Maurice Lombard: Monnaie et Histoire d'Alexandre à Mahomet. Civilisations et Sociétés 26. Paris, Mouton 1971. 234 s.

Maurice Lombard er en af de mest fremtrædende blandt de mange historikere,der i vore dage har beskæftiget sig med det middelalderlige problemkompleks, der knytter sig til Pirenne's tese om afbrydelsen af forbindelsernemelem Oriens og Occidens som følge af arabernes erobringer i middelhavsverdenen. Skal man med få ord placere Lombard i diskussionerne,kan man uden overdrivelse sige, at hans opfattelse er den diamentraltmodsatte af Pirenne's. Til Pirenne's udtalelse: Uden Muhammedingen Karl den Store (som Pirenne altså forstår således, at den nye tid, der begynder med Karl den Store, må ses som en isolation af Occidenten fra Orienten og en langt primitivere økonomisk situation) har han som sin mening sagt, at den er rigtig, hvis man giver den »modsatfortegn«. Forbindelserne mellem Øst og Vest intensiveres tværtimod efter arabererobringerne, både de handelsmæssige og de kulturelle. Udtalelsenfindes

talelsenfindesi en artikel: »Mahomet et Charlemagne. Le probléme économique« (Annales E.S.C. 3, 1948), hvor Lombard tog stilling til Robert S. Lopez' artikel: »Mohammed and Charlemagne: A Revision« (Speculum 1943). De to forfattere var helt enige om, at problemerne hidtil var anskuet alt for ensidigt fra Vest. Det var lige så vigtigt at betragte dem fra Øst. Den første del af bogen Monnaie et Histoire d'Alexandre å Mahomet viser, at Lombard har ment det alvorligt med denne opfordring til sig selv og andre. Den giver nemlig en meget grundigog omfattende samling af »sources orientales« på ikke mindre end 493 numre, suppleret med en oversigt over »sources byzantines« (nr. 494 -532) og »sources occidentales« (nr. 533-734). Selv om specialister på det orientalske område sikkert vil kunne påpege enkelte mangler, kan man roligt sige, at der her er skabt et nyttigt arbejdsinstrument for den vestlige historiker, der vil søge i dybden med de orientalske kilders hjælp.

Bogens anden del falder i to hovedafsnit, af hvilke det førstes vigtigste del er: »Les economies monétaires å la veille des conquétes d'Alexandre«. Man får her præsenteret en oversigt over Oldtidens handelsruter, over de miner, der leverede guld, sølv og bronce til udmøntningerne, et meget kortfattet rids af mønt- og vægtsystemerne hos perserne og grækerne og en skematisk oversigt over, hvorvidt der i enkelte områder var mono- eller bimetallisk system. Det skildres, hvorledes en møntøkonomi bliver mere og mere almindelig. Kapitlerne indeholder nogle instruktive kort og tabeller, men behandlingen af disse for vor økonomiske historie så væsentlige problemer er alt for overfladisk og almen til rigtig at give noget. Noteapparatet virker ganske tilfældigt. Det vil nok netop her være på sin plads at understrege, at bogen er samlet og udgivet flere år efter Lombards død, således at han ingen indflydelse har haft på dens endelige udformning. Måske er det også derfor, man forgæves leder efter oplysninger om det romerske møntsystem, der er en vigtig forudsætning for middelalderens, selv om Lombard naturligvis specielt har interesseret sig for det græske, som araberne indirekte bygger på. Bogens titel kan iøvrigt dermed siges at være misvisende, da en væsentlig del af den lovede periode efterlades übehandlet. Til gengæld går bogen langt højere op i tid (11. årh.), end titlen angiver.

I kapitel IV gives et overblik over de møntsystemer, der eksisterede i henholdsvis »l'occident barbare«, »l'empire byzantin« og »l'orient sassanide«,da muhammedanerne begyndte deres store erobringer. Som et karakteristisk træk kan nævnes, at guldmængden er meget sparsom i Europa; der udmøntes kun 1/3-solidi: trienter, som endog afløses af sølv. Det antydes, at dette markerer en økonomisk nedgang. Her er Lombard altså i virkeligheden på linie med Pirenne, medens flere moderne numismatikerehar et helt andet og mere positivt syn på den stigende sølvudmøntning,som de opfatter som vidnesbyd om stigende økonomisk aktivitet(se

vitet(sef. eks. Jean Lafaurie, ,Monnaies d'argent mérovingiennes des VII^e et VIII^e siécles', Revue Numismatique 1969, s. 98 ff., især s. 115ff.,: »Du monnayage d'or au monnayage d'argent« og D. M. Metcalfog andre: Studies in the Composition of Early Medieval Coins, Minerva Numismatic Handbooks Number Three, 1968). Også Byzans lider under guldmangel og dalende handelsaktivitet, men dog ikke katastrofalt.Sassanideriget har en omfattende sølvudmøntning og tesaurerer det indkomne guld, som de får på grund af en gunstig handelsbalance, både overfor Byzans og Vesteuropa.

I kapitel V behandles »La monnaie dans le monde musulman (VII^e- XI^e siécle«, et emne som Lombard allerede 1947 har skrevet om (Annales É.S.C.). Det slås fast, at araberne har rig adgang både til guld og sølv, og at de udmønter guld i efterligning af det byzantiske og sølv i efterligning af det sassanidiske møntsystem. Et specielt islamisk møntsystem kommer først med Abd al-Maliks reform (c. 696-697). Der præges en dinar i guld og en dirhem i sølv, de er billedløse og med indskrifter, der indeholder religiøs propaganda. Nederst i systemet en fals (el. fils) af bronce. Det nye møntsystem var altså bimetallisk og mønternes indbyrdes forhold var til at begynde med 20 dirhems på 1 dinar. Selv om Lombard således gør rede for, at det islamiske møntsystem var bimetallisk, lægger han i de følgende kapitler så godt som hele vægten på guldet: »La victoire de l'or«. Han anser dinaren for den vigtigste mønt i hele araberriget, både som regneenhed og som cirkulerende mønt fra slutningen af 900-tallet. Guldet kommer dels fra tesaurerede skatte i de erobrede områder, dels fra store nye guldfund. I »Les consequences économiques et sociales de revolution monétaire« skildres ganske indgående, hvorledes øget metal- (og dermed møntproduktion) virker stimulerende på handel, industri og landbrug, og hvorledes en arabisk rigmandsklasse af købmænd vokser op, medens jævne folk ikke fik glæde af højkonjunkturerne - de udnyttedes blot. Periodens højkonjunktur medfører en stærk udvikling af byerne, og hofferne blev enormt rige.

Det sidste afsnit skildrer den arabiske pengeøkonomis betydning for Europa. De store behov hos den arabiske rigmandsklasse medførte køb af mange varer uden for det islamiske område, især slaver, pelsværk, træ (til skibsbygning) og sværd. Disse ting hentede man dels i den nære Orient, dels i Vest- og Østeuropa, krydderier og silke i den fjerne Orient. Varerne betaltes hovedsagelig med mønt. Byzans tildeles en nøglepositionsom mellemhandler mellem Øst og Vest, som før arabererobringerne.Guldbeholdningerne og guldomløbet stiger. Et punkt, man bør lægge vel mærke til her, er den påstand, der fremsættes næsten som en indiskutabel sandhed, at Occidenten betalte i guld igen fra 800, når man handlede med Byzans. Denne påstand spiller en væsentlig rolle for Lombards skildring af Vestens handel. Problemet, hvor man fik guldet

fra, løser han ved at foreslå, at det kom fra araberne: »En échange de ces produits essentiels (slaver, træ, tin, våben) le monde musulman exportevers le monde barbare d'Occident ses pieces d'or«. Vesten bliver eksportør i stedet for som tidligere så godt som udelukkende importør i handelen med Orienten. En række beviser på denne handel såvel fra orientalske som vesteuropæiske kilder gennemgås, og det fremhæves, at dette modbeviser Pirenne. En række beregninger over priserne på slaver viser, hvilke store beløb det må have drejet sig om. Slaveruterne omtales udførligt, og de nordiske og russiske veje fremhæves. Skildringen af den livlige handel er stort set velunderbygget og i overensstemmelse med andreanti-Pirenne historikere. Med hensyn til den stærke understregning af det arabiske gulds betydning ligger Lombard på linie med Ugo Monneretde Villard (Rev. Ital. di Numismatica 1919-21) og March Bloch i dennes kendte afhandling »Le probléme de l'or au moyen åge« (Annalesd'H. É. et S.). Alle bygger en del på de vesteuropæiske kilders brug af ordet solidus mancussus — eller mancus, som opfattes som navn på den arabiske dinar. I den forbindelse er det meget nyttigt at gøre sig bekendt med Philip Griersons artikel: 'The Myth of the Mancus' (Revue Beige de Philologie et d'Histoire, 1954), hvor han kategorisk afviser tankenom, at arabisk guld i store mængder har cirkuleret i Europa. »Mancus«udlægger han som underlødige guldmønter fra Byzans og Italien. Grierson går i denne og andre artikler efter min opfattelse for langt i sin afvisning af samhandel — han er så godt som helt på Pirenne's parti, men hans synspunkter er et nødvendigt korrektiv til Lombards. På spørgsmåletom, hvor guldet fra araberne er blevet af — udover det, der eventuelter brugt til handelen med Byzans - henviser Lombard til vesteuropæiskekirkeskatte og til, at skandinaviske museer bugner af guldsmykkerfra Vikingetiden. Dette sidste er ikke rigtigt. Der er mængder af guld fra romersk og germansk jernalder, men i Vikingetiden dominerersølvet. Man mindes i denne sammenhæng en anden stor hypotese vedrørende betalingsmidlerne mellem Øst og Vest, nemlig Sture Bolins: 'Muhammed, Karl den Store og Rurik' (Scandia 1939 og Scandinavian Economic History Review på engelsk 1953). Her er det arabernes sølv, der er den dominerende faktor, og selv om Bolins teori også har visse mangler, er den i bedre overensstemmelse med de bevarede facts i form af store mængder af arabiske dirhems og af sølv i Vikingetids-skattene.

Med god ret fremhæver Lombard, at de europæiske efterligninger af forskellig art af arabiske guld-dinarer indicerer omløb af arabiske guldmønter,og det samme er tilfældet for sølvmønternes vedkommende (dette bagatelliserer Grierson). Dog er det ikke ganske korrekt, hvor der tales om dirhemefterligning med runer fra Bornholm. Det fundne stykke er en slidt arabisk mønt med indridsede runer (Nordisk Numismatisk rsskrift1937, 81, og Jacobsen og Moltke: Danmarks Runeindskrifter

Kbh. 1942) Nr. 410). Som Bolin sætter han muligvis også med rette Karl den Stores møntreform i relation til det arabiske system, men når han udtaler: »une conjuncture splendide s'offre aux monnaies d'or musulmanesqui s'implantent comme l'instrument exclusif des échanges internationaux«,kan hverken skriftlige kilder eller møntfund støtte hans teori.

Maurice Lombards vigtigste afhandinger om de her berørte emner trykt i forskellige tidsskrifter er netop blevet genoptrykt i et samlebind »Éspaces et reseaux du haut moyen age« {Le savoir historique, Mouton 1973). v. , „