Ursula Sezgin: Abu Mihnaf. Ein Beitrag zur Historiographie der umaiyadischen Zeit. E.J.Brill, Leiden, 1971. ix + 251 s.

I betragtning af den centrale plads, Abu Mikhnaf (d. 775) indtager i formidlingenaf
den tidligste tradition om Islams ældste historie, kunde hans arbejde (der

nu kun kendes brudstykkevis) naturligvis fortjene en moderne, historisk-metodiskbehandling. Forfatterinden, der er filolog af skoling, kan imidlertid slet ikke stå mål med disse fordringer; elementære metodiske fejl optræder legio; hendes hovedanliggende er åbenbart at godtgøre, at den ældste tradition er kanaliseretmundtligt (og ikke skriftligt) til Abu Mikhnaf. Hendes resultater overbeviseringen, hun undlader at underkaste traditionens egne efterretninger om formidlingen en systematisk-kritisk prøvelse, hun skelner ikke mellem det episke materiales genrer, og hun overlader udtrykkeligt tendensundersøgelsen af materialettil professionelle historikere. Når man hertil føjer, at den medfart, dr. Sezgin har givet sine forgængere ofte er unfair, undertiden endda illoyal på en sådan måde, at man vægrer sig ved at tilskrive det uagtsomhed, kan man konkludere,at både forfatterinden og sagen nok vil være bedst tjent med, at bogen overlades til en skånsom glemsel. .