Fataburen. Nordiska Museets och Skansens årsbok 1973.

I 1973 fejredeNordiska Museet i Stockholm sit 100-års jubilæum; i denne anledning søgte man også at fejre jubilæet gennem en særudgave af museets rsbog Ideen hermed var ifølge forordet at søge det nordiske i folkekulturen belyst gennem 2 bidrag for hvert af de nordiske lande. Foruden til sin sædvanlige læserskare er Fataburen 1973 blevet udsendt til medlemmerne af foreningen Norden; dette gør det selvsagt yderst vanskeligt at underkaste rbogen faglig bedømmelse, da dens sigte helt klart er at nå ud til et bredt publikum.

Dette er muligvis udmærket, fordi man på trods af al sympati for sagen har svært ved at finde noget fagligt forsvarligt i denne i øvrigt smukke udgave. De enkelte beretninger, som tilsammen danner årsbogens helhed, er nemlig kun forsynede med yderst sporadiske noter og henvisninger, som kan belyse tekstens tilblivelsessituation. Dette er så meget mere beklageligt, som det af de få anmærkninger til beretningerne, som foreligger, fremgår, at der er foretaget ganske alvorlige indgreb i de enkelte personers beretninger af litterære og eventuelt »videnskabelige« grunde. Kort sagt, vi befinder os som læsere i den situation, at det er umuligt at bedømme, hvor meget og hvor de enkelte tekster, som er indleveret og trykt, er beskåret. Dette er selvsagt set fra et videnskabeligt synspunkt tilstrækkeligt til, at man må afvise udgaven som videnskabelig produktion. Dette er så meget mere beklageligt, som en række af bidragene allerede, som de foreligger, forekommer interessante. Nævnes kan således specielt bidraget fra Johan Slåtterøy, Norge: På skreifiske og markedsferd i Nordnorge 1870-1900.

Vender vi os dernæst mod det indtryk, som den almindelige læser må få ved gennemlæsningen af de forskellige bidrag, bliver det desværre på trods af de videnskabelige udgivelsesmangler problematisk, om man skal hilse publikationen velkommen. Meningen er vel sagtens, at de ti bidrag tilsammen skal give et kalejdoskopisk totalbillede af folkekulturen og folkelivets vilkår før industrialiseringen. Indtrykket af forskelligartethed mellem bidragene kommer helt frem, men det totalbillede, som skulle opstå efter endt læsning, udebliver desværre. Hvorledes skabe forbindelse mellem så forskellige beretninger som herskab og tyende på en lille herregård i Danmark, børnelege omkring århundredskiftet i Danmark og en finsk skildring af den første kirkefærd?

Lad mig her tage indlægget om herskab og tyende på en lille herregård, en erindring af proprietærsønnen Axel Thrane, et bidrag som i noten bagest efter beretningen fremhæves for sin objektivitet og klare fremstillingsevne. Man får ved gennemlæsningen et indtryk af, at der var problemer, f. eks. i skildringen af, hvilken plads der var til rådighed for henholdsvis karlene i karlekamrene og pigerne i pigekamrene. Som almindelig læser mangler man imidlertid et indlæg,en

læg,enerindring, en beretning eller to fra det tyende, som faktisk var udsat for
disse uhumske livsvilkår; selvom objektiviteten her måske ville gå fløjten, ville
der til gengæld være indignation og vrede, og intensiteten i disse beretninger
ville nok være ikke så lidt stærkere end proprietærsønnens »objektive« fremstilling.Som
almindelig dansk læser føler man lyst til efter gennemlæsningen af
dette ene bidrag at anbefale andre læsere at få fat i nogle bøger af Johan
Skjoldborg og Jeppe Åkjær f. eks. »Vredens Børn«.
J & & J ry j