Wolfgang Eichwede: Revolution und internationale Politik. Zur kommunistischen Interpretation der kapitalistischen Welt 1921-1925. Beiträge zur Geschichte Osteuropas, Band 8. Bohlau Verlag, Koln-Wien, 1971. VI + 246 s. DM 36,-.

Det har været forf.s sigte at rekonstruere de forestillinger, som ledende bolsjevikkergjorde
sig om forholdene i verden uden for Sovjetrusland i perioden

mellem sovjetregimets delvise stabilisering i 1921 og den faktiske konsolideringaf sovjetstaten i 1925. Ved at sammendrage et empirisk materiale har Eichwede villet »konkretisere de teoretiske præmisser«, som alle bolsjevikker var fælles om: at verdenskrigen var udtryk og katalysator for nogle fundamentaleog systemet iboende modsætninger, samt at Oktoberrevolutionen i Ruslandi 1917 ville og måtte udvikle sig til en verdensrevolution. Det er et hovedsynspunkthos forf., at den samtidige bolsjevikkiske vurdering og udviklingen i Europa var karakteriseret af en indre tvespaltethed: på den ene side understregedesden kapitalistiske ordens forfald og krise; på den anden side søgte man at forklare, hvorfor den samme orden endnu ikke definitivt var brudt sammen. Et andet og metodisk interessant hovedsynspunkt er, at den offentligesovjetiske beskæftigen sig med de europæiske forhold for bolsjevikkerne havde ikke blot en teoretisk betydning og en propagandamæssig funktion. Da analysen var afstemt efter Kominterns og Sovjetruslands interesser, greb analyseog politik ind i hinanden; og da ifølge bolsjevikkernes egen opfattelse såvelideologien skulle nuanceres som virkeligheden forandres gennem denne vekselvirkning, kan man - efter Eichwedes opfattelse - på grundlag af den åbne diskussion af internationale spørgsmål drage tilbageslutninger til de bagvedliggende sovjetiske hensigter.

Desværre bliver det ved disse postulater i indledningen. I selve fremstillingen forsøger forf. ikke at sandsynliggøre sine hypoteser. Han har ligeledes afstået fra at konfrontere de samtidige sovjetiske forestillinger med »virkeligheden«, sådan som denne kommer til udtryk i den historiske forskning om periodens problemer. I stedet former fremstillingen sig som et referat i form af en opsummering i forfatterens sprog af de udvalgte artikler, taler m. v., isprængt direkte gengivelser (på tysk) af kildematerialet.

Stoffet er disponeret således, at bogens første del behandler de hovedproblemer, Komintern blev stillet over for i den pågældende periode, mens anden del belyser de mellemstatslige og verdensøkonomiske relationer. Denne disposition skyldes forf.s opfattelse af, at disse to områder hver især kendetegnes ved besiddelse af egne, specifikke problemkredse og strukturer. En anden grund til den valgte disposition angives at være det forhold, at de samtidige sovjetiske kommentatorer selv benyttede denne opdeling. Dispositionsprincippet er ikke uden betænkeligheder, og henvisningen til den samtidige sovjetiske praksis er især bemærkelsesværdig: det er jo netop et af de mest diskuterede spørgsmål i periodens sovjetiske historie, om og i hvilket omfang Kominternaktiviteterne (dvs. forholdet til de kommunistiske partier uden for Sovjetrusland) kan betragtes som adskilt fra den sovjetiske regerings handlinger over for andre regeringer. Ved i fremstillingen skarpt at adskille de to områder forledes læseren nemt til at tro, at der ingen forbindelser var mellem de to sæt aktiviteter; men ifølge nogle slutbetragtninger er dette ikke forf.s opfattelse.

Som en art katalog over samtidige sovjetiske tilkendegivelser om en række emner (f.eks. revolutionsudsigterne i Europa, den italienske fascisme, udviklingeni Tyskland, enhedsfrontpolitikken på Komintern-området; Versaillessystemet,Genoa-konferencen, Ruhr-krisen på det mellemstatslige område) indeholder værket et væld af nyttige oplysninger. Men til denne funktion er bogen også begrænset. Intetsteds søges sammenhængen - eller den manglende

sammenhæng - mellem sovjetregeringen og Komintern, den offentlige debats mulige forbindelse med de interne stridigheder i den bolsjevikkiske ledelse o. 1. diskuteret. Det spørgsmål melder sig derfor efter læsningen af den meget monotone og refererende fremstilling, om det ikke havde været meget mere hensigtsmæssigt og tillige mere konsekvent ud fra den af forf. selv valgte metodeat have givet læseren den rene vare helt uden tilsætning, dvs. have udgiveten egentlig kildesamling til belysning af de i bogen behandlede temaer.