J. Enoch Powell and Keith Wallis: The House of Lords in The Middle Ages. A History of the English House of Lords to 1540. Weidenfeld and Nicolson, London, 1968. xix + 671 s. 8 gns.

»All government rests upon consent«, hedder det til indledning i denne bog, og dermed har forfatteren sin vane tro straks sagt noget kontroversielt. De fleste kan umiddelbart komme i tanker om flere regimer i fortid og nutid, hvorom et sådant udsagn kun gælder med svære modifikationer. Hovedforfatteren er den som konservativ politiker med markante synspunkter kendte J. Enoch Powell, der iøvrigt som forfatter og forsker har et broget generalieblad. Han har udgivet arbejder om Herodot, en udgave af Thukydid samt græske papyri, og han har i en periode været professor i græsk i Sydney, Australien. Foruden bøger med nutidigt politisk sigte har han derudover udgivet tre digtsamlinger. 1950 til 1974 var han konservativ MP for Wolverhampton, og det foreliggende værk er udsprunget af hans interesse for den institutions historie, som han herved fik sit virke i. Han har sat sig for at undersøge, hos hvem kongen søgte — eller måtte søge - »consent« for at regere, og navnlig interesserer han sig for formerne, hvorunder kongens rådgivere arbejdede. Som praktisk parlamentariker er Powell klar over, hvor vigtig proceduren er for resultatet, og han lægger derfor megen vægt på at opklare forhandlingsformerne og hele iscenesættelsen af et parlament, dets opdeling i grupper og disses placering i salen etc.

Metodisk har Powell gjort en strengt kronologisk fremgangsmåde til hoveddyd og bærende princip, idet han fordømmer forfatningshistorikere og -jurister for historieforfalskning, når de ved hjælp af data, der er adskilt af årtier eller mere, opbygger et billede af f. eks. 'Det 15. årh.s parlament'. Principielt er synspunktet naturligvis velmotiveret, men det bør formentlig holdes på det kildekritiske plan; gennemført i sin yderste konsekvens, som Powell går ind for, fører det til en atomisering, som umuliggør enhver syntese. Kronologien er historiens rygrad, men for meget af den fordærver i dette tilfælde om ikke alting så ganske meget ved at stille sig i vejen for andre former for sammenhæng, som man nok så gerne så belyst, og dens dominans bevirker først og fremmest, at der er kommet en del med, hvis relevans for emnet ikke er umiddelbart overbevisende. En anden ting er så, at det naturligvis ikke er lykkedes at gennemføre det kronologiske synspunkt fuldt ud.

Det præger uundgåeligt bogen, at Powell's hovedarbejdsfelt er et andet end middelalderhistorien. Fortroligheden med kilderne er ikke overalt fuldt dækkende,og navnlig kan man af den benyttede litteratur se, at bogen er blevet til over en årrække. Lidt ældre standardværker dominerer på bekostning af den nyere speciallitteratur. Ikke desto mindre er bogen på mange måder både læseoganbefalelsesværdig.

oganbefalelsesværdig.Den er meget stofrig og veldokumenteret, og den valgte
synsvinkel på overhuset som institution, dets personer og arbejdsformer, er
værdifuld og inspirerende.