Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 2 (1975) 1

Heinrich August Winkler: Mitteistand, Demokratie und Nationalsozialismus. Die politische Entwicklung von Handwerk und Kleinhandel in der Weimarer Republik, Studien-Bibliothek, Kiepenheuer & Witsch, Koln, 1972. 307 s. DM 46, Paperback DM 34.

Karl Christian Lammers

Side 261

Allerede i Weimarrepublikkens slutfase var det en kendt sag, at den tyske nationalsocialisme fandt særlig opbakning i den såkaldte »gewerbliche Mitteistand«,altså håndværk og detailhandel; denne middelstand kom da osse til at udgøre en del af den fascistiske bevægelses massegrundlag. Dette forhold er siden blevet bekræftet af den historiske forskning. Med den foreliggende bog har Winkler mere systematisk taget hele denne problematik op, og den grundlæggendeog kildemæssigt velfunderede analyse af denne del af middelstanden og dens politiske udvikling under Weimarrepublikken er et forsøg på at give en forklaring på, hvorfor den gik over til nationalsocialismen; og det er Winklersopfattelse,

Side 262

lersopfattelse,at det, der i 1930 blev kaldt »die Panik im Mitteistand« (Th. Geiger), ikke så meget var udtryk for en spontan reaktion på den økonomiske krise, snarere resultatet af en langvarig og kompleks historisk proces, som han i store træk har forsøgt at gøre rede for.

Denne proces føres tilbage til det 19. årh. til den voksende fremmedgørelse mellem den politiske liberalisme og den gewerbliche middelstand, der blev karakteristisk for udviklingen under kejserriget og som resulterede i, at middelstanden blev konservativ. Den gewerbliche middelstand blev en af kejserrigets støtter, der til gengæld beskyttede middelstanden og opfyldte mange af dens krav: middelstandsbeskyttelsen var »ein integrierender Bestandteil des gesellschaftlichen Riickerversicherungssystem«, s. 193. I så henseende skete der en ændring med Weimarrepublikken, der fulgte efter monarkiets fald, og som bragte socialdemokratiet til magten; Weimarrepublikken betød, at den særlige beskyttelse hørte op. Efter 1919 blev det osse klart, at der i middelstanden overlevede en antidemokratisk, antiparlamentarisk og antimodernistisk mentalitet, der betingede middelstandens modstand mod Weimarrepublikken og dens faktiske afvisning af selve den nye stats demokratiske grundlag. De valgsociologiske undersøgelser har vist, at den gewerbliche middelstands højredrejning politisk var en kendsgerning allerede fra 1920, hvor den stemte på DVP, der jo havde stemt imod Weimarforfatningen; derefter vandrede den videre til DNVP og det egentlige interesseparti Wirtschaftspartei, indtil den fra 1930 af bakkede NSDAP op, fordi den politisk intet alternativ så mere: den gewerbliche middelstand følte sig subjektivt svigtet af Weimarrepublikken selv om Winkler viser, at den under krisen næppe økonomisk var så dårligt stillet, som den selv ville gøre det til; der var dele af det tyske samfund, der var betydeligt værre stillet. Derfor lå der måske mere bag flugten til NSDAP, nemlig en art ideologisk affinitet, der ikke alene var betinget af kontinuiteten m.h.t. middelstandens ønske om at få samfundet organiseret efter korporatistiske principper, men osse af den fælles antimodernistiske indstilling og afvisningen af arbejderklassens emancipation.

Winkler omridser middelstandens situation og funktion som følger: »Der Mitteistand konnte nur so lange staatserhaltend sein, als der Staat mittelstandserhaltend war«, dvs. var rede til at opfylde dens krav om f. eks. beskyttelse, s. 64. Men, må der føjes til, politiske konsekvenser for staten f. eks. Weimarrepublikken ville denne holdning dog først få i det øjeblik, hvor de indflydelsesrige kredse i det tyske samfund delte en sådan utilfredshed hos middelstanden. Om end den radikaliserede middelstand var med til at give den tyske fascisme dens massegrundlag, så var det ikke middelstanden, der overlod magten i Tyskland til nationalsocialisterne; det gjorde det tyske samfunds dominerende grupper: militæret, godsejerne og storindustrien, da Weimarrepublikken blev betragtet som uegnet til fortsat at sikre deres interesser. Og den gewerbliche middelstand lod sig manipulere i dette spil uden at få sin indsats honoreret i det fascistiske system efter 1933.

Dette fører til bogens svagere del, nemlig Winklers diskussion af problemernei forbindelse med en almen bestemmelse af fascismen og dermed hans opfattelse af den tyske fascisme. Winkler fremsætter gode vurderinger f. eks. m.h.t. den fascistiske bevægelses massegrundlag, karakteren af det fascistiske

Side 263

systems etablering, fascismens indenrigspolitiske funktion som værende den at stabilisere det kapitalistiske system etc. Diskutabel er dog den opfattelse, at det fascistiske system var karakteriseret ved politikkens primat, og at nationalsocialismenp.g.a. dens antisemitisme ikke går op i et alment begreb fascisme. Winkler har ret i, at »Begriffsbestimmungen des Faschismus« skal være »mehrschichtig«s. 163, men udgangspunktet herfor må være det væsentlige aspekt angående forholdet og sammenhængen mellem kapitalismen og fascismen, som Winkler har grebet ret firkantet an: det er selvfølgelig rigtigt, at kapitalismenikke er tilstrækkelig som forklaring på den fascistiske bevægelses magtovertagelse,den danner dog, som Winkler nævner, »die Bedingung der Moglichkeitfaschistischer Regime«, s. 162. Dette følges dog ikke op af nogen problematiseringaf forholdet mellem, af sammenhængen mellem kapitalisme og fascisme og dettes betydning for fascismen og dens karakter.

Bortset fra dette noget ufærdige aspekt må det fremhæves, at Winkler med denne grundige analyse af den gewerbliche middelstands politiske udvikling og dens situation i Weimarrepublikken, der primært har været baseret på analysen af den nordtyske, protestantiske middelstand, har lagt vigtigt materiale frem m.h.t. middelstandens politiske, økonomiske og sociale problematik under Weimarrepublikken; dette materiale må derfor osse kunne indgå i den videre beskæftigelse med fascismeproblemet, ikke kun specielt m.h.t. den tyske fascisme, men osse m.h.t. en mere almen fascismeproblematik.