Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 2 (1975) 1

Whitney R.D. Jones: The Mid-Tudor Crisis 1539-1563. Macmillan, London, 1973. 226 s. £3.95.

Knud J. V. Jespersen

Side 235

I professor Eltons berømte værk fra 1955, England under the Tudor s behandles perioden 1540-1558 under overskriften »The Crisis of the Tudors«. Den tolkning af periodens historie, der udtrykkes i denne overskrift, videreføres og udbygges i det foreliggende arbejde. Forfatteren argumenterer for tilstedeværelsen af en »mid-Tudor crisis« med generelle krisetræk i analogi med den forlængst akcepterede »generelle krise« i det 17. århundrede. Hans tese er, at det engelske samfund på alle områder gennemløb en veritabel krise i perioden 1539-1563, og han gennemgår i fem kapitler krisens forskellige aspekter: den usikre arvefølge (kap. 2) med den deraf flydende usikkerhed i regeringens førelse (kap. 3); de religiøse stridigheder — protestantismens triumf under Edward VI og den katolske reaktion under Mary (kap. 4); de økonomiske og sociale problemer (kap. 5) og endelig de udenrigspolitiske forviklinger (kap. 6).

På hvert af disse punkter opsummerer Jones forskningens resultater i et afbalanceret hele og konkluderer sluttelig - ikke overraskende - at krisen først og fremmest var dynastisk: den aldrende Henrik VIII, den mindreårige Edward og den religiøse fanatiker Mary skabte tilsammen en række problemer i magtens centrum, der forplantede sig til alle dele af samfundet. Først Elizabeths politiske kløgt bragte en ende på denne usikkerhed. Når Tudor-dynastiet og England alligevel red stormen af, skyldes det efter Jones's opfattelse ikke mindst, at Tudorerne havde formået at identificere sig med nationens interesser.

Bogen formidler kun i beskeden udstrækning ny forskning, men søger at bidrage til en omfortolkning af Tudortiden som helhed ved anvendelse af krisebegrebet som en ingrediens deri. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor frugtbart begrebet er i denne sammenhæng, og hvor velvalgte de tidsmæssige rammer om krisen egentlig er - forfatteren understreger selv det arbitrære i valget af yderår.

Skal dette af historikere meget brugte - og misbrugte — krisebegreb bringe os videre, må det forlanges, at det defineres i det mindste med nogen tilnærmelse. Man søger imidlertid forgæves efter en sådan definition i bogen, og heri ligger én af dens væsentligste svagheder. Dernæst forhindrer den tematiske disposition forfatteren i at argumentere overbevisende for tesen om en »generel krise« og sammenhængen mellem dens bestanddele. Det uklare krisebegreb udelukker ligeledes en overbevisende argumentation for at vælge 1539 som krisens begyndelsesår. Det kan med lige så stor ret hævdes, at decenniet 1530-39 var en kriseperiode som følge af skilsmissen, bruddet med Rom, arvefølgeproblemerne og Cromwells administrative »revolution«; det understreger derfor nødvendigheden af en mere velovervejet begrebsdannelse, end Jones har fundet anledning til, om de anvendte begreber ikke skal blive meningsløse.

Når forfatteren har valgt 1539 som krisens begyndelsesår, skyldes det Cromwellsfald, der efter hans opfattelse berøvede det politiske styre stabiliteten. Han følger således Eltons tolkning af perioden, og hermed er vi fremme ved den anden hovedindvending: Uden at gøre det tilstrækkeligt klart - i hvert fald for læserne - viderefører Jones med sin »generelle krise«-teori den omstridteelton'ske

Side 236

stridteelton'sketolkning, der gjorde Thomas Cromwell til en nøglefigur som garant for en stabil og effektiv administration. Et nødvendigt led heri var netop antagelsen af en krise efter Gromwells fald, da styret alene lå i hænderne på Eltons »inspired opportunist«, Henrik VIII. Jones synes ikke i tilstrækkelig grad at have klargjort sig disse præmisser, hvorfor hans »generelle krise« heller ikke virker overbevisende.

Bortset derfra er Jones' bog en nyttig å jour-føring og sammenfatning af flere års forskningsresultater, fremlagt på en klar og afbalanceret måde, der dog enkelte steder udvikler sig til en forsigtighed, grænsende til det meningsløse, som når han (s. 112-13) om forarmelsen af nogle befolkningsgrupper skriver, at denne blev forværret af prisstigninger »the responsibility for which must be attributed at least in part to the deliberate »debasement«-policy of the Crown as well as to »real« . . . factors« - hvilket næppe overrasker nogen.

Bogen er forsynet med et summarisk noteapparat, en selektiv bibliografi og et
fyldigt og præcist index.