Hans Petersson: Morgongåvoinstitutet i Sverige under tiden fram till omkring 1734 års lag. Rättshistoriskt Bibliotek, utg. av Institutt for rattshistorisk forskning, serien I bd. 21, Stockholm, Nordstedtska bokhandl. (distr.), 1973. 512 s.

Morgengaven, mandens gave til hustruen på morgendagen efter brylluppet, var kendt i de ældste germanske retsordninger. Den er vistnok mange steder blevet opfattet som en manden påhvilede pligt, men den var da normalt undergivet regler om størrelse i forhold til mandens formue, således den langobardiske Quarta. Endvidere er udviklingen af regler om formuefællesskab og ligedeling på skifte sat i forbindelse med det forhold, at morgengaven med tiden mange steder fik karakter af en frivillig gave. I de tyske middelalderordninger blev sådanne gteskabskontrakter almindelige til forbedring eller ændring af de legale, for kvinder ofte ugunstige, formueordninger. Morgengaven udgjorde en væsentlig del af kvindens »Frauengut«, især dog i adelige slægter, hvor morgengaven kunne omfatte borge, slotte, ja hele landområder. Morgengaven havde formentlig både betydning som en pretium virginitatis, og som enkeforsørgelse, men kunne normalt kun opretholdes i tilfælde af barnløshed; den havde i tyske adelsslægter tillige især betydning ved det såkaldte morganatiske ægteskab, som gav hustruen ret til morgengave, donatio morganitica.

Det vil føre for vidt i dette korte rids at forsøge at udrede de spegede tråde imellem den før- og efter-justinianske romerrets regler om donatio ante (eller) propter nuptias, de germanskretlige fæstensgaver, morgengaverog kanoniske gaveregler, selv om de gængse nordiske fremstillinger

om morgengaver nok kunne begrunde en fordybelse i denne problemkreds
.1

Hverken de danske landskabslove eller den senmiddelalderlige rigslivgivning omtaler et morgengaveinstitut, kun Slesvigs gamle stadsret anføres at kende et sådant, hvorimod de svenske landskabslove alle indeholder visse regler herom. Kong Hans' almindelige stadsret for Danmark, der byggede på Kristoffers stadsret for København af 1443, fulgte for de familieretlige reglers vedkommende i høj grad de svenske landslove fra det 14. og 15. århundrede og Magnus Erikssons stadslovs regler, også med hensyn til morgengaven, dennes størrelse og udtagelse i tilfælde af barnløshed.²

Men i Danmark som i Sverige viser især det righoldige diplommateriale mere i detailler sider af den faktiske retsudvikling fra det 14. rhundrede fremefter. Den hyppige forekomst af morgengavebreve fra det skånske retsområde antages almindeligt som bevis på en stærk indflydelse fra svensk ret, bl. a. som følge af mange blandede dansk-svenske ægteskaber i unionstiden. I det sjællandske og jyske område var morgengaveinstituttet næsten ukendt. Kun i hertugdømmerne, hvor gteskaber danske og tyske adelsslægter var almindelige, kendes et brevmateriale i større omfang. I de sydlige landområder er en påvirkning fra de tyske retsordninger mærkbar. Morgengaveinstituttet i dansk retsudvikling har i øvrigt ligesom efter de tyske retsordninger især været begrænset til samfundets øverste lag.³ Kilderne til forståelse af morgengaveinstituttet i det 16. århundrede er især at finde i retspraksis.

Stig luul antog, at en væsentlig grund til, at morgengaver så godt som ikke forekom i de jyske og sjællandske områder, var at søge i det forhold, at det typiske morgengaveformål, enkeforsørgelsen, kunne opnås på anden vis, og måske især, at den danske formueordning stillede enken forholdsvis gunstigere end den svenske og mange af de tyske ordninger. I svensk ret havde hustruen helt frem til det 19. århundrede i vidt omfang kun ret til af boet på skifte imod mandens 2/s, bortset fra visse stadsretlige bestemmelser, hvorimod ordningen i Danmark tidligt blev en ligedeling, hvis ægteskabet havde været barnløst.

---

1 Stig luul, Fællig og Hovedlod, 1940, s. 156 f.; Max Kaser, Das romische Privatrecht 11, 1959, s. 135 f.; Heinrich Mitteis (ved H. Lieberich), Deutsche Rechtsgeschichte, 1963, s. 49 og 54; Hermann Conrad, Deutsche Rechtsgeschichte I, 1962, s. 407, og 11, 1966, s. 212; Lizzie Carlsson, Jag giver dig min dotter. Trolovning och Åktenskap i den svenska kvinnans aldre historda, I, 1965, s. 208—245; se endv. Generalregister til Zeitschrift der Savigny-Stiftung fur Rechtgeschichte, Germ. Abt. I, 1971, under stikordet »Morgengabe«, og Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder, XI, under »Morgongåva«.

2 Stig luul, anf. arb., s. 289 f.

3 Stig luul. anf. arb., s. 219.

Det var først i løbet af det 16. århundrede, at dansk adel for alvor begyndte at gøre brug af morgengaveinstituttet, hvadenten den voksende interesse nu skyldtes ønsket om at sikre enken en forsørgelse eller var båret af et ønske om at komme udenom slægtskrav på jorden. Blandt andre årsager er der blevet peget på betydnigen af det lutherske syn på ægteskabet. Ud fra en mere verdslig anskuelse kan man måske hævde, at morgengaven med et moderne udtryk kom til at fungere som et statussymbol. Men morgengaverne antog efterhånden så voldsomme dimensioner, at de blev minerende for mange slægter. En forordning af 1577 begrænsede morgengavernes størrelse til 2000 daler uden arvingernes samtykke. Morgengaveinstituttet mistede herefter en del af sin tiltrækning, måske virkede det i samme retning, at det enkeforsørgende formål kunne opnås ved anden bebrevelse eller ad testamentarisk vej. I hvert fald begyndte morgengaver at gå tilbage i antal, og det 17. århundrede kender kun få eksempler. Selv om morgengaver også forekom blandt de ikke adelige stænder, blev det mere almindeligt, at disse benyttede sig af fæstensgaver, mens morgengaven opfattedes som et adeligt privilegium .₄

Det er almindeligt antaget, at de i Danmark udviklede regler om morgengaver i det væsentlige skulle være importeret fra svensk ret, hvorfor dansk retshistorie allerede af den grund bør følge svensk forskning på dette område med en vis interesse. Det fortjenstfulde Institutt for Råttshistorisk Forskning, grundlagt av Gustav og Garin Olin, har udsendt Hans Peterssons værk, ,Morgongåvoinstitutet i Sverige under tiden fram till omkring 1734 års lag', der indbragte sin forfatter den filosofiske doktorgrad ved Lunds universitet i 1973. Retsudviklingen i Sverige fra morgengaver og frem til ægtepagterne, således som den er gengivet hos Hans Petersson, byggede oprindelig på regler i landskabslovene, Tålgestadgan fra 1345, Bjarkoråtten, landslovene og Magnus Erikssons stadslov. Efter en del forgæves lovgivningsforsøg i slutningen af det 16. århundrede lykkedes det i første halvdel af det 17. århundrede at få vedtaget enkelte regler, som betød en indskrænkning af hidtidig retspraksis.

Men eet er, hvad retsbøger og lovregler var tænkt at skulle regulere, noget helt andet, om retspraksis fulgte disse normer. Hans Petersson brugerstærke ord til at karakterisere retsudviklingen: Hverken adelige eller uadelige har efterkommet lovgivningens regler om morgengavernes størrelse.Love og retsanvendelse var i denne relation uden indbyrdes sammenhæng.Adelen skulle i næsten 300 år og de ufrie i næsten 400 år have negligeret landslovene. Når han tilføjer, at udviklingen medførte, at lovgivningenmåtte indpasse sig efter virkeligheden, kan jeg ikke følge hans

---

4 Stig luul, anf. arb., s. 262 ff.

retspolitiske forargelse. Megen lovgivning havde også i det 16. og 17. rhundredekarakter
kodifikation af sædvaneret.

Hans Petersson anfører, at kunne have været meget interessant at tegne et billede af de svenske morgengaveregler imod en europæisk baggrund og derved få lejlighed til at iagttage ligheder, uligheder, påvirkninger, strømninger osv., men han foretrækker at koncentrere sig om det svenske materiale alene, trykt som utrykt, hentet frem fra arkiver og biblioteker. Han ønsker at foretage en dybdegravning af det svenske retskildemateriale og vil ikke tage hensyn til de familieretlige sider af den europæiske retsudvikling, hvoraf også det svenske morgengaveinstitut er en integrerende del.

Det er hverken min agt her at dadle forfatteren for den valgte afgrænsning eller at forsøge en komplettering af hans fremstilling. Men en mindre stringent overholdelse af denne afgrænsning kunne have beriget undersøgelsen med nogle aspekter af almeneuropæisk eller nordisk interesse, hvilket forfatteren selv afslører, hvor han gennemgår de gængse begrundelser for morgengavens givelse, så som pretium virginitatis-tanken og de økonomiske, især forsørgelsesmæssige hensyn. Her tør han alligevel gå til fremmed ret og henter argumenter såvel fra ældre germansk som normannisk og angelsaxisk ret.⁵ Senerehen svigter modet ham i så henseende.

Om et af de områder, som grænser op til de gamle danske, nemlig Vårend, refererer forfatteren en i nyere svensk forskning påvist spændende sammenhæng imellem forekomsten af regler om ligedeling ved skifte og manglende pligt til at give morgengaver, modsat den i de øvrige svenske områder fremherskende skævdeling ved skifte og pligt til at give morgengave. Hans Petersson vender sig imidlertid, og som det synes mig med urette, imod en del af denne forskning. Havde han dels skelet lidt til dansk ægteskabsret om formueforholdet mellem ægtefæller og dels vurderet de vårendske regler om morgengaver ud fra synsvinklen: frivillige eller lovpåbudte gaver, kunne det meget korte afsnit have vundet i informativ

Utilfredsheden omkring morgengavernes størrelse var voksende i slutningen af det 16. og første halvdel af det 17. århundrede. Under uheldige omstændigheder kunne hele formuer vandre fra mandens til kvindens slægt. Tilmed var dødeligheden blandt adelsmænd høj i denne periode på grund af de mange krige, hvortil kom kronens tab, fordi adelige enker, som selv bestyrede deres godser, var befriet for de disse ellers normalt påhvilende militære tjenester og byrder.

Uanset disse forholds særlige betydning for lokal svensk ret, som i
mange detailler er inkomparable med den samtidige danske adelslovgivning,kan

---

5 Jf. Gosta Åqvist, Inheritance and Gifts in Medieval Laws, Scandinavian Studies in Law 1972, s. 56 f.

ning,kandet på den anden side ikke være uden interesse at fremhæve, at Danmark havde problemer af omtrent tilsvarende størrelsesorden i det 16. århundrede, og at man allerede ved reces af 18.10.1577 om morgengaverblandt adelen indførte nogle bestemmelser, som på længere sigt fik den tilsigtede virkning. Det fremgår af dennes fortale, at Frederik den Anden sammen med rigrådet havde erfaret om: »dend store misbrug som nu begifver sig her udi rigit med morgengafve eblant addellen, at naar en god mand trolofver sig en høstru, bebrefver hand bort udi de otte, ti eller tolf tusinde daller eller fast mere, undertiden forskrifver alt sit gods eller nogen visse antal lester korn uden hans arfvingers bevillinge och sambtøeke«.

Det var ikke blot de rige, men også de fattige, der tilsidesatte hensynet til arvingerne ved at påføre dem en sådan gæld efter giverens død. Det bestemtes derfor, at morgengaven ikke måtte overstige 2000 daler, bortset fra morgengaver, som var givet forud for recessen. De skulle stå ved magt.

Under drøftelserne på Riddarhuset i Stockholm i 1642 var der stemning for at tillægge grever og friherrer større gavekompetence end den øvrige adel. Drosten Per Brahe forelagde dette synspunkt for rigsrådet, idet han i øvrigt angav, at en ligestilling med hensyn til morgengavens størrelse stred imod andre landes normer. Hans Petersson har desværre ikke følt sig kaldet til en nærmere undersøgelse af Brahes postulat, skønt rigsrådet ikke kan have været ufølsom over for et argument af dette inhold, når 1644-forordningen faktisk kom til at rumme større frihed for den højeste adel. Måske interesserede rigsrådet sig mere for fremmed ret, end Hans Petersson gør.

Det, som må vække den største interesse ved denne undersøgelse af det svenske morgengaveinstitut, er mindre det overvældende kildemateriale, især bestående af breve, som dels er samlet i en omfattende kronologisk kasuistik fra 1360-1644 på henved 100 sider af tvivlsom praktisk nytte, men mere den sammenbidte konsekvens i udnyttelsen af materialet til styrkelse af arbejdets hovedtese: at lovgivningens bestemmelser om morgengavers maksimering ikke er blevet efterlevet. Det var ikke blot brevudgiverne uden judiciel baggrund, der efter forfatteren skulle have opfattet det som fuldt legitimt at tilsidesætte landslovens bestemmelser; også retsvæsenets repræsentanter, der optrådte som sigillanter, vidner, edsmænd osv., stod som garanter for iagttagelsen af formalia. Han nævner herredshøvding, lagmand, marsken, drosten, ja endog rigsrådet, kongen selv og dronningen, og, hvad der skulle være endnu mere oprørende, ærkebiskop, bisper og lavere gejstlige. Konklusionen anfører derfor, at en sædvane i modstrid med »gældende« ret skulle have udviklet sig og opnået almindelig accept (s. 73 f.).

Men et er, hvad de »judicielle« repræsentanter mener som underskrivereetc.,

vereetc.,et andet, hvorledes de dømte, når det kom til retssag. Her lader undersøgelsen noget tilbage at ønske. Brevmaterialet synes generelt tillagt større decisiv betydning for resultaterne end retspraksis. Det fremdragne og anvendte domsmateriale er følgelig af mere beskedent omfang end brevmaterialet og omfatter i det væsentlige kun hovråttsdomme, især fra Svea Hovrått mellem 1614 og 1734. Dog er enkelte domme fra 1400- og 1500-tallet især afsagt af de højeste domstole, herunder rigsråd og K.Mt. medtaget. Man kan beklage, at underretsmaterialet ikke har vakt forfatterensinteresse, eftersom det står ham klart, at hans konklusion muligviskunne være blevet modereret ved de i underretterne forekommende variationer (s. 209).

Retspraksis indgår i undersøgelsen dels ud fra den synsvinkel, om morgengaven var blevet opfattet som en frivillig eller lovbestemt gave i landslovene og stadsloven, og dels til belysning af de problemer, der måtte opstå, hvor morgengaver og den såkaldte forbedring var aftalt i løsøreværdier, samt i forbindelse med en undersøgelse af problemet, om kreditorer har fortrin for hustruens morgengavekrav på skifte ved ægtemandens død eller konkurs.

Det inddragne domsmateriale viser, at hovråtts- og revisionsdomme såvel før som efter 1644 uden videre har accepteret overskridelser af landslovenes maximumsgrænser både af adelige og ufrie. En af hovratterne skullle endog have konstateret, at loven ikke længere var i brug, men at enhver kunne give efter lyst og evne. Retspraksis tillagde heller ikke overholdelsen af formalia betydning. I øvrigt var det hovråtternes grundsynspunkt, at såvel lands- som stadsloven påførte manden en pligt til at aftale en morgengave. Et enkelt metodisk indslag kan vække undren. Ved gennemgangen af lov- og brevstoffet bestræber Hans Petersson sig på under klar hensyntagen til systematikken i øvrigt at behandle sit kildemateriale i kronologisk rækkefølge, eftersom det jo er hans ærinde at vise et udviklingsforløb. Men ved gennemgangen af domsmaterialet forlader han kronologien og behandler nyere tid før middelalderen.

Efter 1443 kommer en »strid strom av diplom i vilka overtrådelse av den skrivna lagen sker«, hævder forfatteren side 79. Men hvad vil det egentlig sige, at lovgivningens bestemmelser om morgengaver på en rækkepunkter ikke er blevet efterlevet? Det er et fundamentalt problem, nemlig om rettens gyldighed. Hvad var det for en ret, som var gældende med hensyn til morgengaver? For den største del af den behandlede periodebestod det formelle retsgrundlag af Magnus Erikssons iandslov, Kristofferslandslov og Magnus Erikssons Stadslov. KrLL skulle for tiden efter1442 erstatte MELL. Men det gik kun langsomt. KrLL slog først igennem efter midten af 1500-tallet. Men det skulle efter forfatteren i det aktuelle tilfælde savne betydning, hvilke af de to landslove, som var gældende, eftersom de deri indeholdte regler om morgengaver var omtrentidentiske.

trentidentiske.Såvidt så godt. Når det senere anføres (s. 84), at bestemmelsernei MELL ikke kunne drives igennem trods gentagelsen i KrLL og i Tålgestagan, d. v. s., at ingen af de pågældende landslove øjensynligt blev gældende i denne relation, forekommer den første udtalelse lovlig frimodig. Det er måske muligt at rokke lidt ved det smukke bygningsværk.Som flere gange nævnt, synes det at være Hans Peterssons hovedtesevedrørende morgengaveinstituttet i svensk ret, at retspraksis har vædetudtryk for en »lovlig« omgåelse af lovgrundlaget (s. 90 f.), og som ovenfor omtalt, at en sædvane i modstrid med gældende ret havde opnåetalmindelig accept. Det står i forlængelse heraf, når han da må spørge, hvad årsagerne til denne omgåelse kan være. Blandt årsagerne nævner han forhold som en mulig (übeviselig) vane skabt allerede under landskabslovene, psykologiske forhold som pres fra kvindens slægtninge, eller forfængelighed, stolthed, omsorg etc. Endelig skulle nedskæringen af morgengavernes størrelse i MELL være urealistiske, hvortil kom retsusikkerhedenm.h.t. hvilke landslove, som egentlig »gjaldt« (s. 84 f.).

I diskussionen om forholdet imellem morgengaven og den såkaldte forbedring, »tilgjæf«, vælger forfatteren en argumentation over for tidligere doktrin, som han efter min opfattelse burde have gjort mere generelt brug af. Han siger her, at en sædvane støttet af såvel lagmænd, herredshøvdinger som den adelige og verdslige overklasse er blevet skabt. En sædvane, som indebærer overskridelserne af maximeringen. Det forekommer mig støttet af forfatterens eget materiale som mere hensigtsmæssigt at søge morgengaveinstituttets historiske grundlag i de retssædvaner, som var »gældende«, som blev efterlevet, og som derfor ikke kan betegnes som ulovlige eller som omgåelse eller lign., samt at opfatte de skrevne senmiddelalderlige love som enten aldrig trådt i kraft i denne relation eller dog som bortfaldet ved desvetudo. Som retskilde betragtet havde retssædvanen ikke mindst i senmiddelalderen en lige så høj trinværdi som den skrevne ret. Det tilhører en nyere tid med en centraliseret statsmagt, som er istand til at gennemtvinge de autoriserede lovregler, at betragte skreven ret som trinfølge højere end den uskrevne sædvaneret. Både rigsråd og hovråtten gav i øvrigt udtryk for sædvanens lovskraft, consuetudo vim legis, ligesom hovråtten tillige gav udtryk for, at loven ikke længere var i brug.

For mig at se er det fundamentale problem ikke, hvorlænge og i hvilket omfang nogle regler måtte være blevet overtrådt, men om disse regler nogensinde har opnået gyldighed, og hvis de har, om de da er blevet ndretved sædvaneret. En »sædvane i modstrid med gældende ret« kan der i det højeste kun have været tale om i et meget kort udsnit af den undersøgte periode; men en sådan synes netop ikke dokumenteret i undersøgelsen. Der er ikke tale om, at hele det svenske folk har været lovbrydere i 300^00 år, tværtimod har man holdt fast ved gamle nedarvederetsforestillinger

arvederetsforestillingerog holdt stand imod kongernes lovgivningspolitik.

De her fremførte indvendinger kan dog ikke overskygge de mange fortrinlige sider ved denne vel til dato mest omfattende gennemgang af morgengaveinstituttet i svensk retshistorie. Det er en fornøjelse at følge Hans Peterssons opsporing og aflivning af mange nedarvede doktrinære myter.