Diplomatarium Norvegicum bd. XXI. Ved Kommisjonen for Diplomatarium Norvegicum, Norsk historisk Kjeldeskrift-institutt. Bergen: komm. A/S Bokcentralen (Oslo), 1970-74.

Efter en lang pause har det norske kjeldeskrift-institutts diplomatariekommission genoptaget udgivelsen af Diplomatarium Norvegicum, hvis første bind udkom allerede 1846, og hvis traditioner principielt stadig binder publikationen på den måde, at hvert bind repræsenterer en kronologisk helhed (her 1270— 1575). Det kan tilføjes, at det er hensigten, at et kommende bind XXII bl. a. skal indeholde akter og breve fra de dramatiske år forud for reformationen (bl. a. fra Esge Billes arkiv), hvorfra meget materiale stadig henligger utrykt.

Det foreliggende bind optager overvejende akter af intern, norsk karakter, adkomstbreve, domsbreve, lokale privilegier osv., ofte med præg af efterslæt og ofte kilder, der kun er overleveret i sene afskrifter, bl. a. Gerhard Schønings i Langebeks diplomatarium og ekscerpter. Af størst betydning er et par rigsrådsbrevefra efteråret 1501, da en del af rådet åbenbart har været permanent forsamleti Bergen under ledelse af ærkebiskop Gaute. I september advarede rigsrådetindbyggerne på Voss mod at tilslutte sig Knut Alfssens 'wpp reyssningh'; lystrer de ikke, »tha wilye wy thet th rolige til hielpe ath stille och affwerye efftherwar yterste mackt« (nr. 688; jf. Halmstadrecessens § 10; NGL 2. r. 111,

s. 14 f.); i november meddeler rådet videre Voss-boerne, at der var indløbet
vigtige meddelelser fra kong Hans og indkalder dem til møde i Bergen under
lejde (nr. 690).

Det er sandsynligt, at rådet sigter til kongens »swar paa the punether, her Sten Sture oc hans party haffue screffuit till ... Danmarcks raadt omod oss, formwgende, at ... Norikes raadt haffuer oc swodanne breff vntfanget« 23. september (Missiver I nr. 218). Kong Hans standpunkt er forholdsvis velkendt: underkendelse af berettigelsen af oppositionsledernes individuelle anvendelse af recessens modstandsret og vilje til en forhandlingsløsning på fællesnordisk rådsplan (jf. Aksel E. Christensen i HT 11. r. VI, 1960-62, s. 368-73 og mine bemærkninger i MedSc VII, 1975, s. 132 ff.). Vi ved også, at den loyale fløj af det svenske råd stod bag kongens principielle standpunkt; de to norske breves betydning ligger i, at det norske råd allerede i september karakteriserer Knut Alfssen som individuel oprører og meget klart begrunder sin holdning ved den ordrette påberåbelse af Halmstadrecessens oprørsbestemmelse (og netop ikke den samme paragrafs modstandsret), såfremt kongen viste sig uimodtagelig for 'undervisning'; novemberbrevets særlige værdi ligger på tilsvarende måde i, at det partielle norske rådsmøde - ligesom det svenske og det danske råd havde gjort - accepterede kong Hans' imødegåelse af oppositionens anklagepunkter.