H. G. Koenigsberger: The Habsburgs and Europe 1516-1660. Ithaca & London, Cornell University Press, 1971. - 3045., ill.; £4.05 ($ 8.50).

I almindelighed er det ikke nogen dårlig idé at samle sine afhandlinger i bogform; de bliver lettere tilgængelige, og forfatterens helhedssynspunkter tilgodeses bedre. Professor Koenigsberger har selv med held udsendt en række af sine vigtige specialafhandlinger over spansk, italiensk og nederlandsk økonomisk og institutionel historie i bogen Estates and Revolutions. Essays in Early Modem European History (Cornell UP 1971). Lidt mere tvivlsomt bliver princippet, når der som her er tale om synteseprægede afhandlinger, trukket ud af den sammenhæng, hvortil de er skrevet og afpasset. Bogens to første kapitler, der behandler Karl V.s og Filip ll.s regeringsperioder, er hentet fra The New Cambridge Modem History (bd. 11—111, 1968), det sidste, som omhandler de europæiske konflikter 1618-60 fra The Age of Expansion, ed. by H. R. Trevor-Roper

Det er - mirabili dictu - rigtigt, at der ikke eksisterer nogen moderne behandlingaf »the history and aims of the house of Habsburg in its relation to the rest of Europe«, og sikkert også, at bogens enkelte kapitler er underordnet forfatterenshovedsynspunkt: Karl V.s. monarchia universal og europæiske dynastipolitik forvandles med Filip ll.s lederskab for den katolske modreformation som mellemledtil 1600-tallets golde, spansk-habsburgske imperialisme. Men trods Koenigsbergersforsikringer (s. VII) er meget af helheden og det fine syntesepræg, der karakteriserede disse afhandlinger i deres oprindelige sammenhæng, gået tabt. Det gælder navnlig det første kapitel, The Empire of Charles V in Europe (s. 1-62), som oprindeligt sammenfattede og tolkede en række afsnit om reformationenog den internationale politik. Koenigsberger har accepteret Peter Rassowsbetoning af de universal-monarkiske træk i Karl V.s politik og af Gattinaras indflydelse. Afhandlingen fremtræder i sin nye sammenhæng derfor blot som en fin, men noget abstrakt fortolkning af det habsburgske imperiums strukturelle og

økonomiske problemer. Dynastipolitikken på internationalt plan fortoner sig
derimod helt.

Mest vellykket er utivlsomt bogens andet kapitel, Western Europe and the Power of Spain (s. 63-217), på én gang analyserende og fortolkende. Hovedvægten ligger på en fornemt gennemført analyse (metodisk beslægtet med Braudels af vekselvirkningen mellem økonomiske, sociale, religiøse og politiske komponenter i opgørene i Nederlandene og Frankrig indtil den internationale detente 1598-1609, IV.s genopbygning af det franske monarki og stabiliseringen af det nye nederlandske statssystem. Men Koenigsberger fremhæver samtidig, at afspændingen hviler på gensidig mistillid og omplacering af det internationale konfliktstof, specielt hvad angår de spanske forbindelseslinier til Nederlandene (s. 214 ff.). Grundidéen underbygges i bogens afsnit, The European Civil War (s. 217-85) ved betoning af, at den bohmiske konflikt 1618-21 fortsættes udover sine logiske rammer, fordi de direkte eller indirekte implicerede magters frygt for »the potential escalation of distasters justified a war of agression« (s. 247 og oftere). Faren for kejsermagtens ekspansion førte ud i fornyet krig. Christian IV.s fiasko 1626-29 bragte Sverige ind i krigen osv.

Meget nært hovedtanken ligger da også Koenigsbergers betoning (s. 215 f., 230 f.) af, at netop freden i Vervins 1598 lagde grunden til nye spansk-franske konflikter ved at indsnævre de spanske forbindelseslinier til Nederlandene. Det understreges (s. 242 f., 265 f.), at Richelieu ikke bestred sine politiske modstanderes konfessionelle anfægtelser ved alliancen med Sverige 1631 og støtten til Nederlandene, men at han gik ind i krigen for at varetage Frankrigs 'interesser' og på længere sigt at etablere det europæiske sikkerhedssystem, der blev krigens endelige (men ufuldkomne) resultat. Richelieu? statsræson bidrog derved afgørende til konfliktens af-konfessionalisering. Dette kapitel er - som hele bogen - overmåde velskrevet og klart struktureret, men også lidt for skabelonpræget til at yde alle nuancer fuld retfærdighed. Forbindelserne til 'den kolde fred' 1598— 1618 formidles ikke fuldtud, og den tyske dynastipolitiks inddragelse i konflikterne fremtræder ikke helt klart. Men navnlig fremtræder den indbyrdes sammenhæng mellem de vesteuropæiske opgør og Østersøkonflikterne i 1650'erne ikke klart; kurfyrst Frederik Wilhelms og de østrigske habsburgeres engagement forbigås endda helt i tavshed. F r_W„„ • p_Ki„_sen