G. R. Elton: Reform and Renewal. Cromwell and the Common Weal. Cambr. U.P. 1973. x + 175 s. £2.90 indb. £ 1.20 paperback.

Professor Eltons langvarige og intense beskæftigelse med Thomas Cromwell er velkendt og respekteret. Denne bog føjer sig ind i den lange række af Eltons Cromwell-studier - dog med det særlige kendemærke, at det nu - ifølge hans eget udsagn - er sidste gang, han tager Cromwell op til behandling i en større sammenhæng. Det har været Eltons langsigtede mål at undersøge tre sider af Cromwells virke, nemlig "the ruler of the state, the chief of the police, and the promotor of reform" (p. vii). De to førstnævnte sider har han behandlet i de to monografier The Tudor Revolution in Government (1953), og Policy and Police (1972). Den sidstnævnte er emnet for denne bog.

Den indledende forskningsdiskussion, der tager sit udgangspunkt i W. GordonZeevelds

donZeeveldsbanebrydende værk fra 1948, Foundations of Tudor Policy, munderud i en konstatering af, at de relativt få behandlinger af "commonwealth"bevægelsenunder Henrik VIII og Edward VI fra Zeeveld og fremefter forsømmerat undersøge, hvorvidt og hvorledes denne bevægelses teoretiske indholdblev omsat i praktisk politik. Dermed er bogens præcise formål angivet: at undersøge, hvorledes Cromwell søgte i praksis at udmønte de reformtanker, der fostredes i den kreds af intellektuelle, der omgav ham.

I de første kapitler tegnes en kort biografisk skitse af Cromwell, hvori han karakteriseres som en mand, der uden nogen formel uddannelse færdedes hjemmevant i de intellektuelles verden, ligesom han fremstilles som en »via media«-mand (p. 50). Derefter analyseres den kreds af sociale reformatorer, som Cromwell tilsyneladende øvede en magnetisk tiltrækning på. Elton konstaterer, at der til stadighed foregik en fordomsfri meningsudveksling om sociale og økonomiske spørgsmål mellem denne kreds og Cromwell, hvilket resulterede i et veritabelt cromwell'sk reformprogram. I kap. 4 behandles det instrument, som Cromwell benyttede i forsøget på at føre reformerne ud i livet: parlamentet og lovgivningen. Man følger, hvorledes reformforslagene omhyggeligt blev tilrettelagt, så der var en rimelig mulighed for at få dem igennem. Af særlig værdi er det, at Elton her søger at flette lovforslag af privat proveniens ud fra dem, der skyldtes regeringsinitiativ. Derved tegnes konturerne af Cromwells reformpolitik betydeligt klarere end hidtil.

Efter en omhyggelig undersøgelse af, hvilke dele af refomprogrammet, der udmøntedes i praktisk lovgivning, får man i det afsluttende kapitel Eltons endelige bedømmelse af Cromwell og hans virke som social reformator. I konsekvens af den forudgående undersøgelse karakteriseres Cromwell som en begavet pragmatiker, der i enestående grad forstod at udvælge de dele af sine intellektuelle »bagmænds« ikke altid lige virkelighedsnære reformprogrammer, der med held kunne udmøntes i praktiske reformer af ganske radikal art, uden at dette i det ydre fremstod som en revolution. "Continuity and law were the wisely chosen poles, which carried the banner inscribed reform and renewal" (p. 160) - Cromwell forstod kort sagt som få det muliges vanskelige kunst. Med denne undersøgelse skabes der en klar forbindelse mellem de forskningsmæssigt velbelyste "commonwealth"-folk og den omdebatterede Thomas Cromwells sociale og økonomiske politik. Der kastes på denne måde også et sidelys ind over andre sider af debatten om Englands historie i reformationsårtiet, herunder især trekantsforholdet konge - parlament- Cromwell, hvor Elton giver den gamle tese om parlamentet som kongens lydige redskab dødsstødet.

En omtale af Eltons sidste Cromwell-bog bør ikke sluttes uden nogle bemærkningerom den elton'ske Cromwell-figur, der visselig har undergået nogle forandringer i løbet af sin 25-årige eksistens. Sammenligner vi den Cromwell, Elton præsenterede for os omkring 1950, med det portræt, der tegnes i denne bog, er der iøjnefaldende forskelle: det er ikke blot portrættets nuancer, der er ændret; men også visse grundlæggende linier er tegnet om. 1950ernes revolutionærebureaukrat med det fast strukturerede program er afløst af en mere menneskelig Cromwell, der tror på den gyldne middelvejs politik og er i besiddelseaf en højtudviklet sans for det muliges kunst. - Det sidste portræt

er ikke det mindst troværdige. Elton erkender selv og vedstår sig denne glidningsom et resultat af sine studier (- og formentlig under indtryk af de heftigesammenstød med G. L. Harriss og P. H. Williams i Past and Present, 1963 -65). Een ting fastholder han dog, formentlig med rette: Cromwells "central position in the history of his time, the history of the Tudor century, and the history of England" (p.vii). „ .Tv ,„.,„„