugsplacering« afhang helt af husets kvalitet. Såvel talrige memoireværkerfra 1700-tallet som Wyczanski's tal underbygger dette. Flere forklaringerpå væksten i forbruget af dyre fødemidler er mulige: (1) at flere menneskerkøbte disse varer, og at deres fordeling blev mere ensartet, (2) at »herskabshusholdninger«havde bedre råd i 1600-tallet end i det foregående rhundrede,eller at der kom flere »herskabshusholdninger« til end forud, men at resten af befolkningen ikke spiste bedre.

Alt, hvad vi ved om denne periodes sociale ændringer, taler mod den første forklaring, selvom man nok bør fremhæve velstandsvæksten i enkelte handelscentre som Gdansk, Elbl^g og Torun og i enkelte mindre byer. Som helhed blev svælgene mellem de rigere godsbesiddere og den øvrige befolkning tværtimod uddybet, navnlig i forhold til bondestanden og de adelige småbesiddere. Bybefolkningens store masser var ligeledes delt, og hovedparten fik deres andel i landbefolkningsgruppernes forarmelse. Denne korte sammenfatning skal blot tjene til at forklare, at opadstigende magnater og solide adelsmænds hoffer tiltrak betragtelige — ofte endda meget store — skarer af undergivne og »klienter«. Fremfor at uddybe dette kunne man hente ikke så få citater fra Thorsten Veblens »Theory of Leisure Class« eller moderne kommentarer som Lawrence Stone's eller Hugh R. Trevor-Roper's.¹² Vi kan da godtage både forklaring (2) og (3) under ét: flere og større adelige hoffer med talrige afhængige, gridske og sultne forbrugere. Dette gælder levnedsmiddelforbruget, tjenerstabens og de undergivnes livres og selv våben og uniformer indkøbt en gros til private tropper. Højst sandsynligt bidrog den social-økonomiske polarisering af samfundet blot til at forøge efterspørgslen efter importvarer; mangen undergiven — adelig eller vanbyrdig — fristede en bedre skæbne end andre mennesker, der ikke var afhængige af de adelige

En anden grund til, at denne sociale udvikling bidrog til forbruget af importvarer,ligger i de forholdsvis nære forbindelser mellem de store godser og de baltiskehavne. Det, som kunne være uopnåeligt for den uafhængige, mindre eller middelstore godsejer, viste sig at være relativt eller endda absolut billigere for magnaten, der solgte sit korn og sit tømmer til fordelagtige Gdafisk-priser, og som købte klæde, krydderier og vin sammesteds, således at han undgik mellemhandlere .¹³ Meget karakteristisk sammenfatter en dagbogsforfatter forholdene i Vest-Lithauen ved midten af det 18. århundrede således: »Skibe, som vendte tilbage fra Gdansk, bragte ikke blot »koloniale« varer, men tilmed enhver slag? husholdningsgenstande; der fandtes ikke en eneste karosse, stol eller bord, som ikke kom derfra.«¹⁴ Alle disse omstændigheder tjener til at forklare, at selv den

---

12 L. Stone, The Crisis of the Aristocracy 1558-1641, Oxf. 1965, s. 201-17 og ofterr; H. R. Trevor-Roper, The General Crisis of the Seventeenth Century. Past & Present 16. 1959 (optr. f. eks. i T. Aston, Crisis in Europe 1560-1660, London 1965, s. 59-95).

13 W. Kula, Théorie économique du systéme féodal. Pour un modéle de l'économie polonaise 16e-18e siécles, Paris-Haag 1970, s. 94.

14 Julian Niemcewicz, Pamigtniki czasåw moich (Erindringer om min tid), Warszawa 1957. I, s. 50 f. Dette fænomen gentager sig ved midten af 18. årh. i omegnen af Brest Litowski; hvorledes forholder det sig da med efterspørgslen efter sådanne varer, og hvorledes imødekommes det omtrent et halvt århundrede tidligere, da korn og tømmer ikke blev sendt ned ad Bug-floden?

højst aktive handelsbalance ikke udløste foruroligende prisstigninger i Polen.¹⁵ Tilstrømningen af ædelmetaller modnede ikke det økonomiske system, men den særegne efterspørgsels- og udbudsstruktur for luksusvarer ledte en væsentlig del af overskuddet til udlandet.

4. Magnaterne i eksport-importvirksomhed

De direkte forbindelser fra de store godser i baglandet til Østersøkysten og dens havne er allerede nævnt. Kun få indlandsbyer blomstrede i kraft af deres handel. Normalt blev en væsentlig del af kornsalgsindtægterne brugt på stedet, dvs. i Gdansk og Konigsberg, til betaling af fremmede varer eller lokale industriprodukter. På denne måde blev indlandsbyerne udelukket fra mellemhandlermulighederne; der var hverken brug for deres handelskyndighed eller deres transportmuligheder. Hvad blev der da af pengene?

Vi må nøje os med de vidnesbyrd, som foreligger, skønt fænomenet var vidt udbredt. Et ekstremt tilfælde var det formentlig, at en lithausk magnat, Albrecht Wladyslaw Radziwili i begyndelsen af 1600-tallet sendte fra 40 til 250 læster rug årligt nedad Niemen-floden til Konigsberg. Fem regnskabsopgørelser (beregnet i zloty eller polske gylden), opsat af hans fogeder i årene 1626_—29, 1631 og 1636 giver følgende tal (sammenlagt for alle fem år):

---

14 Julian Niemcewicz, Pamigtniki czasåw moich (Erindringer om min tid), Warszawa 1957. I, s. 50 f. Dette fænomen gentager sig ved midten af 18. årh. i omegnen af Brest Litowski; hvorledes forholder det sig da med efterspørgslen efter sådanne varer, og hvorledes imødekommes det omtrent et halvt århundrede tidligere, da korn og tømmer ikke blev sendt ned ad Bug-floden?

15 Det var dette spørgsmål, E. F. Heckscher rejste i forbindelse med diskussionen om professor Aksel E. Christensens studier over sundtoldregnskaberne. A. Attman, The Russian and Polish Markets in International Trade 1500-1650, Gbg. 1973, s. 118 ff. gør rede for denne debat.

Naturligvis var der ikke blot tale om en tabsforretning. Indkøbene beløber sig til 44,9 % af den samlede indtægt; gældsafdrag og rentebetalinger androg 41,2 %. At fyrsten sank stadig dybere i gæld beror på hans vældige indkøb. Regnskabsopgørelsen røber blot ikke situationens fulde rækkevidde. Den indbefatter fyrstinde Mirskas kontante nettoindtægt af 5.197 zl. i 1634, men viser, at hun foretog indkøb for i alt 1.263 zl. og ikke havde gæld (eller i hvert fald ikke betalte den). Alt dette indebærer, at pengene ikke flød opad floden, men at store summer fandt vej til Konigsberg- og Elbl^g-købmændenes lommer; kun ca. 3,5 % blev udredt til toldembedsmænd og andre, og andre 11,9% medgik til aflønning af de talrige søfolk og deres skippere eller dækkede udgifter i tilfælde af uheld. Levnedsmidler blev bragt med hjemmefra i så store mængder, at de kunne sælges i Konigsberg eller oplagres til det følgende år.

Alle disse omkostninger blev dækket af fragtraterne. Magnaterne synes at have haft monopol på sejladsen på Niemen. Fyrst A. W. Radziwitt skaffede med glæde sine mindre velbeslåede naboers tømmer eller aske plads på sine både. I slette høstår lod sejladsen sig kun frugtbargøre ved udlejning af flodbåde; når høsten var rigelig, var der straks mere kneben plads for kunderne. I gennemsnit var fragtindkomsterne dobbelt så store som transportudgifterne tilsammen.

Den følgende tabel 4 belyser en anden storgodsejers kontantbalance for transporten
af korn og andre varer nedad floden, denne gang fra det yderste sydøsthjørne
af Weichsel-bassinet:

Sieniawski's foged bragte heller ikke mere end 6,5 % af den samlede indkomst
med sig tilbage i kontanter. Fragtforretninger havde større vægt end salget af
godsets egne produkter; 60 % stammede fra tømmerflådning.

Et tredie tilfælde (se tabel 5) ligger langt senere, og det afspejler sikkert ikke blot en anden situation — en godsejers interesse for kontante indtægter — men også afvigende tidsomstændigheder. I året 1772 fandt Polens første deling jo sted, og tømmerflåderne stod i foråret 1773 overfor en ejendommelig situation: Preusserne havde besat det kgl. Preussen, og selvom Gdansk forblev polsk, var

byen adskilt fra resten af landet og blev diskrimineret ved tunge toldbyrder. Fru Ludwika Lubomirska's tømmerflådnings-foged måtte udrede afgifter og told til embedsmænd fra alle tre fremmede magter, Østrig, Rusland og Polen, og det fremgår næppe altid med sikkerhed af hans optegneiser, hvornår han betalte afgifter,og hvornår han blev offer for opfindsomme og gridske tropper. I modsætningtil de tidligere regnskaber er gælden af underordnet betydning, og fruen var åbenbart kun meget lidt interesseret i import af industrielle varer (jævnsides med disse forekommer dog også noget tin, jern, bomuldsvæger, reb, billig fajance, en kedel osv.), men efterspurgte krydderier og vin (de ungarske vine var højst sandsynligtlettere at få hjemme). For vort formål er det vigtigt at notere, at 49 % af indkomsten dog blev hjembragt kontant.

Fyrst Boguslaw Radziwill er allerede omtalt som storforbruger under sit udlandsophold.
Til underbygning af dette bringer tabel 6 efterretninger om hans
forretninger i Konigsberg (se s. 96).

En af de meget få regnskabsopgørelser fra mindre magnater (eller: temmelig velstående landadelsmænd) — Belz-høvedsmandens for året 1614 — tillader ikke opstilling af en klar balance for hans tømmerflådningsudgifter og -fortjeneste. Men den er ikke destomindre oplysende, fordi den anskueliggør pengecirkulationenssammensatte natur i forbindelse med kornudførslen fra det dybe bagland. Høvedsmanden opkøbte korn (overvejende rug) i Lublin — et betydningsfuldt

handelscentrum i landets indre — og i den lille stad Belzyce, solgte det en gros
i Gdansk, købte sild her såvel som vin i Torun, blot for påny at sælge varerne i
Warszawa og Lublin.16

Vigtigt er det, at havnene i alle de regnskabsopgørelser, som foreligger, øjensynligthar været kildevæld af penge. Den sekundære kilde er de store markeder, i Jarostaw og Lwåw — for de sydøstlige egne — samt i Poznan eller Torun for de nordvestlige områder. Efter en social målestok kan man konkludere, at hovedforsyningsvejenfor penge var den mere eller mindre direkte forbindelse mellem købmænd i Gdansk (men også i Konigsberg, Riga osv.) og de store godsejere i baglandet. Når det er fastslået, rejser der sig også nye spørgsmål. En sammenstillingaf de pauvre kontantbeløb, der blev bragt tilbage fra de baltiske havne, med de vældige summer, magnateme forbrugte, tvinger forskeren til at søge andre

---

16 Biblioteka P.A.N., Cracow, Ms 3262, s. 148.

pengekilder, et spørgsmål, vi senere vender tilbage til. Et andet problem er, hvad
der skete med disse pengebeløb, og vi må derfor underkaste de adelige hoffers
funktion som pengecirkulationscentre en undersøgelse.

5. Adelshoffet som socialt sammensat konsumptionscentrum

Der består et klart skel mellem godsregnskaber og inventarer på den ene side og højadelens hofudgiftsregnskaber på den anden. De sidste vrimler af talløse småindførsler: alt synes at have haft sin pris, selv den mindste tjeneste skulle betales. Godsregnskaberne deles strengt i penge- og naturalregnskab, men i langt de fleste af dem er intet, som forblev usolgt, omregnet i penge. Naturaliesektionen er blot på ingen måde en margin; tværtimod synes det at have været husholdningens hovedformål at holde de kontante udgifter på det absolutte mindstemål.¹⁷ Hvad man kunne udrette med godsets egne ressourcer er næsten grænseløst; det, der måtte købes kontant, er altid såre begrænset.

Ædelmetal i enhver form var et prestigetegn. De blev stadig anvendt på næsten middelalderlig vis, skønt denne i Vesten langsomt måtte vige for en mere økonomisk bestemt livsstil.¹⁸ Den ændring af kulturmønstret, som indtraf ide vesteuropæiske lande i 1620'erne, berørte næppe »Republikken af begge Nationer«. Medens det engelske aristokrati afviklede sit feudale følge og endda belavede sig på begrænsning af sine personlige udgifter, omgav dets polske standsfæller sig stadig — eller endda i stigende omfang — med en glans af temmelig antikveret type. Selv magnater, der havde modtaget deres kulturimpulser fra Italien, Frankrig eller Nederlandene, måtte føje sig for lokale traditioner for ikke at mishage den offentlige mening. Navnlig fra midten af 1600-tallet til midten af 1700-tallet afveg den polske barok væsentligt fra Vesteuropas.

På udenlandsrejser undrede polske adelige sig i 1600-tallet hyppigt over italienske adelsmænds levevis; de var jo indlysende rige, men langt mindre prangende. Det bedste eksempel giver mig bekendt en jesuitisk præceptor for brødrene Grudziriski efter deres lange grand tour over det europæiske kontinent 1655—59; »Fremmede herrers og adelsmænds hjemlige adfærd i Italien og Spanien«, lyder titlen på et særligt kapitel, der helliges dette problem. »Man ser ikke alle de penge, de har (é contra blandt os). Skønt de har talrige vogne, kører de kun med forspand af to heste i byerne, undtagen på meget lange rejser. ... Sadel og seletøj er kun lejlighedsvis udsmykket med guld- og sølv tråd, selv på de kostbareste heste. ... Tjenestefolkene får ugeløn, men ikke kost. Selv deres herskaber klarer sig med lidt, selv paven plejer ikke at spise for mere end for tre giulii. Banketter forkommer sjældent og kun med et begrænset antal deltagere. De svælger modigt i konditorvarer. Ingen holder store orkestre, blot én eller to musikere. De sidder ikke længe tilbords, hverken for at drikke eller konversere. Tjenerskabet spiser på egen bekostning, og de omgås ikke privat. I Rom bor tjenestefolkene ikke ofte hos deres herskab; kun få gør det«.¹⁹

---

17 W. Kula, anf. arb., kap. 111 og VI.

18 H. R. Trevor Roper, anf. arb. Forfatterens bemærkninger om de kgl. hoffers ekstravagante udgifter kan også have gyldighed for de polske magnaters.

19 Biblioteka im. XX Czartoryskich, Cracow, Ms 3031, s. 579.

Det vil være vanskeligt at finde modstridende kildevidnesbyrd, men præceptorens — og højst sandsynligt også hans herrers — tankesæt synes at afspejle en dyb samfundsmæssig kulturkløft. Et kvart århundrede senere sammenfattede en prominent adelig, den udvalgte kong Johan 111 Sobieski i et brev til dronningen sine første indtryk fra Østrig: »Hvis de [dvs. østrigerne] vil dømme os efter udseendet, vil de anse os pour plus riches que ne fut Crésus, et pour plus mdgnifiques de ce siede, vore kammertjeneres, pagers og lakajers livres for mere end skønne, hestene for rigt udstyret, husene [dvs. teltene] ... for rigt dekoreret med beklædning af guld. ... Selv har de end ikke et sølvbeslag på hestene, deres klæder er simple (halvt tyske, halvt ungarske), deres vogne er simple; pager og lakajer har vi endnu ikke set. Kurfyrsten af Sachsen var igår iført en enkel, rød dragt med karmoisinrødt skærf og simple frynser .. .«.²⁰

Det tunge polske kavalleri, husarerne — iført leopardskind over deres halvkyrads — var stadig i stand til med deres lange lanser med dekorative fløje at tilføje den tyrkiske hær et knusende nederlag og til at tvinge den til at hæve Wiens belejring. Det er imidlertid et velkendt faktum, at det umådelige bytte fra vizirens lejr udenfor Wien bidrog stærkt til at udvikle den polske adels orientalske smag. »Telte, vogne, alt er mit«, meddelte kongen triumferende sin franske hustru i det næste brev, »et mille d'autres galanteries fort riches. ... 11 n'y a point de comparaison avec ceux de Chocim [dvs. den tidligere sejr over tyrkerne 1673]. Alene adskillige pilekoggere, udsmykket med rubiner og safirer, kan anslås til adskillige tusinde dukater...«.

Men det er på tide at følge polakkerne tilbage til deres hjem. Når den polske adelsmand dyrkede traditionelle, sociale dyder, beroede det ikke blot på en fortsættelse af middelalderlige mønstre. Den hastige godskoncentrationsproces, der fandt sted i mange egne af landet, rykkede mange landadelsmænd op ved rode og forøgede de sociale skel i de besiddende klasser. Ældre og nye medlemmer af godsejernes højeste lag var kun delvis identiske med senatets (dvs. overhusets) medlemmer, og de havde nu mere end nogensinde brug for adelige vasaller. Et forskningsprojekt, som er undervejs, tillader os endnu ikke at anvende repræsentative tal, men det er hævet over enhver tvivl, at tjenesteforhold af denne art tiltog i styrke gennem det 17. og en stor del af det følgende århundrede, og at dette fænomen øvede en afgørende indflydelse på fordelingen og cirkulationen af penge.

Godsejerens følge blev kun delvis betalt kontant; hans folk modtog deres løn delvis — men ofte overvejende — i form af fri kost for dem selv og for deres egne tjenestefolk; et begrænset antal af deres heste blev opstaldet i herskabets stald. Jo højere en tjenestemands position var, des mindre afhængig var han formeltaf godsejeren. Jo rigere herregården var, des mere fyldes den af adelige: nabogodsejernes sønner, der skulle lære passende og ædle manérer, og som søgte deres herres gunst for livet. De kendte næppe til kontantløn, men modtog — om det lykkedes dem at tilfredsstille herren — ofte jord mod renteafgift eller

---

20 Jan Sobieski, Listy do Marysienki (Breve til Maria), udg. af J. Kukulski, Warszawa 1970, s. 509 og 520.

andre former for benådning. For en indflydelsesrig magnat stod talrige veje åbne til belønning af mindre adelsmænd uden at skulle betale dem direkte. Men alligevelrepræsenterede hofmændenes lønningsliste en vigtig post på højadelens hofudgiftsbudget.Ved slutningen af den periode, vi beskæftiger os med, blev magnaternesforpligtelser i stigende omfang overført til staten: højadelens klienter blev forsynet med indbringende eller simpelthen prestigegivende og attraktive embeder og værdigheder.

5. Staten og dens kreditorer

Vi må nu vende os til den rolle, staten spillede. Hvis 1700-tallets England — som H. J. Habakkuk har bemærket — tager sig ud som en federation af country houses, om vi skulle fæste lidt til aristokratiets memoirer, var det polske commonwealth of gentry det virkeligt, i det mindste fra midten af 1600-tallet.²¹ Centralstyret var langt mindre udviklet her end i mange andre kongeriger, og kongen havde kun begrænset adgang til at udnævne homines novi. Vanbyrdige var praktisk taget udelukket fra karrieren, men i adelskredse møder vi derimod en høj grad af opadgående social mobilitet.

Skatkammeret var kronisk tomt, og kongens kreditorer af enhver art fik vederlag i krongodser eller enkelte gårde, eller fik i det mindste deres betaling direkte af domænernes bruttoindtægt. Dette system, der jo tidligere havde været vidt kendt i Europa, var i særdeleshed udbredt i Polen indtil sent i det 18. århundrede. Givilembedsmænd fik en lav eller slet ingen betaling og tjente deres daglige brød ved at snylte ved det fornemme selskab. Højere embedsmænd fik kongelige domæner for livstid eller på åremål og blev på sin vis parthavere i staten. »Naturalbetaling« af denne type' — i stedet for pengeløn — blev da en ildevarslende social faktor. Udnævnte kongen en homo novus, blev den heldige stræber i løbet af kort tid lige så god en magnat som alle øvrige. Aflønning in natura virkede imidlertid langt mere konserverende på det sociale og politiske system end den embeds- og værdighedssalgspraksis, der var så højt udviklet i England og Frankrig og fremfor alt i Spanien og i de spanske Habsburgeres italienske besiddelser.²²

Ingen forventede i Polen, at staten skulle betale sine mere tyngende gældsforpligtelserkontant; kun bortforpagtning af toldsteder og saltminer nærmede sig kontant betaling.²³ Alt dette ligner i høj grad selv absolute staters finanspraksis, hvis ikke påfaldende særtræk i flere henseender havde understreget afvigelserne. Denne forskel afspejles klart i de forskellige måder for finansiering af gesandtskaber.I lande som Danmark udarbejdede enhver udsending en detailleret opgørelseover sine udgifter, bilagt dokumentation som f. eks. kroværternes regninger.

---

21 H. J. Habakkuk i: The European Nobility in the Eighteenth Century, ed. by A. Goodwin, London 1963; Harper Torchbook ed., New York 1967, s. 4.

22 Dette system blev et stridens æble mellem begge huse i 1550'erne og 1560'erne. Senatorerne var og forblev hovedindehavere af krongodser.

23 Saltminer hørte til de mest attråede forpagtningsobjekter og bidrog til at skaffe deres indehavere særligt iøjnefaldende velstandsvækst. Små betalinger blev udredt kontant, ofte ved at anvise tilgodehaveren betaling i en særlig indtægtskilde, et krongods, en saltmine eller et toldsted. Også gager blev ofte anvist ved assignationer af denne art.

og hans opgørelse blev tilbørligt revideret. I Polen forventede man derimod almindeligvis,at en gesandt ville være i stand til at dække sine udgifter af sin egen lomme, men at han kunne imødese, at han ville blive godtgjort i form af titler, indflydelse ved hoffet og nødvendigvis ved nogle krongodser, som blev skænket ham for livstid. Disse — iøvrigt velkendte — facts udlagde en polsk adelig af livlandskherkomst med forbilledlig klarhed for en tysk rejsende fra Franken, da de traf hinanden i en kro i Stettin. Heinrich Denhoff var blevet sendt ud som gesandt og betalte sin rejse af egne midler. Havde han held med sig, ville han få skænket »eine Starosdey mit 22.000 //.«, dvs. et krongods med 22.000 zl. årlig afkastning, i tre eller måske endda i seks eller flere år.²⁴ Og dette var på ingen måde nogen undtagelse.

6. Store penge og håndører

Går man udover produktions- og handelssfærerne kan man — tror jeg — iagttage en almen, omend vag regel for anvendelse af penge mellem mennesker indbyrdes. Penge syntes uomgængelige i småudveksling af varer og tjenesteydelser, men de var det i langt mindre grad i store varetransaktioner. Jo mere direkte og formløs en forbindelse var mellem folk, des mindre rolle spillede penge for den. Vi kan uddybe det ved nogle eksempler, som undertiden vel bevæger sig udover de traditionelle grænser for diskussionen om pengecirkulation.

Der foreligger kun få regnskabsbøger fra store adelige husholdninger, skønt adskillige stadig kan henligge begravet i arkiverne. De giver ofte ikke udtømmende besked om godsernes udgifter og indtægter, simpelthen fordi de repræsenterer en given regnskabsførers ressort. Enten får vi underretning om en bestemt herregård, eller også om godsejerens egen husholdning, hoffet. Til vort formål har den sidste kategori langt den største værdi.²⁵ Man kan spørge om indkomstkilderne eller — mere korrekt — om herkomsten af de penge, som indgik i godsejerens kister. Vi ved på forhånd, at direkte salg af korn eller »skovprodukter« ikke indbragte ham rede penge, men i denne sammenhæng må jeg understrege en faktor, som forskere, der har beskæftiget sig med Polens økonomiske forhold i 16. og 17. rhundrede har undervurderet, nemlig bortforpagtningen af hele godser.

Dette synes netop at have været den bekvemmeste vej til at ophobe indkomster
i rede penge og til at forøge indtægterne.28 To repræsentative tilfælde kan tjene

---

24 Philipp Hainhofers Reise-Tagebuch, enhaltend Schilderungen aus Franken, Sachsen, der Mark Brandenburg und Pommern im Jahr 1617, udg. af Fr. L. B. v. M. Baltische Studien 2:11, 1834, s. 99. I sig selv er dette blot ikke nødvendigvis vidnesbyrd om en konservativ eller primitiv måde til afholdelse af ambassadernes udgifter. Professorerne Carlo Poni og Ugo Tucci meddeler mig, at også hjemvendte venetianske gesandter blev belønnet efter skyldighed, og professor Felipe Ruiz Martin, at også Spanien betalte sine gesandter i overensstemmelse med varigheden af deres rejse.

25 Kun godsregnskaber har forskningen gjort udstrakt brug af. Den anden kildetype er stadig omtrent jomfruelig, fordi forskningen indtil de seneste år har koncentreret sig om landbruget.

26 Under forudsætning af min teses holdbarhed, rejser den nye spørgsmål, der bør besvares ved komparative undersøgelser af godser tilhørende kirken og kronen såvel som private godser.

til illustration. Krzysztof Opalinski, en rig og højt kultiveret, ambitiøs magnat befandtsig ved udgangen af 1644 i hård pengetrang. »Et hec causa«, skrev han til sin broder, »forpagter jeg gods bort for at kunne rejse rede penge, når jeg har brug for dem. ... Nuvel, efter at jeg får en årlig indkomst, og efter at have fæstet godser ud for yderligere tre år, har jeg på fornemmelsen, at klokkerne vil klinge. Sidste år var blot et forsøg, men det indbragte mig dog (om Du vil dadle mig) 70.000 mere end mine udgifter, og det har afsløret sådanne indkomstmuligheder,at det [gods], der sædvanligvis afkaster titusind, nu kan indbringe femten eller seksten og visse godser endda tyve«.²⁷ Og videre Krzysztof Radziwilt, en af Lithauens rigeste godsejere: Hans inspektører har erfaret, at to godser, Newel og Siebierz kunne indbringe dobbelt så meget som før, om de blev fæstet ud. »Det giver en fordel, at Newel og Siebierz allerede det første år kan afkaste 6.000 eller endda mere (alle udgifter taget i betragtning), i stedet for at man skal give ost for at få salt og salt for at få ost. ... Og så kan to tjenere [dvs. fogeder,nu godsforpagtere] betjene dem uden nævneværdig omkostning«.²⁸

Det er ikke min mening, at forpagtere kunne udrette undere, og slet ikke, at anklage dem alle for ødelæggende udbytning. De var simpelthen nødt til at drive disse godser således, at de bragte kontanter snarere end naturalindtægter. Når de ekspederede korn eller tømmer ned ad floden, købte de sandsynligvis ikke alle de luksusvarer, som magnaterne satte så stor pris på. I hvert fald er de regelmæssige godsafgifter den eneste større indkomstpost i alle de kontantbalance-opgørelser, jeg har gennemarbejdet. Rækkevidden og betydningen af dette fænomen — og dets videre skæbne i det 18. århundrede — fortjener nok nærmere undersøgelse; de vidnesbyrd, jeg kan præsentere, er kun begrænsede, men regnskabsopgørelserne repræsenterer den mest velstående og indflydelsesrige adel.

Kansler Jan Zamoyski's opgørelse af sine kassebalancer 1579—82 forbigår klart indkomsten fra hans egne godser. Kansleren havde på dette tidspunkt nået højdepunktet af sin politiske indflydelse, men hans faste ejendomsbesiddelse og indtægter befandt sig endnu kun i sin vorden (se tabel 7). I 1598 var hans formue langt større og hans udgiftsbudget ikke længere under pres af krig (se tabel 8). De to lister lader sig ikke direkte sammenligne, eftersom kansleren åbenbart har udeladt de fleste poster, som angik familien og hans egne leveomkostninger. To poster må imidlertid fremhæves: rejseomkostninger og gældsafdrag.

Rejselysten bidrog i høj grad til udbygningen af økonomiens pengesektor. Vel var der en klar tilbøjelighed til at undgå pengeudgifter, når man rejste gennem landet, men resultaterne var tvivlsomme nok. Adelige plejede selv at medbringe senge, tapeter og endda levnedsmidler. Tjenestefolkene udsmykkede kroerne og herskabets egne kokke tilberedte maden. Dette var blot et feed-back-(ænomen: den rejsende adelsmand må have taget højde for de sparsomme bekvemmeligheder

---

27 Listy Krzysztofa Opaliriskiego do brata Lukasza (K. Opalinskis breve til sin broder Lucas), Wroclaw 1957, s. 240, 1644 6/10.

28 Krzysztof Radziwitt t. sønnen Janusz 1636 29/11. Archiwum Glowne Akt Dawnych, Archiwum Radziwilléw IV, 25, 324, 682.

langs landevejene, men på den anden side afholdt denne vane — eller om man vil: mode — det var selv at medbringe tæpper, møbler og fødevarer på rejse formentligkroværternefra at investere i deres forretning. Under alle omstændighedermedførterejser dog undgåeligt udgifter. Mindre adelige var afhængige af at skulle købe alt på stedet, og de synes at have ømmet sig ved leveomkostningerne. Mere opulente personer satte pris på betagende velstand og har i hvert fald ikke lagt skjul på den. Rejsen til se;'m-møderne (der fra slutningen af 1500-tallet oftest fandt sted i Warszawa) var samtidig en tungtvejende — eller endda den største — post på en godsejers udgiftsregnskab. De var normalt vigtige politiske begivenheder;enhvermagnat

heder;enhvermagnatmed respekt for sig selv må have givet møde med et passende—og det vil sige: splendidt — følge af undergivne for at stille sin velstand og magt til skue. Ifølge et samtidigt skøn, der snarest overvurderer tallet, kostede mødet 1585 kansler Zamoyski, hvad der svarede til 16.000 dukater; 1598 anslog hans regnskabsfører hans udgifter til en trediedel af dette beløb, og i 1601 medbragtekansleren31 sække mønter med, hvad der svarede til ca. 6.000 dukater, næsten halvdelen af hans kontante beholdning. I 1600-tallet synes udgifter af denne art snarest at være steget mere end proportionalt med den polske mønts inflation.²⁹ Hvad der gjaldt fyrst Boguslaw Radziwills udgifter udenlands, gælder også om kansler Zamoyski's sønnesøn af samme navn. Fra 1. maj 1649 til udgangenafdecember 1652 androg hans rejseudgifter 27,7 % af hans indkomster eller ca. 80.000 dukater, næsten dobbelt så meget som han var villig til at ofre på krigeniden kritiske periode under kosakopstanden og tartar-invasionerne.

Adskillige udgiftsposter var således af betydning: Godsejerens egen prestigegivendefærden, rundhåndede gaver til adelige og sidst, men ikke mindst hans private hær, som altid var til stede, når noget vigtigt var på færde. Siden det første »frie kongevalg« 1573, var dette ofte nok en pressionsfaktor af betydning eller snarere et spørgsmål om at afbalancere andre godsejeres magtudfoldelse. En bosat fremmed, professor ved akademiet i Zamosc, Robert Bruce, udtrykte sin forbløffelse i sin rapport til dronning Elisabeth af England 1598: »The Senatorsbeare theire owne charges, and therefore are at wonderfull expense in their greate trayness which followe them .. .«; og hans forargelse: »It is a matter

---

29 Kansler Jan Zamoyski's forretningsvirksomhed er blevet grundigt undersøgt af Tarnawski, se tabel 7.

of greate daunger in theire Dietts, Conventes and iudgements, that according to the auncient custome of Northerne nations whose reason is in theire fyste, they comme into the Senate armed, where considering the deadly feude of greate famelyes ... It is a wonder they comme not to strokes to the manifest ruine of the state«. Han anførte, at kansler Zamoyski's rival, pfalzgreven af Kiev »came to the Diet with 7.000 horse«. »Kansleren må have mange mænd ved sin side, skænke dem gaver og hædre dem, hvilket medfører store udgifter. Denne parlamentssamlinghar han i sin hule hånd. ... Hvis han mødte mindre potenter op, ville alt straks se værre ud«, bemærkede hans ven, hofmarskallen til kongen i 1585.³⁰

På den anden side kan alt dette føre til overdrevne forestillinger om, at de store godsejere spillede en helt dominerende og afgørende rolle for pengecirkulationssystemet i landet. De pumpede penge i store mængder ind i landet (med deres forpagtere som formidlere) og lod dem enten atter gå ud af landet som betaling for luksusvarer eller bragte ædelmetal i omløb indenfor landets grænser; det sidste medførte en gennemgribende finfordeling af pengemængden.

Et temmeligt detailleret regnskab, opgjort af hertugen af Ostrog's regnskabsfører1635—37, registrerer på indtægtssiden en række indkomster, oftest i fireellerfemcifrede tal, hvorimod udgiftsposterne enkeltvis er langt mindre. Mellem 6. maj og 26. juni 1636 blev 20.000 zl. (3.630 dukater) givet ud fordelt på 419

---

30 Relation of the State of Polonia and the United Provinces of That Crown Anno 1598. ed. by C. H. Talbot. Elementa ad fontium editiones XIII, Romae 1965, s. 95; A. Tarnawski. anf. arb., s. 294.

poster af 48 zl. i gennemsnit; mellem 1. februar og 28. marts det følgende år 40.525 zl. (én enkelt indtægt) fordelt på 622 udgiftsposter af 65 zl. i gennemsnit.I virkeligheden var posterne endnu mindre og følgelig også flere; småbeløb blev kunstigt forhøjet ved at blive slået sammen under rubriken, hoffets »ugentligeophold«, oftest på 650—700 zl., undertiden dog helt op til 1.000 zl. På samme vis registreres soldaternes betaling som en enkelt post, ca. 500 zl. månedligt.³¹

Filantropi og godgørenhed. Filantropi blev i Polen—Lithauen ikke reguleret ved statslovgivning. Bykorporationerne organiserede den oftest i overensstemmelse med middelalderlige normer; kun Gdansk efterlignede i begrænset omfang en hollandsk, social opfindelse, arbejdshuset. I det fortsat overvejende katolske land ydede velstående folk regelmæssigt små almisser, almindeligvis i form af småmønter. Det er meget vanskeligt at følge disse fromme udgifter i kilderne (se dog tabel 7, opera pia).^s2 Gennem den periode, der her er tale om, udviklede almisseydelserne særlige former, den vandrende tiggermunk, en kwestarz (almissekollektør) besøgte alle herregårde og landresidenser i klostrets nabolag med en kærre; han blev ét af de karakteristiske træk for »de gode gamle dage«, som mangen dagbogsforfatter senere i minderne knuste en tåre over. Kollektørens held og anseelse afhang af hans sociale talenter; ofte nok var han dranker — det synes at være blevet hans erhvervssygdom — og entertainer, men kunne også yde en tjeneste med gode råd; hans udbytte lod sig måle i sække korn, flæske- og spæksider, kalvehoveder eller får, som blev hjembragt til klostret fra rejsen, meget sjældent derimod penge.

Endnu mere storsindede gaver fandt afløb i grundlæggelse af kirker og klostre eller i kapelbyggeri. Sådanne fromme stiftelser var underkastet de almindelige økonomiske adfærdsmønstre. Adelsmanden kæmpede for at udbygge sin bedrifts naturalsektor, at erhverve jord, tømmer og andre byggematerialer såvel som sine fæsteres hoveriarbejde, men blot ikke penge, uanset at han ofte nok havde brug for dem til belønning af kunstnere (arkitekter, billedhuggere, malere). Men hvis en adelsmand ønskede at købe en hellig messe, forventedes han at betale kontant.⁸³

7. Krediten og pengeforsyningens kortsigtede bevægelser

Kredit er et andet spørgsmål, som de adelige udgiftsregnskaber rejser; kreditmarkedet er blot for stort et problem — og endnu for lidt kendt — til, at det lader sig kortlægge i enkeltheder her. Jeg skal derfor indskrænke mig til at fremhæve nogle af dets hovedtræk, forsåvidt de berører landbruget og godsbesiddelsen og øvede indflydelse på pengecirkuationens sociale aspekter.

Den forsker, der beskæftiger sig med landboforhold i det førindustrielle Polen,

---

31 Archiwum Panstwowe Miasta Krakowa i Wojewodztwa Krakowskiego, Archiwum Sanguszkow, 104, s. 55 ff. og 114 ff.

32 Sent i 1700-tallet plejede Jfdrzej Zamoyski, en ellers ikke unormalt from magnat, at have sine lommer fyldt af sølvmønter til fattige; K. Kozmian, Pamigtniki (Memoirer), Warszawa 1972, I, s. 97.

33 Julian Niemcewicz, som i begyndelsen af 19. årh. mindedes sin barndom i Lithauen, fortæller om sin overdrevent fromme fader, at han plejede at strø om sig med små poser penge til betaling af messer.

vil ofte få et stærkt indtryk af, at kredit var mere udbredt end cirkulationen af rede penge; hans iagttagelser underbygger i høj grad R. H. Tawney's rammende karakteristik i hans indledning til Thomas Wilson's »Discourse upon Usury«.^Si I ekstreme tilfælde — og sådanne forekommer på ingen måde sjældent — bød kredit (eller åger) bønderne den eneste, lad være dyrt købte udvej for at overleve.Det var navnlig tilfældet, når der indtraf knaphed på udsæd, når levnedsmidlernevar opbrugt, inden den nye høst kom i hus, eller under pestepidemier. Krediten var blot næppe nogensinde billig, og bønderne blev overladt til diverse ågerkarles nåde og unåde; den mindst übarmhjertige var godsejeren selv; han var, når alt kom til alt, dog interesseret i, at bondebruget blev holdt i drift. Langt farligere var godsejerens foged, der ofte udøvede ågervirksomhed, landsbyenskrovært eller mølleren, der normalt var landsby-boss, om ikke han også var afhængig af godsejeren.

Ved udgangen af 1500-tallet synes godsinspektørerne at være blevet alarmeret over fæ3tebøndernes forgældelse. Inspektørerne ved Wloclawek bispestol foretog undersøgelser af dets fæsteres gældsforpligtelser; de vidnesbyrd, de indsamlede, har — ligesom materiale fra visse andre godser — vist, at en meget stor del af fæsterbestanden befandt sig i håbløs restance, og — hvad der er vigtigere — at en del fæstere tjente fedt som landsbyågerkarle. Kreditforbindelserne bidrog med andre ord væsentligt til de sociale forskydninger på landet og til formueophobning hos samvittighedsløse landsby-S hylo c ks.³⁵ I almindelighed kan vi antage, at det første skridt i denne udvikling hyppigt — eller endda oftest — foregik uden anvendelse af penge; fæsteren havde ikke brug for penge, men for udsædskorn, et redskab eller en okse; selv klæder blev ofte fremstillet hjemme og ombyttet for andre varer indenfor landsbyen. Selvom forretninger af denne art kun har sat sig få eller ingen spor i kilderne, skrumpede markedet for billige klæder, som hidtil havde kunnet sælges til bønder eller fattige byboer, på landsplan tydeligvis sammen fra udgangen af 1500-tallet. Fæstebønderne levede på pengeøkonomiens overdrev; statens skattekrav tyngede ikke nær så hårdt som godsejerens afgiftskrav, men han var meget mindre interesseret i fæsternes rede småpenge end i deres arbejdsydelser og naturalafgifter. Først det næste stadium i gældsophobningen implicerede anvendelse af rede penge, og det gælder både ågerkarle og godsejere. Hvis ågerkarlen var bissekræmmer — hyppigt skotter — eller købmand, kræver hans betydning for pengecirkulationen naturligvis ingen uddybning; hvis han selv var fæster eller foged, bragte eller tvang hans velstand ham dybere ind i pengehusholdningens område; forbruget krævede dette, ligesåvel som produktionen og investeringerne.

Det er beklageligt, at vi ved så lidt om godsøkonomiens kortsigtede bevægeliPolen før midten af 1700-tallet, og at vor viden kun angår de største godser. Vi kan have begrundet formodning om, at i hvert fald en del godsejere var tilbøjeligetil at presse deres fæstere hårdere i magre år, selvom de kom dem til

---

34 Thomas Wilson, A Discourse upon Usury, ed. by R. H. Tawney, London 1925.

35 A. M§czak, Folwark pariszczyzniany a wies w Prusach Krolewskich w XVI/XVII wieku (Hovedgård og landsby i Vestpreussen i 16.-17. årh.), Przegl^d Historyczny XLVII, 1956, s. 373 ff.

undsætning, som var ved at bukke under. Tabel 11 fremlægger resultaterne af en enkeltundersøgelse over Tapiau-godset i det hertugelige Preussen (Østpreussen), hvorfra materialet er langt bedre end i Polen, selvom landboforholdene i denne henseende var omtrent ens. Tabellen giver dog kun data for hvert femte år mellem 1550 og 1695. Af tabellen fremgår det, at de hertugelige fogeder i magre år — når kompriserne lå højt — afpressede fæsterne relativt større mængde korn; for de livegne bønder indebar dette en tung byrde, men samtidig for godsejerenen lejlighed til ekstra fortjeneste, og profiten blev nu blot udmøntet i penge. Det samme gælder den anden ende af det sociale hierarki; på landsplan gav de magre år de store godsejere væsentligt større fortjeneste ved Weichselhandelenend de fede.³⁶

I meget stor målestok benyttede magnaterne også kredit som middel i deres beherskelse af den mindre adel. Adelige havde i høj grad brug for kreditinstitutionerne for at kunne anbringe deres kapital eller for selv at have let adgang til lån på tålelige vilkår. Hverken byernes købmænd eller kirken kunne udfylde denne funktion, navnlig ikke i de mere afsides egne. Jøder var i 1600-tallet dybt engageret i pengeforretninger, men snarest som lånere. Storgodsejeren var derfor den bedste bankier; hans formue gav sikker borgen, og han kunne ikke misbruge sin magt; misbrug af hans kreditors tillid kunne koste ham hans politiske indflydelse. På den anden side havde han, som vi har set, brug for rede penge og var villig til at yde en rimelig rente, og ofte forenede han sin forretning med andre, sociale eller politiske forbindelser. En kreditor — eller snarere en kunde — kunne højst sandsynligt tillige opnå sin mægtige nabos gunst.

---

36 A. Maczak, Export of Grain and the Problem of Distribution of National Income in the Years 1550-1650, Acta Poloniae Historica XVIII, 1968, s. 80 f.

Tabel 12 fremlægger omfanget og den sociale spredning af adelens låne- og udlånsvirksomhed på de årlige markeder i Lwow, hvor hovedparten af pengeforretningerne i store dele af Ruthenien normalt blev afgjort. Kirken, jøder og kristne borgere, som her er udeladt, spillede kun en underordnet rolle. De mest omfattende transaktioner angår kun magnaterne indbyrdes; i ni af ti tilfælde optræder de som debitorer, når de aftalte forretninger med middelformuende adelige; og de undså sig ikke for selv små lånetransaktioner hos småadelige, selvom de også kunne udlåne penge til disse.

Endnu engang viser den store godsejer sig for os som suge- og trykpumpe i pengecirkulationen. Indtil nu har jeg understreget, at han formalede de store beløb, han tjente for sin høst; denne gang foregår det modsat; store og små summer, som anbringes hos storgodsejeren, hobede sig op og blev ofte — omend ikke altid — investeret i stor skala.

Godsopkøb hørte til de vigtigste investeringsformål, og her får vi et indblik i, hvorledes systemet fungerede. Den foregående tabels kreditorer forvandles til godssælgere og debitorerne overtager rollen som opkøbere. Overfor den middelstore adel er storgodsejerens balance aktiv (se tabel 13): magnaterne køber dobbelt så mange godser som de sælger. Denne overbalance udgør 9,3 % af hele omsætningen af fast ejendom på Lwow-markedet. Vi kan altså konkludere, at storgodsernes vækst — et af hovedtrækkene i denne periodes sociale og økonomiske udvikling i Polen—Lithauen — i hvert fald delvis blev finansieret af den vigtigste taber: den middelstore adel. Konklusionen er blot regionalt begrænset; for visse egne lader den sig endnu ikke dokumentere, og den har fremfor alt formentlig kun gyldighed for det 16. og 17. århundrede.

8. Pengenes regionale spredning

Indtil nu har vi beskæftiget os med den polske pengeøkonomi som en helhed og set bort fra regionale uligheder. På den anden side har sådanne forskelle dog efter alt at dømme været en vigtig faktor i pengefordelingen. Vi må her se bort fra det omfattende net af store markeder af international betydning; vigtigere for argumentationen er den relativt høje grad af mætning med mindre beløb i de forskellige egne af landet. Den polske økonomiske historiker kan kun fantasere sig til et materiale, som kan stå mål med det, som J. G. da Silva har diskuteret i sin undersøgelse af ædelmetallernes spredning fra Sevilla;³⁷ han må nøje sig med at nærme sig sit emne fra andre sider. Han kan ikke støtte sig til et materiale, som er tilstrækkeligt fyldestgørende til etablering af pålidelige leveomkostningsindices, og et sådant index ville næppe engang give nogen mening under de givne betingelser, da penge i mange henseender kun var en faktor af sekundær betydning. Ved et uventet held råder vi dog over et talmateriale, der kaster lys over malkepigers, kvæghyrders og andre arbejdsfolks lønninger på de kongelige og kirkelige godser. Den mest omfattende serie data foreligger fra 1564/65 for krongodser over hele Polen (herunder også de sydøstlige egne, forsåvidt der her fandtes godser). For enkelte år lader det sig kontrollere ved materiale fra kirkegodser og også med mindre udtømmende og værdifulde efterretninger fra senere besigteiser.³⁸

Kildematerialet efterlader ingen tvivl om, at lønnen kun delvis bestod i rede penge. Sin føde fik en familia på gården, nogle af dens medlemmer også et beskedent logi. Som regel blev visse klæder, linned eller andre naturaliebetalinger lagt til, og naturalielønnen var normalt i høj grad differentieret efter arbejdsgiverens eller arbejdernes position. I modsætning til betalingen i rede penge eller i klæder lader den nøjagtige værdi af de levnedsmidler, tjenestefolk og arbejdere modtog, sig kun tilnærmelsesvis beregne; man må huske på, at ikke alle fødemidler var markedsvarer, dvs. at der ikke nødvendigvis forelå et valg mellem at forbruge eller at sælge. Ligesålidt kan faktorer som spild, tyveri eller den ulige fordeling af de små dagligdags privilegier på herregården overvurderes. Efter sagens natur kan disse elementer ikke inddrages i beregningerne; man skal blot være opmærksom på deres eksistens og på den plads, de havde i den daglige landtilværelse.

Afbildes oplysningerne på et kort, aftegner der sig et regelmæssigt mønster: De højeste lønninger registreres i det kgl. Preussen, ved Weichsels nedre løb i omegnenaf Gdansk. De temmelig skematiske og ensartede tal fra Ruthenien (Sydøstpolen)når op på omtrent to trediedele af maksimumsniveauet i de preussiske data. Et særligt højt tal i Spisz, et distrikt hinsides Tatrabjergene, beror på naboskabettil de øvreungarske (dvs. slovakiske) minedistrikter. Små øer af bedre

---

37 J. G. daSilva, En Espagne: Développemcnt économique, subsistence, déclin, Paris- Haag 1965, s. 59 ff.

38 Jeg sammenfatter her første del af min afhandling: Preise, Lohne und Lebenshaltungskosten im Europa des 16. Jahrhunderts. Ein Beitrag zur Quellenkritik. Wirtschaftliche und soziale Strukturen im såkularen Wandel, Festschrift fiir Wilhelm Abel zum 70. Geburtstag 11, Hannover 1974, s. 322-26; se også kortene s. 340 f.

lønninger finder vi også omkring de større byer, og langs den schlesiske grænse lå lønningerne gennemgående også højere. Benytter vi minimumstallet fra Sieradz som index ( = 100), nåede lønnen sit toppunkt med 540 i Gniew i det kgl. Preussen.I Masovien ligger lønniveauet mere normalt på 100, i Storpolen på 100—160, i Lillepolen på 120—180, i Ruthenien på 200 og endelig i det kgl. Preussen på 200—400; men selv således er ulighederne stadig iøjnefaldende.

Disse tal må fortolkes under forudsætning af, at godtgørelse i penge eller mindre beklædningsstykker var en faktor, som øvede tiltrækning på arbejdskraften; selv under det bestående livegenskab var mobilitetsmarginen næppe så snæver som man ofte antager. Der foregik sæsonbestemte vandringer af landarbejdere fra Masovien mod Preussen og Schlesien, og de hyppigt vekslende navne for tjenestefolkene vidner om, at der også på landsbyniveau fandt en vis mobilitet sted, der bestod en begrænset valgfrihed for arbejderne.

Hvad bestemte da lønniveau'et? For Rutheniens vedkommende er det blevet defineret af Jan Rutkowski: Grænseområdernes økonomiske vækst og relativ mangelpå kolonister i Podolien og Wolhynien må have tvunget prisen for arbejde op.³⁹ I Preussen tiltrak derimod ikke bare byerne arbejdskraft; i Weichsel-deltaet lod mange bøndergårde sig ikke drive uden tjenestefolk og talrige sæsonarbejdere.For det kgl. Preussen var der som helhed tale om en hastig vækstperiode.

---

39 J.Rutkowski, Panszczyzna i praca najemna w organizacji folwarkow krolewskich w Prusach za Zyccmunta Augusta (Hoveri osj lønarbejde på kronens hovedgårde i Preussen i kong Sigismund Augusts tid), ontr. i: Studia z dziejow wsi polskiej XVI-XVIII w., udg. af W. Kula; Warszawa 1956, s. 123 f.

som lægede sårene efter krigene mellem Polen og den tyske Orden; som lagde grunden til den begyndende korneksport-6oøra, og som befordrede den iøjnefaldendebebyggelsesophobning omkring Gdansk; det høje lønniveau for landarbejderevidner om Preussens velstand.

Vender vi os mod højderyggen mellem Preussen og Ruthenien ligger årsagerne til det fattige Masoviens overbefolkning ikke så meget i den høje befolkningstæthed som i områdets særegne ejendomsstruktur. Talrige småadelsfolk regerede hver kun nogle få livegne sjæle; gårdene var små og jordbunden sandet. Når faktorerne »jord« og »befolkning« forudsættes konstante, stiller landbedriftsenhederne jo mindre arbejdskrav: Masoviens befolkning spredte sig derfor, koloniserede »Ørkenen« [Wildniss) i det hertugelige Preussens sydlige udkanter, befolkede store områder i andre provinser og eksporterede systematisk sæsonarbejde. Var lønnen høj, ville vor diagnose lyde på »velstand«; dette var tilfældet i Ruthenien, hvorimod de lave lønninger i Masovien vidner om armod.

Anskuer man pengelønnen som en tiltrækningsfaktor, repræsenterer deres niveau netop den tærskel, som godsejeren stadig fandt acceptabel, og som gav malkepigen, kvæghyrden osv. en socialt antagelig fortjeneste. Vi har her beskæftiget os med en række demografiske og sociale faktorer, som øvede indflydelse på lønningerne, men man må så også holde sig for øje, at deres værdi blev bestemt af det almindelige prisniveau. For at afholde tjenestefolk fra at rømme og for at tiltrække dem det følgende år, udstyrede fogederne dem gerne med mindre beløb i rede penge, navnlig forud for markederne. Tallene giver altså en meget kompliceret registrering af den økonomiske situation; jo højere indextallet ligger, des mere er området udviklet og des større en rolle spiller pengeøkonomien.

9. Pengenes sociale fordeling i tidsperspektiv

Spørger man, om disse forhold og uligheder var en økonomisk konstant faktor, er svaret ja. På en kgl. preussisk domæne fik malkepigerne 1615/16 120 grosz årligt, medens deres arbejdsfæller i Masovien kun fik 40—60 gr., hyppigst 48 gr. En dramatisk krise 1620—22 rokkede ikke det indbyrdes niveau; lønniveauet forblev relativt højt i Preussen. Alligevel kan man antage, at der fandt vigtige forskydninger sted mellem de sociale grupper indbyrdes. I Preussen synes f. eks. de højere betalte medlemmer af en familia at have klaret sig forholdsvis — eller endda absolut — bedre efter pengenedskrivningerne (se tabel 14).

Tallene i tabellen bør blot ikke benyttes til generalisering; byembedsmændenes løn, der ofte havde form af fikserede renter, viste sig at være et handicap, og hovedresultatet blev det modsatte af det, der er skitseret for de preussiske godser. På den anden side, hvor arbejde blev lønnet på dagsbasis, og hvor det faldt sammenmed voksende behov for arbejdskraft, kunne udfaldet blive ganske fordelagtigtfor arbejdere og håndværkssvende. På landet, hvor den fulde betaling også — og først og fremmest — indbefattede føde, brændsel og husly, fik pengekrisen andre følger; den medførte ingen fare for sult, men ændrede efterspørgslen efter mindre konsumgoder. Vi kan ligeledes antage, at den sociale stratifikation af så begrænsede persongrupper som de ansatte på godscentrene var, må have været udsat for omgruppering. På anden måde lader den kendsgerning sig næppe forklare,at

klare,atlavtlønnede grupper, som levede i social armod, mistede så meget på så
forholdsvis kort tid.

10. En pengecirkulationsmodels territorielle begrænsninger

De sociale forhold, vi har beskæftiget os med, kan ikke nødvendigvis begrænses til Polen—Lithauen. Det grundlæggende træk i min skitse er den rolle, de store godsejere spillede, og man kunne formode, at noget tilsvarende gælder alle de lande, hvor storgodsbesiddelsen ikke blot dominerede, men mere eller mindre var involveret i eksporthandel, selvom havnebyernes købmænd meget bestemt forsøgte og også ofte havde held til at håndhæve deres monopoliserede kontakt med fremmede kunder. Vi kan formode, at netop denne faktor var ansvarlig for mange andre træk, der vel oftest var dens konsekvenser: de mindre adeliges afhængighed af de større, patron-klientforhold osv. Men her svigter udbudet af analogier blot. Disse sekundære træk blev betinget af landets størrelsesorden (kun i et stort land med store afstande til havnene kunne mindre adelige blive så afhængige af magnaternes salg af deres produktion) og af statsmagtens svigtende styrke (der omvendt betingede magnaternes politisk og socialt dominerende position) ; og hvor finder man så stort et land med så svagt et styre? Polen er med andre ord det eneste land, som Montesquieu i en paragraf i »Le VEsprit des lois« kunne beskrive således som han gør:

»Det (dvs. Polen) har næppe nogen af de ting, vi kalder universitetets rørlige goder,
undtagen korn. ... Nogle af godsejerne ejer hele provinser; der undertrykker bønderne
for at skaffe sig større mængder af korn, som de afhænder til fremmede for
at kunne tilfredsstille deres umættelige luksusbehov. Havde Polen ingen udenrigshandel,
vilde dets indbyggere kunne leve lykkeligere. Stormændene, der blot har deres
korn, vilde kunne give deres bønder det til underhold; eftersom deres altfor udstrakte
godser i så fald vilde blive byrdefulde, kunde de fordele dem blandt deres
bønder; enhver vilde da kunne finde skind og uld fra deres hjorde og flokke, således
at de ikke længere behøvede at sætte sig i umådelig udgift for at skaffe klæder; de
store, som alligevel klynger sig til luksus og ikke kan finde den i deres eget land,
vilde da befordre fattigfolks arbejde. Nationen vilde i så fald, er jeg overbevist om,
blomstre op, i hvert fald, hvis den ikke forfaldt til barbari, og dette kunde lovene
meget let forebygge«.40

Efter alt at dømme forklarer den rolle, pengene spillede, bedst det økonomiske system, der er tale om her. De giver tillige et godt udgangspunkt for indsigt i den sociale struktur; og findes der overhovedet økonomiske problemer, som ikke samtidig er af social art? Montesquieu har præsenteret en counterj actual tese, som sandsynligvis delvis lader sig efterprøve. Gennem en årrække efter 1626 havde den svenske invasion afskåret korneksportørerne fra deres traditionelle markeder; efter 1772 afskrækkede de tunge preussiske toldbyrder mange af dem fra deres handel. Landøkonomiens omformning, byernes fornyede vækst og den industrielle udvikling efter midten af det 18. århundrede er fænomener, der kræver studier over lange tidsspand, herunder også af spirerne i 1500- og 1600-tallet.

---

40 Gh. L. de Montesquieu, De l'ésprit des lois 11. 20. kap. 21. Oversættelsen støtter sig til Jens Hvas, Om Lovenes Natur og Aarsag 11, Kjbh. 1770, s. 244 f.