Wm. F. Church: Richelieu and Reason of State. Princeton, at the University Press, 1972. vii + 554 s. $ 20.00.

Mange forskere har beskæftiget sig med den nyere tids statsræson, i almene rammer klassiske værker som Friedrich Meineckes og Fritz Dickmanns, mere specielt for Richelieu's tidsalder Étienne Thuau's Raison d'état et pensée politique å l'époque de Richelieu (Paris 1966). Udgangspunktet for Wm. Church, der jo selv tidligere har leveret en grundlæggende fremstilling af Constitutional Thought in Sixteenth-Century France (Cambr., Mass. 1941), har været en provokerende og nok lidt for paradoksal bemærkning af Ch. H. Mclllwain om, at »the end-product of divine right sovereignty was the reason of state« (s. vi). Selv har Wm. Church set det som sit mål at etablere en logisk sammenhæng mellem de pragmatiske islæt af 'statens interesser' i kardinalens politik og samtidens (også Richelieu's) etiske og religiøse normer, som hans politik tilsyneladende kolliderede med, tidligst i Valtelline-konflikten 1624-27 og tydeligst i den internationale alliancepolitik i 1630'eme (s. 7 ff. )•

Ingen læser kan undgå at lade sig engagere af professor Church's analyser. Værkets store force ligger fremfor alt netop på metodisk og analytisk plan: i den skarpe skelnen mellem apologi og angreb (argumentationen synes normalt at have været mest konsistent og slagkraftig, når kardinalen og hans tilhængere eller modstandere befandt sig i offensiv); i den skarpe og stringente distinktion mellem kardinalens egne og hans penneføreres synspunkter, som ikke har været absolut sammenfaldende, og i de usædvanligt velafbalancerede analyser af både Richelieu's og hans kritikeres synspunkter. Bogens hovedfortjeneste ligger i dens metodiske stringens, dens analytiske styrke og dens stærke individualisering, hvorimod dens hovedresultat endnu står lidt uafklaret.

Med rette fastslår forf., at Richelieu's tanker formuleres skarpest i hans Testament politique (s. 472 ff., 480 ff., 495 ff.), hvis enkle og bærende tanke er den, at politik må styres af fornuft {raison), et begreb der ikke blot indeholderelementer af formålstjenlighed, pragmatisme og nødvendig improvisation,men også dybe undertoner af moralske og religiøse normer. Der bestod, som forf. ligeledes med rette fremhæver, naturligvis ingen principiel modsætningmellem statsræson, moral og religiøse normer i 1600-tallet; og endelig er det også sandsynligt, at den dybt religiøse kardinal i kraft af sit statsmandsformatog sine erfaringer formåede at begrunde sin politiske pragmatisme på en

måde, der forenede alle elementer, selvom samtiden ikke formåede at lodde dybderne. Forbindelseslinierne fremtræder - ligesålidt som iøvrigt ingrediensernei kardinalens religiøsitet og moralske normer - blot næppe helt afklaret. Én af grundene dertil kan ligge i, at begrebsapparatet næppe heller er fuldt afklaret (trods den indgående diskussion s. 45-81). Hvad lagde samtiden i statensinteresser' prestige, individuel eller kollektiv velfærd osv.) eller i 'statsræson' (som mål og/eller middel)? Er 'statsræson' og 'statsinteresse' begreber,der har været forbeholdt det absolute monarki, og hvilke forbindelseslinierbestår der mellem 1600-tallets statsræson og dets statsmerkantilisme? Mclllwains paradoks slår i hvert fald næppe helt til.