Arngrimur Thorkilsson Vidalin: Den Tredie Part af Det saa kaldede Gamle og Nye Grønlands Beskrifvelse. Udgivet af Det grønlandske Selskab i anledning af 250-året for Hans Egedes udrejse til Grønland, med indledning og kommentarer ved Finn Gad. Det grønlandske Selskabs skrifter XII, København, 1971. 128 s. 30 kr.

Det grønlandske Selskab har valgt at markere 250-året for Hans Egedes første
rejse til Grønland 1721 med en udgivelse af Arngrimur Thorkilsson Vidalins
manuskript til en grønlandsbeskrivelse fra året 1703.

Selskabet har lagt udgivelsen i hænderne på den kyndige grønlandsforsker, lektor Finn Gad. I udgivermæssig henseende opfylder publikationen alle forventninger med hensyn til ortografisk gengivelse af tekst og noter; og de fyldige kommentarer - og udgiverens oversættelse af de lærde noters græske og latinske passager - bidrager til at gøre publikationen umiddelbart anvendelig for enhver interesseret.

Vidalin var islænding; han var levende optaget af det norrøne Grønland; og han søgte at frugtbargøre disse norrøne interesser i sine bønskrifter til FrederikIV og centraladministrationen om at få ombyttet sit lidet givtige embedesom rektor ved Nakskov latinskole med et præstekald. Som støtte for en af sine ansøgninger indsendte han derfor i 1703 det tredie - hér udgivne - afsnitaf sit manuskript til 'Det gamle og nye Grønlands beskrivelse'. Selv døde Vidalin i 1704, uden at opleve et gunstigt resultat af sit bønskrift. Hans grønlandsbeskrivelsevakte imidlertid for en stund de styrendes interesse; og endnu

idag har hans afhandling betydning for studiet af Danmarks - og til en vis
grad også af Grønlands - historie i dette tidsrum.

Vidalin udtrykker på de første sider i sit manuskript en tiltalende tillid til historiens nytte. »Mange som iche viide hvad nytte Historier med sig fører, Søge ved deris læsning allene løst og tidsfordrifv; hvilche ieg kand ligne ved dennem, som bruge een deilig Nød, allene for øyens lyst, at see paa dend; mens skiøtter intet om Kiærnen, der er inden i. Mine tanker hafve aldtid værit anderledis; thi saasom ieg veed at Historia er een Moder til Politicam, Oeconomicam, og Ethicam, hvilche konster lærer eet Menniske, at regiere andre, sit eget Huus, og sig self; saa hafver ieg udj alle Historiers læsning, efter min ringe forstand og sinds gafver, stedtze lagt vind paa, at ligesom bien af allehaande blomster og urter, endog de forgiftigste, samler nogit til sin Honning-Giørelse; saaog ieg udaf allehaande Historier, endog de alleringeste, kunde samle de lærdomme, som saavel mig, som min Næste, kunde tiene til Gafvn og opbyggelse«.

Den lærde islandske magister lagde det historiske kildemateriale, han kunne få adgang til, til grundlag for et omfattende projekt til en genopdagelse og kolonisering af Grønland. Der er næppe tvivl om, at hans diskussion af besejlingsmuligheder og ruter ville have kunnet få praktisk betydning i navigationsmæssig henseende. Derimod må hans beskrivelse af Grønlands frugtbarhed og naturrigdomme karakteriseres som stærkt overdreven og formentlig dikteret af et ønske om at skabe interesse for projektet og dermed også for sin ansøgning om præstekald. Ligeså urealistisk og tendentiøs må man endvidere karakterisere hans forslag om en første koloniseringsbølge på 500 mennesker.

Som kilde til grønlandske forhold har beskrivelsen således kun begrænset interesse. Dens værdi ligger derimod i det indblik, den giver i tanker og holdninger i Danmark omkring 1700, ikke blot i det dansk-norsk-islandske lærdomsmiljø, men også blandt de købmænd og redere, med hvilke Vidalin havde drøftet sit projekt. Trods flittig søgen har udgiveren ikke kunnet etablere den direkte forbindelse imellem Vidalins projekt og Hans Egedes tidligste grønlandsplaner, som han - forståeligt nok - gerne havde set. Det kan meget vel skyldes materialesituationen; men der er næppe tvivl om, at udgiveren har ret i at pege på Vidalins projekt, dets informationer og hele holdning til koloniseringsproblematikken som en del af det miljø, hvorfra Hans Egede modtog sin tidligste inspiration til at opsøge Grønland.