Deutsche Historiker I-V, herausgegeben von Hans-Ulrich Wehler. Kleine Vandenhoeck-Reihe, Vandenhoeck & Ruprecht, Gottingen, 1971-72. 116 s. + 136 s. + 148 s. + 120 s. + 152 s.

Hans-Ulrich Wehler sætter i disse år sit præg på tysk historisk forskning gennem en række originale og provokerende økonomisk/strukturelt orienterede studier af Bismarcktiden og den wilhelminske periode, såvel som gennem en omfattende udgivervirksomhed. Til denne sidste hører også disse fem »små« bind. For små af omfang er de jo, til gengæld repræsenterer de et ambitiøst projekt: 30 yngre tyske historikere skriver en serie essays om tyske historikere fra Ranke til Kehr, fra Marx til Dehio.

Det er på alle måder et spændende projekt. Forfatterne spænder over et bredt spektrum af den yngre tyske forskergeneration, og valget af biograf synes alene sagligt, ikke ideologisk betinget. Vi får således en hel historikergenerations nuancerede vurdering af tidligere generationer og deres arbejde. For Wehler selv i det mindste er hensigten med udgivelsen klart erkendt: Før man kan effektuere et brud (som han personligt finder uundgåeligt) må man kende modstanderne, ellers kæmper man i blinde.

Udvalget af biograferede forfattere er iøvrigt ikke lige gennemskueligt. Noget står dog fast: Udgiveren har begrænset sig til afdøde personer, og til det han kalder »herausragende deutsche Historiker«, desuden er udvalget ikke snævert begrænset til universitetshistorikere, men medtager også »die grossen, nicht minder wesentlichen Ausenseiter«, hvad der naturligvis kun er et ekstra plus.

Det betyder således, at ikke blot Marx og Engels er at finde, men også Eckart
Kehr, som Wehler selv har gjort så meget for at introducere og aktualisere.

Serien er velegnet både som en hurtig orientering om de behandlede forfattere, og som en glimrende introduktion til hvordan et nyt slægtled af tyske historikere tænker om sine forgængere. Som sådan har den måske endog den største interesse, og den være hermed anbefalet.