AKTEN der Reichskanzlei. Weimarer Republik. Herausgegeben für die Historische Kommission bei der Bayerischen Akademie der Wissenschaften von Karl Dietrich Erdmann. Das Kabinett Scheidemann. 13. Februar bis 20. Juni 1919, bearbeitet von Hagen Schulze. Das Kabinett Muller I. 27. März bis 21. Juni 1920, bearbeitet von Martin Das Kabinett Fehrenbach. 25. Juni 1920 bis 4. Mai 1921, bearbeitet von Peter Wulf. Harald Boldt Verlag, Boppard am Rhein, 1971 og 1972. LXVII + 554 s., LXXI + 375 s., LXXX + 720 s. DM 60, DM 60, DM 80.

Det tyske rigskancelli, altså det bureaukratiske apparat der var knyttet til rigskansleren, fik som følge af Weimarforfatningens bestemmelser vedrørende forholdet mellem rigskansler, rigsregering og de enkelte rigsministre en vigtig funktion som formidler og koordinator af rigsregeringens politik, hvilket var en udvidelse af kancelliets arbejde i forhold til kejserriget. I denne centrale position blev rigskancelliet en enorm samler af aktstykker og for den historiske forskning dermed en vigtig samling af kildemateriale, idet alt materiale, der havde noget at gøre med rigsregeringen og dens politik, indgik hertil. Som følge af krigsforløbet findes det omfattende kildemateriale, der blev samlet i rigskancelliet under perioden 1871-1945, to steder, nemlig for perioden op til 1918 i Deutsches Zentralarchiv i Potsdam, DDR, og for tiden 1918-1945 i Bundesarchiv i Koblenz, BRD. Størstedelen af dette kildemateriale har allerede længe været tilgængeligt og anvendt af den historiske forskning.

Bundesarchiv har nu i samarbejde med den historiske kommission ved det bayerske Akademie der Wissenschaften påbegyndt en selektiv og kommenteret udgivelse af de enorme mængder af »Akten der Reichskanzlei«, dvs. kabinetsprotokoller, memorandaer, udkast, beretninger etc; foreløbigt gælder det Weimarrepublikken og øjensynligt med et bind pr. regering, altså 21 bind ialt, idet akterne fra »Rat der Volksbeauftragten« er udgivet andensteds. Senere skal udgivelsen gå videre med det 111. Rige. Dermed gøres en af de vigtigste kildesamlinger til Tysklands politiske historie 1918-1945, om end i begrænset omfang tilgængelig for en større offentlighed.

På baggrund af dette forhold mellem det tilgængelige og det udgivne kildemateriale bliver udgivelsesprincipperne af stor betydning. Som indledning til udgivelsesserien har Erdmann, der sammen med Wolfgang Mommsen og Walter Vogel har forestået udgivelsen, redegjort for kildematerialet og udgivelsesprincipperne (bindl). Specielt m.h.t. princippet ved udvælgelsen har Erdmann opstillet følgende målsætning: »Die fiir den Druck ausgewåhlten Stikke sollen die Haltungen, Zielsetzungen, Entscheidungen der Reichsregierung und der einzelnen Ressorts in ihrer Wechselwirkung und im Spannungsfeld der politischen und gesellschaftlichen Kråfte verdeutlichen. Kriterium der Auswahl ist die historisch-politische Bedeutung der Dokumente«, hvilket afgøres af udgiverne af de enkelte bind (s. XII, bind 1).

De tre foreliggende bind (nr. 1, 3 og 4 i serien) indeholder forskellige dokumenter fra regeringerne Scheidemann (118 stk), Muller I (143 stk) og Fehrenbach (252 stk). Udgiverne af de respektive bind, henholdsvis Schulze, Vogt og Wulf har i nogle indgående indledninger til de enkelte regeringer skildret regeringsperiodens politiske hændelsforløb og redegjort for regeringens baggrund samt givet en karakteristik af regeringen og dens medlemmer; desuden har de forsynet de enkelte aktstykker med udførlige og nyttige realkommentarer, hvorved supplerende kildemateriale og litteratur er blevet inddraget eller anvist.

Indholdet af de tre bind må siges at være af noget varierende værdi. Det skyldes ikke alene kildematerialets beskaffenhed: f. eks. er der for regeringen Scheidemanns vedkommende store huller, således at bl. a. flere kabinetsprotokollermangler; det varede osse et stykke tid, inden der blev etableret fast praksis m.h.t. udfærdigelsen af disse protokoller. Det skyldes endvidere, at det

var emner af varierende interesse, der optog de tre regeringer: regeringen MullerI f, eks₌ opfattede sig således kun som en overgangsregering, hvilket betød, at det ikke er den langsigtede politik, der sætter sit præg på de udgivne aktstykker.

Som helhed var det dog især de store udenrigspolitiske spørgsmål så som holdningen til Versaillestraktaten og senere opfyldelsen af dens forskellige betingelser, herunder især konkretiseringen af Versaillestraktatens skadeserstatningsprincip, der beskæftigede disse regeringer. I de udenrigspolitiske spørgsmål var det osse lettere at nå til enighed end i de indenrigspolitiske. Aktstykkerne giver et godt indblik i de interne personelle og saglige vanskeligheder, der var f. eks. i forbindelse med udarbejdelsen af Weimarforfatningen og især i forbindelse med forsøgene på at få opfyldt visse af dens løfteparagraffer f. eks. muligheden for at socialisere dele af den tyske industri. Weimarkoalitionen, der stod bag regeringerne Scheidemann og Muller I, havde dog en fælles interesse i at styrke det nye demokrati; det samme kunne ikke siges at være tilfældet med den borgerlige koalition under Fehrenbach, der kom til efter at Weimarkoalitionen havde mistet flertallet ved valget i juni 1920. Fehrenbach måtte finde støtte hos et parti, der i 1919 havde stemt imod Weimarforfatningen. Og dette skabte visse problemer for regeringen, der dermed kom til at genspejle den indenrigspolitiske mangel på stabilitet. Den manglende stabilitet og ro i Weimarrepublikkens første år var et emne, der naturligt optog alle regeringerne, idet de opfattede bevarelsen af ro og orden som et vigtigt anliggende.

Man kan med rimelighed diskutere værdien af at foretage udgivelser af dele af omfattende kildesamlinger. Med denne indskrænkning må de foreliggende bind, der er forsynet med gode person- og emneregistre, dog siges at være nyttige arbejdsinstrumenter til Weimarrepublikkens politiske historie og som følge af udgivernes realkommentarer osse en vejviser ved anvendelsen af de ikke-udgivne dele af Akten der Reichskanzlei.