Handbuch der Quellen und Literatur der neueren europäischen Privatrechtsgeschichte. Erster Band: Mittelalter (1100-1500). Die gelehrten Rechte und die Gesetzgebung. Veroffentlichungen des Max-Planck-Institutes für europäische Retchtsgeschichte. Herausgegeben von Helmut Coing. G. H. Beck'sche Verlagsbuchhandlung, München, 1973. 911 s.

Det foreliggende værk er første bind af en bibliografi i tre bind, der søger at give en oversigt over og en videnskabelig indføring i det kildemateriale, der står til rådighed for den retshistoriske disciplin, der på tysk kaldes »Privatrechtsgeschichte der Neuzeit«, og som beskæftiger sig med privatrettens historie siden romerretsstudiets genoptagelse i Bologna i det 12. århundrede. Hermed er også givet den udvikling, som værket søger at kortlægge, nemlig romerrettens udbredelse i Europa som genstand for det videnskabelige retsstudium. Grundtanken er, at privatretsudviklingen i de enkelte europæiske lande ikke er isolerede retlige fænomener, men kun kan forstås som et mere eller mindre gensidigt påvirkningsfænomen. Ideen og initiativet til værket skyldes professor Helmut Going, der er leder af Max-Planck-Institut fiir europåische Rechtsgeschichte i Frankfurt, hvis højtkvalificerede stab står for udarbejdelsen af de enkelte afsnit. Det foreliggende bind falder i fire dele. Først behandles i en række særdeles instruktive afsnit retsvidenskaben, herunder juristuddannelsen ved de middelalderlige universiteter, samt glossatorernes og kommentatortidens romerretslitteratur og kanonistikken. Derefter følger en gennemgang af de retsskabende institutioner i de enkelte europæiske lande, lovgivningen, herunder kanonisk ret og handelsretten, og endelig kort domssamlinger. Sigtet er først og fremmest at dokumentere kildematerialet og den vigtigste sekundærlitteratur. Derudover giver de sammenfattende indledninger imidlertid en oversigt over middelalderens ret, der, især hvad angår afsnittet om lovgivningen, anlægger en ny synsvinkel for betragtningen af den statslige lovgivningsmagt i middelalderen.

Det kan ikke undgås, at et værk, der søger at give en oversigt over middelalderligeretskilder i hele Europa, må lægge hovedvægten på de ledende centraleuropæiskestater. På et givet tidspunkt kan de oplysninger, der meddeles om randområderne imidlertid blive for ufuldstændige. En række afsnit om særudviklingeni Danmark er et eksempel herpå. Således sættes Københavns Universitetsgrundlæggelse til året 1478, mens vi her normalt betragter Universitetet som grundlagt i 1479, og det er uheldigt, at Poul Johannes Jørgensens grundlæggendeafhandling om retsstudiet i Danmark (Festskrift i Anledning af 200aaretfor Indførelse af juridisk Eksamen 1936) ikke er taget i betragtning. Undertiden fører sprogvanskeligheder og manglende fortrolighed med dansk historisk og retshistorisk litteratur til anførelsen af forladte eller omtvistede teorierog data, uden at nyere litteratur er omtalt, f. eks. omtales s. 308 endnu Kolderup-Rosenvinges retshistorie som hovedkilde til viden om skånsk lov og Anders Sunesens parafrase med udeladelse af Poul Johannes Jørgensens Dansk Retshistorie. I afsnittet om statsinstitutionerne er det en misforståelse, at valgskikkenændredes efter Valdemar Atterdags død, ændringerne skyldtes alene mangelen på direkte mandlige efterkommere. S. 458 er stænderforsamlingerne, der eksisterede som institution siden 1468, glemt, og litteraturhenvisningerne er s. 504 mangelfulde, således er Dahlerups bog om sysselprovstiet og Skyum-Nielsensom kirkekampen ikke medtaget. S. 769 må det betragtes som udslag af en

forældet teori at betragte frygten for kejserretten som baggrund for Jyske Lovs
givelse. Denne opfattelse er forlængst forladt i dansk retshistorie, hvor det erkendes,at
vi intet ved om årsagen til Jyske Lovs givelse.

Disse bemærkninger vedrørende de danske afsnit af værket, der kunne suppleres med flere eksempler, har ikke almen gyldighed for værket som sådant. Gennem hele sit anlæg og sine tusinder af henvisninger er der for både historikere og retshistorikere tale om et helt uvurderligt hjælpemiddel ved udforskningen af middelalderens retshistorie, der samtidig kan få afgørende indflydelse på fremtidens forskning ved at vise, hvor der især er huller i vor viden. De muligheder for sammenligning med parallelle fænomener i andre europæiske lande, som værket anviser, vil også kunne vise sig frugtbare for kommende dansk retshistorisk