A. J. Gurevic.-Svobodnoe krest'janstvo feodal'noj Norvegii (Den frie bondestand i det feudale Norge). Engelsk resumé. Izdatel'stvo Nauka, Moskva, 1967. 284 s. 1 rubel 45 kopek.

Professor Aron Jakovlevi£ Gurevic" (født i Moskva 1924) har i mange år interesseretsig for vesteuropæisk historie. Som elev af den bekendte middelalderhistorikerE. A. Kosminskij begyndte han naturligt nok med engelsk historie, men siden midten af 1950-erne har han arbejdet med norsk middelalderhistorie,især bøndernes forhold. Han var i en årrække ansat ved Det pædagogiske institut i Kalinin, men fra 1967 har han været knyttet til Det sovjetiske Videnskabsakademi,hvor han nu er professor. I talrige arbejder har han behandlet problemer i norsk middelalderhistorie, og da disse artikler vistnok ikke er synderligkendt i Skandinavien, skal det her anføres, hvor de kan findes. De er dels publiceret i organet for hans tidligere arbejdsplads, Ucenye Zapiski KalinskogoPedinstituta, bd. 26, 35 og 38 (1962-1964), dels i Videnskabsakademiets tidsskrift for vesteuropæisk middelalderforskning, Srednie Veka, bd. 8, 9, 14, 16, 18, 24, 26, 30 og 31 (1956-1968), hvortil kommer et par publikationer i tidsskriftetfor skandinavistik, Skandinav skij Sbornik, bd. 8 og 12 (1964, 1967) samt endnu nogle artikler andetsteds. Endelig har han publiceret en mere populærbog om vikingetogterne, Pochody Vikingov, Moskva 1966 (polsk oversættelse1969) samt en tilsvarende bog i 1972 om sagaerne, Jstorija i Saga. Nordiske historikere vil kende Gurevifc fra et par artikler om opfattelsen af tid og rum hos de gamle nordboer og om Snorre Sturlasons historiesyn i Mediaeval Scandinavia, bd. 2 og 4 (1969, 1971). Endelig kan det nævnes, at en del af

resultaterne i den bog, der her skal omtales, allerede blev bragt i resuméform i en artikel på tysk om de frie bønder i det middelalderlige Norge (WissenschajtlicheZeitschrift der Ernst-Moritz-Arndt-Universitåt Greifswald, bd. 14, 1965, s. 237-243).

GureviC forklarer selv (s. 255 f.) om baggrunden for sin bog, at hans interesse for historien om klassesamfundets oprindelse i Norge dikteredes af to omstændigheder: han ville gerne forstå dette lands historie, og han fandt det nødvendigt at forklare visse særheder i den feudale udvikling i Europas ikke-romanske dele. Han betragter Norge som et overordentlig specielt tilfælde med en særlig variant af overgangen fra barbarsamfundet til feudalismen og med en anden type socialt system end der kendes i de store lande i Vesteuropa. Samtidig har han fundet et ikke ringe fællesskab mellem den sociale udvikling i Norge og nogle andre europæiske lande (England indtil den normanniske erobring, det gamle Rusland og Nordtyskland), men dette dokumenteres dog ikke nærmere.

I denne opsummering ser vi forfatterens udgangspunkt, der naturligt må være den i Sovjetunionen benyttede marxistiske historieopfattelse med klassekampen som ledende motiv. Det forekommer anmelderen, at GureviC på en meget frugtbar måde har indarbejdet dette overordnede synspunkt i sin bog, og til gengæld er der kun ganske få henvisninger til værker af K. Marx og F. Engels. Praktisk taget samtlige henvisninger er til de relevante nordiske kildeudgaver (sagaerne anses for en kilde, der ikke udelukkende belyser 11- og 1200tallets historie, de kan ved kritisk benyttelse også kaste lys over tidligere rhundreders s. 104 note 43), fremstillinger og artikler samt egne, ovenfor nævnte arbejder. Man får således indtrykket af en solid fremstilling, der for en umiddelbar bedømmelse gør et tillidvækkende indtryk.

Bogen er forsynet med et udførligt engelsk resumé (s. 260-275), men da den vist endnu ikke er særlig kendt i Norden, kan der være grund til nærmere at referere enkelte synspunkter og sammenfattende resultater. Den er delt i fire afsnit, 1) de norske leilendinge i 1000-1200-tallet, 2) oprindelsen af den tidligfeudale stat i Norge, 3) den frie bondestand og den tidligfeudale stat i Norge samt 4) birkebeinerne og de sociale konflikter i Norge i sidste fjerdedel af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet.

Gurevic har naturligt nok hæftet sig ved de norske bønders personlige frihed, og han mener, at netop den frie bondestand indenfor det feudale system er det centrale problem i Norges middelalderhistorie (s. 88). I de udviklingsstadier, der afspejles i lovene fra Gulating og Frostating, havde forholdet mellem jordbesidderne og dem, som tog jord hos dem, endnu ikke nogen antagonistisk karakter (s. 47), men i 11- og 1200-tallet dannedes klassesamfundet, og de norske leilendinge blev til afhængige bønder, om end man ikke klart kan sige, når forpagtningssystemet opstod (s. 87). Gurevic' præciserer, at han som et grundlæggende kendetegn ved feudalismen ikke regner livegenskab eller hoveri, men at bønderne drev landbrug på jord, som ejedes af store jordejere, der på en eller anden måde tog jordrente (s. 87 f.).

I kapitlet om den tidlige feudale stat i Norge undersøger Gurevi2 Snorres
påstand om Harald Hårfagers konfiskation af odelsretten. Med støtte i skjaldekvadforklarer
Gurevic, at der snarere var tale om at styrkelsen af kongemagtenunder

tenunderOlav den Hellige og Magnus den Gode og deraf følgende påstande om, at hele Norges land tilhørte kongen, tilbagedateredes til Harald Hårfager (s. 106, udførligt i Summary, s. 265). Kapitlets anden del undersøger udviklingenaf veizla fra en oprindelig religiøs fest til en skat og indkomstkilde for kongens mænd.

Kapitlet om bønderne og den tidlige feudale stat drøfter bøndernes deltagelse i tingene, i praksis en tung byrde, der yderligere forøgedes ved militære forpligtelser. Efterhånden opstod der en modsætning mellem de frie norske bønders rettigheder og pligter (s. 156), og tingene overtoges af storbønderne og blev et middel til at udbytte bøndernes masse. Men når tingene blev bevaret, skyldtes det også, at statsmagten kunne udnytte dem til sine egne formål (s. 165-66). I ledingen fulgte bønderne oprindelig lokale stormænd, men under Magnus den Gode og Harald Hårfager kom den til at høre direkte under kongen (s. 178). Det er Gurevi£s konklusion, at pligterne overfor staten var særlig tunge for de norske bønder, fordi de derved blev taget bort fra deres ejendomme i længere perioder, og dette skulle være en ikke übetydelig faktor i Norges økonomiske stagnation og tilbagegang sidst i 1200-tallet og i 1300-tallet (s. 195).

Det sidste kapitel om birkebeinerne og de sociale konflikter i Norge fra ca. 1175 til begyndelsen af 1200-tallet er en velskrevet fremstilling af kampene før, under og efter Sverres regering. De betragtes som en social-politisk krise der delvis udtrykkes ved kampe indenfor den herskende klasse, fremfor alt i kamp mellem det gamle, endnu ikke fuldt feudaliserede aristokrati med lendmændene i spidsen og det nye lag af feudale i kongens tjeneste, men den væsentligste sociale konflikt i perioden er kampen mellem de herskende klasser og den feudale stat på den ene side og de brede masser af bønder på den anden side (s. 241). Den feudale udvikling af det norske samfund fra 1000- til 1200-tallet skete samtidig både fra oven og fra neden. Fra neden som følge af den dybe lagdeling af bønderne, der endte med at blive en klassedeling. Fra oven skete feudaliseringen dels i form af bosættelsen af den kongelige hird på jorden, mens lendmændene gik i tjeneste hos kongen og fik ydelser og titler af ham, dels ved udviklingen af veizla-systemet i retning af en (ufuldstændig!) omdannelse til et lenssystem samt endelig kongemagtens udnyttelse af tingene og ledingen (s. 245). Kirkens sociale politik nævnes også, men påstanden virker i denne sammenhæng påklistret. De to udviklingslinier blev forenet i én feudaliseringsstrøm. I konklusionen understreges endnu en gang betydningen af bøndernes personlige frihed, og det siges at i bedømmelsen af Norges feudalisering dominerer det specielle over det almene (s. 249, 251).

Ovennævnte excerpter skulle give et indtryk af forfatterens resultater, men de giver derimod ikke noget billede af forfatterens omhu med nøje at dokumentere hver eneste oplysning og hver eneste påstand. På anmelderen har bogen gjort det indtryk, at den er en højt kultiveret historikers modne resultater af mange års forskning, og det er lidt trist, at den af sproglige grunde næppe i større omfang vil blive benyttet i den historiske diskussion i Norden. Det sker jo ikke sjældent, at der foreligger østeuropæiske værker om vesteuropæiske forhold, som er så lødige, at en oversættelse kunne ønskes. Til denne kategori hører Gurevifs bog.

Værket er forsynet med fortegnelse over trykte kilder (men ikke over benyttet litteratur) samt person-, sted- og sagregister. Sidstnævnte er delt i to dele, hvoraf den del der registrerer gammelnordiske begreber er sat med latinsk skrift. I øvrigt har bogen mange islandske citater, og den typografiske udførelse gør indtryk af at være førsteklasses.