Jean Lhomme: Économie et histoire. Travaux de droit, d'économie, de sociologie et des sciences politiques, no. 55. Geneve 1967. 200 s.

Forholdet mellem historievidenskaben og samfundsvidenskaberne er efterhåndenet
emne, der har været gjort til genstand for en omfattende diskussion,

hvis resultater i høj grad har været præget af grundindstillingen hos de forskelligeskoler - især inden for historievidenskaben - der har deltaget i diskussionen.I de senere år har denne debat især fået ny næring fra USA, hvor såvel historikere som samfundsvidenskabsmænd - især økonomer - har deltaget, og deres analyser er blevet suppleret med en række væsentlige bidrag fra teoretikere, der har deres udgangspunkt i en filosofisk skoling.

Målt med dybden i denne amerikanske diskussion er det kun lidt, der kan hentes fra den foreliggende bog, der i det væsentlige er en samling af tidligere publicerede artikler, hvoraf flere i tid ligger forud for den ovennævnte amerikanske diskussion. Hertil kommer, at når forfatteren vil undersøge forholdet mellem historie og samfundsvidenskab, hopper han i så godt som alle tilfælde over, hvor gærdet er lavest, idet han adskillige steder betoner, at han sætter det som sin opgave at undersøge relationerne set ud fra økonomens synspunkt - altså hvad nytte kan økonomen have af historien? - hvor dette forhold i den internationale diskussion har været det mindst problematiske. Dette hænger sammen med, at økonomien - som andre samfundsvidenskaber - har brug for fortidens erfaringer til at formulere generelle teorier, der kan anvendes til at forudsige konsekvenserne af alternative fremtidige hændelsesforløb, og historien bliver derved som hjælpevidenskab til økonomien den eksempelsamling, som økonomen kan øse af. Forfatteren peger derfor også på - efter at han har beskrevet denne traditionelle opfattelse- at økonomen vil være mest interesseret i, at historikeren beskæftiger sig med komparative studier og makroundersøgelser for derved at fremdrage materiale, der muliggør mere generelle konklusioner.

Ser man imidlertid på det omvendte forhold - hvad nytte kan historikeren have af samfundsvidenskaben, in casu økonomien? — er der langt flere problemer i dette, navnlig med hensyn til generaliteten i de økonomiske teorier, d.v.s. i hvilket omfang teorier bygget over et bestemt institutionelt system har så generel karakter, at de kan tages i anvendelse af historikere ved undersøgelse af ældre tiders samfund, hvor bl. a. de institutionelle rammer var anderledes og de agerende personer andre. Her viger forfatteren som sagt udenom, selv om de senere års teoretiske diskussion blandt økonomer netop om dette forhold, inspireret af u-lands-problematikken, kunne have givet et passende udgangspunkt for en analyse. Han nøjes i stedet med at fremhæve fire forhold, som han finder er karakteristiske for samfundsvidenskabernes arbejdsmetode og som med fordel i højere grad skulle kunne overføres til historieforskningen, nemlig en eksplicit klargøring af de studerede fænomeners repræsentativitet, homogenitet (at det virkelig er ensartede problemer, der sammenlignes) og kontinuitet (fænomenernes indbyrdes sammenhæng) samt arbejde med lange tidsserier. Hertil er imidlertid at sige, at lige så rigtigt dette kan være for mange historiske problemstillinger, lige så klart må det være, at nytten af at inddrage sådanne overvejelser i høj grad må være afhængig af, hvilke typer af historiske undersøgelser man står overfor.

De nævnte problemstillinger udgør hovedparten af bogen. Den indeholder desuden tre kapitler, der behandler enkeltproblemer inden for fransk økonomiskhistorie, nemlig kriser i Frankrig i det 19. og 20. århundrede, lønudviklingen1815-1914 og koncentrationstendenser i fransk erhvervsliv under det

andet kejserdømme. Der gives en lang række faktiske oplysninger om forholdene,men analysen af de enkelte fænomener, der domineres af et ønske om at karakterisere de sociale kræfter, der ligger bag de skildrede begivenheder, kan ikke siges at frembringe væsentlige nye resultater til vurdering af udviklingslinierne.„ r, Iflhnn„_n