Lawrence Stone: Family and Fortune. Studies in Aristocratic Finance in the Sixteenth and Seventeenth Century. Oxford U.P., at the Clarendon Press, 1973. xviii, 315 s. + plancher. £4.50.

Lawrence Stone har valgt en mindre prætentiøs titel end til forgængeren, »The Crisis of the Aristocracy 1558-1641« (Oxf. 1965) og med rette. Selvom denne på mange måder har stået i centrum af de forløbne års diskussion af periodens sociale historie og baggrunden for borgerkrigen, blev den ved sin fremkomst hårdt kritiseret for sin hårdhændende statistiske metode og for sine endnu altfor uoverskuelige generalisationer (jf. f. eks. Christopher Hill i 'New Statesman' 1965 21/5 (s. 803 f.) og The Scand. Econ. Hist. Rev. XVI, 1968. s. 176-94). Alligevel slutter den nye bog sig snævert til den første, men bryder - bl. a. utvivlsomt for at imødegå kritiken - dens emnemæssigt analyserende (og generaliserende) opbygning til fordel for en række case-studies på familiebasis, med Robert Cecil, earl of Salisbury som en art nøglefigur.

Dens hovedanliggende er at belyse sammenhængen mellem de aristokratiske familiers indtægter af embeder og deres forbrug og mere indirekte at analysere korruptionen som baggrund for borgerkrigen. Som lord treasurer skaffede Cecil sig i sine sidste leveår 1610-12 en indtægt af £25.000 årligt (på et tidspunkt, da - som Stone noterer - en ufaglært arbejder kunde tjene £ 10-15 årligt og kronens ordinære indtægter androg £300.000); et par år tidligere havde Salisburymodtaget en spansk bestikkelse på £ 12.500. I sammenligning med selv de største godsejerindtægter, som Stone opgør til £ 8.000, er det indlysende, at korruptionen (hvis vækst han i modsætning til Joel Hurstfield tidsfæster til 1590'erne) spiller en væsentlig rolle. Ejendommeligt nok gør forf. mindre ud af at knytte denne konstatering til sin oprindelige tese, at bl. a. svigtende godsindtægteri de sidste årtier af 1500-tallet førte aristokratiet ind i ikke blot embedsbaneog korruption, men også i byggespekulation, industrispekulation osv. Han betoner derimod stadig med stor vægt aristokratiets ekstravagance og den

aversion, skattebevilgende parlamentsmedlemmer og skatteydere i generationen forud for borgerkrigen gav luft for. Trods sin væsentligt større jordnærhed liggerbogens hovedtanker altså stadig på et generaliserende plan; dens værdi liggernetop i de konkrete formuemæssige studier, men man kunde ikke destomindrenok fortsat ønske, at periodens vekslende økonomiske konjunktuer, som stadig er henvist til kontinental isolation, kunde nå over kanalen og kunde give periodens sociale historie en højere grad af egenværdi, frigjort fra borgerkrigens Sk_yg§er- r- r_j •_ n_.