Jørgen Hæstrup: ... Til landets bedste. Hovedtræk af departementschefstyrets virke 1943-45, II. Udgivet af Udgiverselskab for Danmarks nyeste Historie, København, Gyldendal, 1971. 329 s. Ill.

Andet og afsluttende bind af dr. Hæstrups værk om departementschefstyret skildrer perioden fra juli 1944 til Befrielsen. Det er mærkelig læsning. Minutiøst, undertiden time for time skildres "departementschefernes og især Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsens arbejde med at formulere protester og gøre forestillinger overfor Det tyske Riges befuldmægtigede i Danmark, dr. Best; protester og forestillinger, som modtageren, selv når han ville, ikke kunne imødekomme, og som afsenderne vidste ville forblive stort set virkningsløse. Der er med Hæstrups ord »et moment af absurditet« (s. 210) i denne vandring til dr. Bests kontor, som fortsattes helt frem til den 3. april 1945, medens de allierede hære trængte frem i Tyskland og modstandsbevægelsen og tysk militær og politi udenfor vinduerne kæmpede en kamp, der mindede stadig mere om krig. Hvorfor fortsatte departementscheferne deres funktion?

Spørgsmålet blev stillet på spidsen ved aktionen mod det danske politi den 19. september 1944. Med den blev der fra tysk side rettet det hidtil alvorligste anslag mod forhandlingspolitikkens spilleregler og den danske administration fik revet den ene arm af. Den umiddelbare reaktion synesfor

nesforflertallet af cheferne at have været, at de ikke kunne og heller ikke burde fortsætte. De fik i første omgang støtte til dette standpunkt fra politikerne, som de straks spurgte. På grund af begivenhedernes hast mødte fra 13-mandsudvalget den 20. om aftenen kun Vilh. Buhl, Ole Bjørn Kraft og Knud Kristensen til konference med et udvalg af departementscheferne.Herved fik det standpunkt, at cheferne burde gå af, overvægt.Buhl og Kraft havde efter forhandlinger med Frihedsrådet lagt sig fast på denne linie, og Knud Kristensen vaklede over for argumenterne om, at cheferne ikke kunne fortsætte uden politi. For så vidt kunne departementschefernemed god samvittighed have besluttet sig til at træde tilbage. Ikke desto mindre vedtog de den 21. september om formiddagen først at høre en bredere kreds af politikere og — mere bemærkelsesværdigt - repræsentanter for erhvervsorganisationerne. Afgørende for denne beslutning var en forståelig usikkerhed med hensyn til hvad der ville blive konsekvensen af tilbagetræden. En tænkelig udgang var en tysk ordre om at fortsætte, som ville have eksponeret cheferne på det übehageligste. En anden mulighed var, at de trak hele administrationen med sig. En udtalelsefra Ministerialforeningen, som citeres af Hæstrup med datering den 22. september (s. 106), er formentlig blevet til allerede den 20. Den udtryktealvorlig tvivl om, hvorvidt centraladministrationen kunne fortsætte uden departementschefernes medvirken. Det var også kendt og blev refereretpå chefernes møde, at de to socialdemokratiske medlemmer af 13mandsudvalget,Bording og H. P. Hansen var modstandere af tilbagetrædenog at flere organisationsformænd havde udtalt sig for forbliven. Endelig har utvivlsomt direktør Svenningsen og sikkert flere chefer fra begyndelsen været af den opfattelse, at man skulle blive siddende. (P. Munch, Optegnelser fra og om Besættelsestiden 11, 1967, s. 290). Klart er det imidlertid, at tanken var lige kærkommen for Svenningsen og for Buhl. Svenningsen fik opbakning for sit synspunkt, og Buhl fik skudt organisationernefrem foran politikerne og fik dem til at tage et medansvar for departementchefstyrets fortsættelse. Buhl var i knibe. Han var 13mandsudvalgetsledende kraft, han havde sammen med Svenningsen skabt departementschefsordningen i september 1943, han var hovedeksponentenfor den opfattelse, at det var og blev politikerne, der havde det afgørende ord. Men han var i september 1944 dybt involveret i bestræbelserfor at få manøvret Socialdemokratiet, men helst også hele det »gamle« politiske system ind på en »allieret« linie, der kunne sikre det grebet om den politiske magt i Danmark, når Tyskland brød sammen. Aktionen mod politiet den 19. september stillede et übehageligt spørgsmål på et übelejligt tidspunkt: Vil politikerne stadig tage ansvaret for departementschefstyret?

Det er futilt at spørge om Buhl mente sit Nej ærligt. Som stemningen
var i Frihedsrådet den 19. september, var der næppe anden mulighed for

fortsat at være i stue med det end at gå ind for departementschefernes afgang. Men standpunktet splittede Socialdemokratiet; store dele af partietsrank and file var gravet ned i det danske samfunds hverdagsproblemer,hvis løsning krævede administrationens uforstyrrede fortsættelse. Det er exempelvis ikke vanskeligt at forestille sig H. P. Hansens følelser som formand for Købstadsforeningen overfor den situation borgmestrene ville komme i, hvis statsadministrationen brød sammen. Den 21. septemberom eftermiddagen stod Socialdemokratiets partiråd med Hartvig Frisch* ord »for første gang under Besættelsen ... overfor en virkelig dybtgående modsætning i bedømmelsen af et realpolitisk spørgsmål«. Mødet endte uden afstemning, men med en »votering«, der gav Buhl mandat til at stemme for chefernes afgang.

Men han brugte ikke mandatet. Dr. Hæstrup mener (s. 95, 99), at forløbet af mødet den 21. om aftenen, hvor erhvervsrepræsentanterne enstemmigt og indtrængende opfordrede cheferne til at fortsætte, har ombestemt Buhl. Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, at erhvervsrepræsentanterne har sagt andet end hvad Buhl - og for den sags skyld alle de tilstedeværende departementschefer og politikere fra 13-mandsudvalget - ventede, at de ville sige. Det vigtige var, at de lagde deres lod i vægtskålen, før politikerne udtalte sig, og derved påtog sig et medansvar for departementschefsordningens videreførelse. Det fremtræder ret klart, at politikerne i 13-mandsudvalget inden mødet med erhvervene var blevet enige om at lade organisationsrepræsentanterne tale først. Buhl indledte derpå med at udtale, at politikerne ikke var enige, og Jørgen Jørgensen rundede af med at fremhæve, at det ikke var udelukket, at de kunne blive det (s. 99 f.).

Det var her tampen brændte. Endnu inden Socialdemokratiets partirådsmødevidste Buhl, at kun han selv og de konservative Kraft og Fibiger i 13-mandsudvalget ønskede chefernes afgang; de 7 øvrige tilstedeværendemedlemmer, hvoriblandt Bording og H. P. Hansen talte for deres forbliven (P. Munch anf. arb. s. 290 f.). Organisationsrepræsentanternes udtalelser var velkomne for de fleste af politikerne, men mest for Buhl, for ham gav de mulighed for at bakke ud af nej_{-standpunktet} uden at ødelægge sit forhold til Frihedsrådet og samtidig for at opnå det, som også var vigtigt: bevarelsen af sammenholdet i Socialdemokratiet og mellempartierne. Det sidste lykkedes ikke helt. Da 13-mandsudvalget den 22. september tog stilling til den af Svenningsen og Buhl udarbejdede skrivelse, hvori cheferne meddelte dr. Best, at de som et forsøg og under protest ville fortsætte, gik alle med, men de konservative med anvendelse af udtryk, der lagde ansvaret for departementschefsordningens fortsættelseover på de øvrige politikere - og på cheferne selv. Det var illoyalt, både overfor de øvrige politiske partier og overfor embedsmændene, men det betød ikke noget. De konservative blev i 13-mandsudvalget. Og 13mandsudvalgetvedblev

mandsudvalgetvedblevat fungere som departementschefernes »holde
punkt«.

I skildringen af overvejelserne og forhandlingerne mellem den 19. og den 22. september 1944 ligger bindets tyngdepunkt. Den er et eksempel på, hvordan Hæstrup mestrer at klarlægge og analysere et indviklet handlingsforløb med den klassiske historieskrivnings metoder, uden at gribe til beslutningsprocesforskningens barbariske rubriceringer. Den ville dog have vundet på et par punkter, hvis dr. Hæstrup havde benyttet P. Munchs samtidige optegnelser. Her kunne han have fået klarere besked om standpunkterne i 13-mandsudvalget end Hartvig Frisch kan give (s. 94 note 12, jfr. P. Munch anf. arb., s. 290 f.). Og han ville næppe have ndret opfattelse, han gav udtryk for i 'Hemmelig Alliance': At Buhl var stærkt medvirkende ved udformningen af departementschefernes protestskrivelse til dr. Best (s. 105, note 19, jfr. P. Munch anf. arb., s. 292 f.). I det skildrede handlingsforløb ligger svaret på spørgsmålet: Hvorfor fortsatte cheferne deres funktion? Fordi et politisk flertal og organisationerne mente, at de havde en vigtig opgave at løse. Det var ikke helt den samme opgave, som stod i centrum, da ordningen blev etableret i september 1943. Da gjaldt det videreførelsen af forhandlingspolitikken, nu fortsættelsen af en dansk administration.

I et vist omfang er der et skisma mellem det bogen fremstiller og det som var kernen i departementchefstyrets funktion. Dr. Hæstrups fremstilling er i det væsentlige bygget på referaterne fra departementschefsmøderne og på Udenrigsministeriets akter om forhandlingerne med tyskerne. Her er det udformningen af protestpolitikken, der dominerer. Men det gjorde den ikke i departementschefernes hverdag. Der var det først den helt »almindelige« administration, dernæst bestræbelserne for at afbøde besættelsens virkninger og endelig i det gedulgte støtte til modstandsbevægelsen og forberedelse af Tysklands sammenbrud, der optog tid og tanker. Der er gode grunde til, at chefernes daglige arbejde som ledere af dansk administration er uomtalt, det unddrager sig beskrivelse i en almindelig historisk fremstilling, og dets betydning kan være vanskelig at måle, men til syvende og sidst var det måske det, som politikere, organisationsfolk og landets almindelige borgere kom til at lægge mest vægt på.

Det er kendeligt, at departementschefernes bestræbelser for at afbøde virkningerne af besættelsesmagtens foranstaltninger i den periode, sorn dette bind behandler, var begrænset af, at forhandlingspolitikken havde løbet linen ud. Hertil bidrog naturligvis optrapningen af kampen mellemtyskerne og Modstandsbevægelsen, men bagved virkede det forhold, at krigslykken afgørende havde vendt sig. Den 2. september 1944 skinnededette faktum gennem den udenrigsministerielle prosa, da Svenningseni et departementschefsmøde begrundede, at man — i modsætning til hvad man havde gjort året før - nu burde afslå at medvirke ved indkvarteringaf

teringafarbejdskraft til tyske befæstningsarbejder. Svenningsen slog en gevaldig krølle på tungen og udtalte, »at krigen i det sidste år var nået frem til en storpolitisk situation, i hvilken det ville være vanskeligt for danske myndigheder at yde nogen medvirkning ved foranstaltninger, der tilsigtede at imødegå dispositioner fra de allieredes side«, men ingen misforstodham, og afslaget blev enstemmigt vedtaget (s. 46). Samme holdningindtog man, da spørgsmålet dukkede op igen i oktober (s. 149—53), og da tyske flygtninge og sårede soldater i februar 1945 begyndte at oversvømmelandet, blev forholdsordren den, at tyskerne selv måtte beslaglæggeejendomme til indkvarteringen, de danske embedsmænd skulle indskrænke sig til at kritisere tyske planer og tage stilling, hvis flere mulighederbragtes i forslag af tyskerne (s. 220-24). Hvor det derimod drejede sig om at hjælpe de danske, som var deporteret til Tyskland, var departementscheferne utrættelige; her var det jo, set fra et dansk synspunkt,kun noget at vinde. Bogen indeholder en meget fyldig skildring både af Udenrigsministeriets bestræbelser for at udvirke hjemsendelser og af administrationens og Røde Kors' arbejde for at skaffe medicin og fødevarer frem til de deporterede.

Rundt om i bogen belyser Hæstrup, hvorledes administrationen ad forskellige veje stod i forbindelse med det illegale arbejde. Fremstillingen af den vigtigste kontaktflade til illegaliteten: justitsministeriets forbindelse med det illegale politi er imidlertid meget fragmentarisk. Det beror formentlig væsentligt på, at det stadig ikke er muligt at få de indviede til at udtale sig åbent om dette spørgsmål. I juli og august 1944 spurgte landbrugsministeriets departementschef J. W. Wilcke i chefsforsamlingen, hvilke planer man havde for det tilfælde, at tyskerne angreb det danske politi, og hvilket beredskab man havde ved et tysk sammenbrud. Han blev spist af med vage udtalelser af kollegerne Ejvind Larsen og Svenningsen, og det var der intet mærkeligt eller odiøst i. Departementschefsforsamlingen bar intet kollektivt ansvar, og de rejste spørgsmål tålte på det tidspunkt ikke detailleret drøftelse i nogen større forsamling (s. 36, 41). Ejendommeligere er det, at vi tilsyneladende stadig ikke kan få svar, der er mere oplysende end dem, Wilcke måtte nøjes med. Det er derfor uundgåeligt, at dr. Hæstrups fremstilling bliver uklar. Den er heller ikke uden indre modsigelser. På den ene side hedder det, at det illegale politikorps dannedes »udenfor administrationens rækkevidde og kontrol« (s. 133). På den anden side refereres, at kontorchef Herfeldt e ndnu inden udgangen af september 1944 forhandlede spørgsmålet med repræsentanter for politiets organisationer, at han havde »mange møder« med en kontaktmand til politimester Seidenfaden, som ledede styrkens opbygning, at flere politifolk, som arbejdede med styrken, blev installeret i ministeriet, og at sager vedr. det illegale politi af Herfeldt refereredes for justitsministeriets departementchef (s. 133 f.).

Om politikernes rolle før den 19. september får vi kun at vide, at Buhl i sommeren 1944 opfordrede politimester Seidenfaden til at overtage posten som politidirektør, »så såre tyskerne var ude af landet«, og at politiinspektør Svend Holten ved et tilfælde var blevet opmærksom på det. Vi efterlades med det indtryk, at Holten og Seidenfaden på eget initiativ er begyndt organiseringen af det illegale politi — og det kan dog vistnok ikke være sandheden (s. 134). Sandheden får vi nok aldrig at se, og det er lidt trist. For det betyder, at vi skal slås med så mange myter. Det skal såvist ikke bebrejdes dr. Hæstrup; hvor kilderne tier, er historikeren hjælpeløs.

Dr. Hæstrup satte sig med sit store værk som mål at skildre det komplementære samspil mellem modstandsbevægelsen og departementschefstyret. Han har gjort mere end det. Han har givet væsentlige bidrag til en karakteristik af det større samspil, omfattende også politikere og erhvervsorganisationer, som var hemmeligheden bag det danske samfunds seje evne til at hele sine egne sår. Han har belyst den umådelige styrke, som lå i alle de bestemmende kredses fundamentale kongenialitet, deres vilje til i enhver situation at finde den »halve løsning«, som fik båden, hvori vi alle var, til at holde sig flydende og i nogenlunde smult vande. „ „ „ . T