Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 2 (1975) 1K. B. McFarlane: The Nobility of Later Medieval England. The Ford Lectures for 1953 and Related Studies. Oxford at the Clarendon Press. 1973. xlii + 315 s. Portræt. £4.25.Knud J. V. Jespersen
Side 224
Den i 1966 afdøde Oxford-historiker Kenneth Bruce McFarlanes ca. fyrre år i Clios tjeneste var opfyldt af en utrættelig og myreflittig forskervirksomhed inden for det felt, der blev hans foretrukne, det 15. århundredes England, herunder specielt adelshistorien. Det er således ikke mindst hans fortjeneste som forsker og underviser, at man nu definitivt har forladt den klassiske opfattelse af det 15. århundrede som »a trough of low pressure between two high-pressure systems«. McFarlane tilhørte imidlertid den kategori af historikere, der kun nødtvungent publicerer deres forskningsresultater, hvorfor hans trykte produktion kun giver et ufuldstændigt billede af hans omfattende forskervirksomhed. Ved sin død efterlod han en betydelig mængde arbejdsnotater, forelæsningsnoter og mere eller mindre færdiggjorte trykmanuskripter, og en kreds af hans elever med professor J. P. Cooper i spidsen besluttede derfor at udgive de bedst gennemarbejdede. Det her foreliggende bind er det første led i dette udgivelsesprogram. Det omfatter McFarlanes Ford Lectures fra 1953, »The English Nobility, 1290-1536« samt en række studier fra en forelæsningsrække i 1965, der enten uddyber eller modificerer synspunkterne fra The Ford Lectures. Derudover er medtaget en forelæsning, som McFarlane i 1963 gav på den anglo-amerikanske historikerkongres, »The Education of the Nobility in Later Medieval England«, hvori han tager klar afstand fra opfattelsen af adelen som en stand af analfabeter. Endvidere er der medtaget en allerede tidligere trykt afhandling {History, 1965), »Had Edward I a 'Policy' towards the Earls?«, et sammenfattende foredrag om den engelske adel i senmiddelalderen, holdt på den 12. internationale historikerkongres i Wien, samt et foredrag for The Stubbs Society fra 1938 om krone og parlament i senmiddelalderen. Det sidste er taget med, fordi McFarlane ved denne lejlighed tog endelig afstand fra J. R. Green's og Will. Stubbs' tese om et konstitutionelt eksperiment under Lancasterkongerne og dermed også fra »New Monarchy«-tesen. Det blev derved indledningen til en ny fase i McFarlanes forskningsmæssige udvikling. Professor J. P. Cooper har i en omfattende introduktion redegjort for McFarlanes forskningsmæssige udvikling på en måde, der både er instruktiv og sympatisk. Bogen er imidlertid ikke blot et monument over en fortjenstfuld forsker; den fremlægger tillige i en ofte skarp, men altid velargumenteret form McFarlanes opfattelse af det 15. århundredes engelske adel, der måske klarest - og i hvert fald kortest - finder udtryk i kongresforedraget i 1965 (kap. 8). Heri argumenteresder overbevisende for, at der i det 15. århundrede skete en social stratifikationaf den engelske adel, således at the peerage kom til at udgøre en veldefineretog
Side 225
fineretogselvbevidst gruppe med privilegier, der klart adskilte den fra resten af samfundet. Af betydelig interesse er også beregningerne (kap. 2) over højadelensuddøen i mandslinierne og optagelsen af nye medlemmer, der viser en standscirkulation på 25-30 % pr. 25-år. Det påvises desuden, at højadelen ikke ramtes forholdsvis nær så hårdt af de store pestangreb som resten af befolkningen. Som følge af de særlige forhold, hvorunder bogen er blevet til, kan den godt virke noget urolig og undertiden inkonsistent. Dette skyldes naturligvis ikke mindst, at den på flere punkter repræsenterer McFarlanes synspunkter over en næsten 30-årig periode; men som helhed har udgiverne løst deres vanskelige opgave på en sådan måde, at bogen ikke blot gør dem og McFarlane ære, men også yder et væsentligt - måske endda det til dato væsentligste - bidrag til vor forståelse af den engelske adels udvikling i det 15. århundrede - en udvikling, der såmænd ikke synes at være så forskellige fra forholdene på kontinentet, som almindeligt antaget. |