D. Claude: Die byzantinische Stadt im 6. Jahrhundert. Byzantinisches Archiv, 13. C. H. Beck, München, 1969. XXI, 256 s., 16 planer. DM 35,-.

Die byzantinische Stadt er et værk af imponerende grundighed, byggende på et omfattende skriftligt og arkæologisk materiale. Det er lagt meget alsidigt an, omfattende bymure, gader og pladser, monumenter, byernes forfatningsforhold, indbyggertal, befolkningens sammensætning, handel og økonomi; endvidere diskuterer forfatteren, hvad byzantinerne forstod ved en by, og hvilke forhold der ligger bag nye byers opståen i det 6. århundredes Byzans.

Hvad bymurene angår konkluderer forf., at der ikke i Det byzantinske Rige som i de germansk-beherskede stater i Vesteuropa generelt finder en indskrænkning af byfladen sted samtidig med bymurens opførelse. Eksempler både på udvidelser og indskrænkninger af byarealet i forbindelse med murbyggeri forekommer. I Afrika synes der at have gjort sig en særlig udvikling gældende, idet man her har lagt hovedvægten på at forsvare byen ved kasteller og forter eller ved en større fæstning, som i nødstilfælde kunne tjene som flugtborg.

Hvad byplanen angår mener forf., at det nogenlunde er lykkedes centraladministrationenat

nistrationenatholde den antikke byplan i hævd, så det først er i arabisk tid,
den for alvor skulle være gået i opløsning; som han selv anfører, er kildematerialetvedrørende
dette problem dog yderst sparsomt.

Det nye element i bybilledet, kirkerne, er i Vesteuropa for det meste blevet placeret på »randen« af den antikke by og har trukket bebyggelsen ud mod sig, således at det antikke bycentrums betydning er blevet reduceret. I de østlige dele af det tidligere Imperium Romanum blev kirkerne derimod lagt centralt, hvilket har bevaret bykernens karakter af midtpunkt.

I det 6. årh. er templer, odeia, gymnasier og palæstre stort set forsvundet fra bybilledet. Theatres og amfitheatres betydning er reduceret. Derimod hører thermerne stadig til de monumenter, man anser for medvirkende til at kvalificere en bebyggelse til betegnelsen »by«, ligesom bymure, kirker, fremmedherberger og en hovedgade, der er forsynet med søjlegange på begge sider. Hvad man har anset for nødvendige ingredienser i bybilledet kommer særlig klart frem ved bygrundlæggelserne. Derimod søger man i nygrundlagte byer forgæves efter bygninger, der skulle tjene den kommunale selvforvaltning. Den byzantinske by i det 6. årh. har efter alt at dømme være domineret af biskoppen, de lokale embedsmænd og den kejserlige guvernør.

Forfatteren ser mange lighedspunkter i byernes stilling i øst og i vest i det 6. årh., ikke mindst i den betydelige magtstilling, bisperne har fået. Hvor udviklingen i vest i de følgende årh. tenderer mod en yderligere udbygning af bispernes magtposition i de vesteuropæiske byer, betyder reformerne i Byzans i det 7. årh. imidlertid, at ansatserne til gejstlig dominans i byerne tilintetgøres.

Som samlet bedømmelse af værket kan anføres, at det ud fra sin deskriptive og stærkt detaillerede karakter må anses for overordentlig velegnet som håndbog i byvæsenet i perioden før den arabiske invasion. I denne forbindelse må man imidlertid beklage, at den ikke er forsynet med noget stikordsregister.