Ingwer Ernst Momsen: Die allgemeinen Volkszahlungen in Schleswig-Holstein in danischer Zeit (1769-1860). Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, Band 66. Karl Wachholtz Verlag, Neumunster, 1974. 218 s. Hæftet DM 32,-, indbundet DM 42,-.

I 1969 udsendte forfatteren i den skriftrække, som Geografisk Institut ved
Kiels Universitet står bag, en socialgeografisk analyse af Husums befolkning i

perioden 1769-1860. Denne geografisk afgrænsede undersøgelse udgjorde andendel af hans dissertation fra 1968 ved Kiels Universitet. Nu er også afhandlingensførste del - i en bearbejdet og strammet version - kommet i bogform, hvad man må hilse med glæde.

Der er tale om såvel en kritisk analyse af de pågældende folketællingers organisationsform og materiale, som en gennemgang af store dele af den litteratur, der i tidens løb har bygget på folketællingsmaterialet. Denne gennemgang, som omfatter såvel arbejder, der har benyttet de orginale tællingslister, som bearbejdelse af disse lister, er grundigst for arbejder fra før 1968. En sådan analyse og en sådan gennemgang må påkalde sig betydelig interesse hos alle, der beskæftiger sig med befolkningsforhold - i hertugdømmerne eller i andre dele af monarkiet - i de knap hundrede år, der ligger mellem den første og den sidste af de her behandlede tællinger. Ganske ensartede tabelforlæg, tællingslister, tællingsregler osv. lå til grund for gennemførelsen af folketællingerne i monarkiets europæiske dele, selv om det ikke alle steder var de samme administrative organer, der udførte selve den fysiske tælling. Denne ensartethed betyder, at en række af Momsens resultater har direkte relevans også for den fremtidige beskæftigelse med folketællingsmateriale i kongeriget - og herunder selvfølgelig også Norge for så vidt angår de to folketællinger i 1769 og 1801. For sammenlignende undersøgelser er det lykkeligt, at tællingerne i kongeriget og hertugdømmerne stort set gennemførtes på samme tidspunkt - når bortses fra, at der i 1787 og 1850 ikke blev afholdt folketælling i hertugdømmernes.

Tællingen i august 1769 får langt den mest indgående behandling, idet op mod halvdelen af afhandlingen er helliget den. Det er ikke überettiget, idet det er den af tællingerne, der knytter sig flest problemer til, og hvis nøjagtighed oftest er blevet diskuteret. Det skyldes dels, at militæret ikke skulle tælles med, dels tællingsreglernes sammenblanding af de jure- og de /acfø-befolkningsbegrebeme (som i mindre målestok fortsatte i hele den betragtede periode), hvad der måtte føre visse vanskeligheder med sig i et område med en så kompliceret administrativ struktur som hertugdømmerne.

Det har været en udbredt opfattelse, at 1769-tællingen gennemførtes uden brug af lister over befolkningens enkeltindivider. Momsens analyse af det kendte oversigtsmæssige tabelmateriales tilblivelsessituation er overbevisende og fører til den stik modsatte opfattelse. Han fremhæver, at sådanne tabellei selvfølgelig ikke har kunnet produceres uden et grundmateriale, der i princippetmå svare til de officielle tællingslister, som kendes fra de senere folketællinger.Da disse lister »kun« var et arbejdsredskab for den lokale administration,er de ikke blevet indsendt til Rentekammeret sammen med tabellerne,men må findes i lokaladministrationens arkiver. Ræsonnementets rigtighedbevises til overmål af den oversigt over bevarede lister for hertugdømmerne,som forfatteren kan opstille. Det er karakteristisk, at det især er materialefra byerne, der er bevaret. Det gælder også, når man vender sig til kongerigskeforhold, hvor man dog kun kender ganske få lister. Listen fra Horsens er kendt fra Albert Olsens afhandling fra 1932 om bybefolkningen, og Momsenselv har kunnet fremdrage nogle af listerne fra Helsingør. Hans formodningom, at der vil kunne findes flere af disse optællingslister fra 1769-folketællingenvirker

tællingenvirkerikke urimelig, og man kan kun håbe, at hans arbejde fører til
skærpet opmærksomhed på dette punkt.

Selv om de følgende tællinger som nævnt får en mindre udførlig behandling end 1769-tællingen, er også disse afsnit præget af forfatterens metodiske stringens, der blandt andet viser sig i hans omhyggelige beskæftigelse med alle led i de endelige tællingsresul_taters tilblivelsesproces. Erkendelsen af nødvendigheden herfor er ikke ny, men det er velgørende at se synspunktet bragt i så konsekvent anvendelse, som det her er tilfældet; derfor bliver blandt andet hans understregning af den kvalitative forbedring i folketællingerne i den betragtede periode også overbevisende - selv om synspunktet ingenlunde er nyt.

Nogle af forfatterens vurderinger lader sig selvfølgelig diskutere, men det
drejer sig mest om mindre væsentlige punkter, der på ingen måde kan ændre
noget i den positive vurdering, som må blive dette arbejde til del.

Ingwer Ernst Momsen har med denne afhandling placeret sig centralt i
dansk — og selvfølgelig også slesvig-holstensk - social- og befolkningshistorisk
forskning.