Heimold Helczmanovszki (udg.): Beiträge zur Bevolkerungs- und Sozialgeschichte Österreichs. Nebst einem Überblick über die Entwicklung der Bevolkerungs- und Sozialstatistik. München, R. Oldenbourg Verlag, 1973. 448 s. DM 52,-.

Da det Internationale Statistiske Institut i 1973 holdt møde i Wien, benyttede Østrigs statistiske centralmyndigheder lejligheden til at fremlægge dette samleværkunder redaktion af lederen af landets befolkningsstatistik. Noget præg af lejlighedsskrift finder man dog kun i de 4 små indledningsartikler om statistiskvirksomhed

tistiskvirksomhedi Østrig og om forholdet - specielt i Østrig - mellem statistikog
henholdsvis geografi, historie og sociologi.

Nok så væsentlige er de 9 afhandlinger, som værket i øvrigt består af. De deler sig naturligt i 3 hovedgrupper, hvoraf den førstes emne er befolkningsudviklingen i Østrig, hvorved man forstår den nuværende østrigske stats område. Den anden hovedgruppe beskæftiger sig med udviklingen i befolkningsog socialstatistikkens indsamling og organisation siden folketællingen i 1754, og endelig udgøres den tredje hovedgruppe af mere enkeltstående socialhistoriske og demografiske afhandlinger.

Den første hovedgruppe om befolkningsudviklingen omfatter 3 bidrag. Kurt Klein forsøger for perioden fra begyndelsen af det 16. til midt i det 18. århundrede at skønne over befolkningens størrelse på grundlag af et varieret, men bestemt ikke problemfrit materiale. Han interesserer sig primært for de enkelte forbundslandes område, men sekundært også for hele Østrig. Formålet med at omregne til de nuværende forbundslandes områder fremgår ikke af afhandlingen. Sådanne omregninger tilbage i tiden giver selvfølgelig en række problemer, hvorfor man bør kunne argumentere for deres nødvendighed. Artiklen giver i øvrigt en god oversigt og mange nyttige litteraturhenvisninger. Som de fleste arbejder om befolkningsudviklingen før de moderne folketællingers tid lider dens skøn imidlertid under en ikke übetydelig usikkerhed. Mindre usikkerhed knytter der sig til Helczmanovszkis eget bidrag, som er en demografisk analyse af Østrigs befolkning fra den første mere pålidelige folketælling i 1869 til den seneste i 1971. Det tredje bidrag i denne hovedgruppe er af Michael Mitterauer, hvis emne er familiestrukturen på landet i det 17. århundrede. En begrebsdiskussion fører ham dog frem til, at det egentlig er husstandsstrukturen, der på denne tid er det interessante, og at det er den, han kan sige noget om. Kildegrundlaget for hans analyse er spinkelt, som det ofte er i den type undersøgelser. Men de fremlagte resultater - om husstandsstørrelse og -struktur, om 3-generations-husstandens sjældenhed etc. - svarer på en række punkter til, hvad man også har fundet andre steder, og set under en komparativ familiesociologisk synsvinkel bliver de derved ganske interessante.

Den anden hovedgruppe består af 2 bidrag, hvis fælles hovedtema er den udvikling, som folketællingerne har gennemløbet siden Maria Theresia i 1754 lod den første folketælling afholde for at få et bedre udgangspunkt for reorganiseringsarbejdet efter arvefølgekrigen. Christel Durdik beskriver dels udviklingen i organisationen af folketællingsarbejdet fra 1754 til begyndelsen af dette århundrede på grundlag af omfattende litteraturstudier, dels afspejlingen af samfundsudviklingen i det 19. århundredes sidste halvdel i den offentlige statistiks nye interessefelter. Johannes Ladståtters bidrag er en mere teknisk sammenligning af de emner, man har søgt oplysning om ved folketællingerne 1869-1971, ledsaget af en nyttig oversigt over periodens folketællingspublikationer.

Endelig består samlingens tredje hovedgruppe af 4 arbejder om socialhistoriskeog demografiske emner. Elisabeth Lichtenberger, som i sin hidtidige produktion har beskæftiget sig indgående med Wiens udvikling gennem de seneste århundreder, giver her en fremstilling af udviklingen i byens (og især

Altstadts) sociale struktur siden middelalderen. Eduard Kunze skriver - primærtpå grundlag af de såkaldte 'sjælebeskrivelser' (status animarum) og folketællingerne - blandt andet om den sociale lagdeling i Krems og Stein siden det 18. århundredes sidste halvdel. De to sidste arbejder, af Jean-Paul Lehners og Klaus Arnold, er såkaldte familierekonstitutionsstudier, hvor man ud fra oplysninger om kirkelige handlinger m.m. søger at rekonstruere familierog derefter følger deres udvikling over tid. For tiden før den moderne statistik er det en yderst nyttig metode til at erhverve viden om nogle af de demografiske faktorer bag den konstaterede befolkningsudvikling. I begge arbejdersavner man imidlertid en redegørelse for de problemer, forfatterne er stødt på, når de skulle 'matche' oplysninger om enkeltpersoner fra forskellige kilder eller kildesteder, det såkaldte identifikationsproblem i denne type forskning. Og dersom forklaringen er, at de to forfattere overhovedet ikke har haft sådanne problemer, så er det en så væsentlig oplysning, at de ikke burde have fortiet den.

Sammenfattende kan det konstateres, at man i det foreliggende arbejde har dels en nyttig introduktion til den østrigske befolkningshistorie og til visse sider af socialhistorien - samt til litteraturen herom - dels en række afhandlinger om demografiske og familiestrukturelle emner, der på grund af metode - og emnevalg vil være af interesse i sammenlignende studier også uden for den snævre østrigske sammenhæng.